Anmeldelse: West Side Story, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: West Side Story, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Leonard Bernstein, Stephen Sondheim og Jerome Robbins’ musicalklassiker West Side Story har nu fundet vej til Det Kongelige Teater. Shakespeares tragiske kærlighedshistorie om Romeo og Julie inspirerede dem, og man kan sagtens genkende kampen for at lade den unge kærlighed bestå, selvom den har trange kår i den verden, hvor de to unge mennesker lever.

Vi er i New York i 1950’erne. Gadebanderne ”Jets” og ”Sharks”, som består af unge mænd, er rivaliser i kampen om ikke bare magten på gaden, men også i kampen mod politiet, som vender det blinde øje til efter forgodtbefindende. Tony har egentlig trukket sig ud af “The Jets”, men han trækkes ind igen af kammeraten, Riff. Han møder Maria, som er søster til ”Sharks”-lederen Bernardo. Tony og Maria forelsker sig straks, men havner midt i konflikten mellem “Jets” og “Sharks”. Mens de to fortsætter det hemmelige forhold, forbereder de to bander det endelige opgør.

I kampens hede kommer Tony til at stikke Marias bror ned. Fra nu af er både Tony og Maria udstødte. Kun kærligheden til hinanden har de tilbage… Spørgsmålet er, om kærligheden kan overleve? Kan livet? West Side Story kan i hvert fald, da grundhistorien og dens temaer er universel og evigt aktuel. Det hele forløses glimrende i Thomas Bendixens iscenesættelse.

Hovedrollerne som Tony og Maria spilles og synges af hhv. Søren Torpegaard Lund og Emilie Groth Christensen. Aldersmæssigt og af statur passer de fint til rollerne. De synger samtidig fantastisk, og deres samspil forløser både glæden, men også smerten og ikke mindst den umulige kærlighed. Lunds skuespil halter derimod lidt, og hans spil er næsten for pænt. Hans charme og uforberedte følelser passer godt til rollen, men lidt mere råhed, lidt mere kant og lidt større fortvivlelse ville have klædt hans Tony.

Det er en storladen musical, som kræver sit af de medvirkende. Det lykkedes ensemblet heldigvis med. De kan grundlæggende både synge, spille skuespil og danse. Luc Boris André Kouadios Bernado er tilpas hensynsløs og mandig. Peter Oliver Hansens leverer en fin Doc, der resigneret, men alligevel stålfast prøver at lede de unge mennesker. Vilter og fandenivoldsk er Julie Steincke som Anita, Bernados kæreste, og hun har den rette pondus.

Musicalen synges her på dansk, og Stephen Sondheims sangtekster er oversat af Silas Bjerregaard. Overordnet er det gået fint, men visse steder er oversættelsen ikke helt god, og nuancer forsvinder altid (i større eller mindre grad) ved en oversættelse, ligesom overteksterne også halter lidt. Det ville have klædt musicalen alene at oversætte dialogen og så lade de ikoniske sangtekster stå på originalsproget.

Leonard Bernsteins musik er fantastisk og nærmest dragende. Det Kongelige Kapel og dirigent Robert Houssart har fået plads bagerst på scenen, og vi har flere gange direkte kig til dem, alt imens de fortryllende giver os musikken. Kapellet giver musikken det sidste ”svung”. Det er en sand fryd for ørerne!

Det rå New York’er-look leveres af scenograf Palle Steen Christensen, der med enkle, omskiftelige virkemidler tager os med til storbyen. Den lysende måne som symbol på Tony og Marias forelskelse er fortryllende. Mathias Herslands lysdesign komplementerer fornemt scenografien med elegante stemningsskifte.

Jerome Robbins’ originale koreografi er her erstattet af en ny af Miles Hoares. Koreografien er både tro mod den originale koreografi, men samtidig er den også moderne, fyldig og alsidig. Dansen er effektiv, og man er ikke i tvivl om sindsstemningerne, når banderne støder sammen, og når der kæmpes.

Generelt savnes lidt råhed. Men da gadebandernes medlemmer samtidig er unge, fortvivlede drenge, som er ledt på den forkerte vej, så de i stedet spiller voksne, og som stadig har muligheden for at dreje den ”rigtige” vej, går det. Nok er deres ungdom taget fra dem, men de kan stadig nå at få et godt voksenliv.

Og det er essensen i West Side Story. Udover kærlighedshistorien rummer den nemlig også fortællingen om, at man både kan overleve i et samfund, som man ikke passer ind i, men også at man kan ændre sig. Nok er man ikke en del af det etablerede samfund, men man kan faktisk blive det. Had, korruptionen og racismen stikker også deres grimme ansigter frem. Den handler samtidig om tilgivelse, og om hvilke værdier vi som samfund gerne vil fremme – og hvordan vi gør det. For hvem er det egentlig, der vinder på kampene – og er det en pris, som vi har lyst til at betale?

Der er derfor små, men kun små, knaster i forestillingen. Det Kongelige Teaters version af West Side Story er samlet en flot og seværdig forestilling, som forløser musicalen og dens temaer på fineste vis. Samtidig er det dejligt, at man også lader unge musicaltalenter komme på banen.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 18. november-28. december 2022

Set den 18. november 2022

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/west-side-story

Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Emilie Groth Christensen, Julie Steincke, Lukas Toya, Luc Boris André Kouadio, Stanley Bakar, Adam Tocuyo, Josephine Raahauge, Peter Oliver Hansen, Steen Stig Lommer, Bjarne Antonisen, Martin Loft m.fl. (denne aften) og Det Kongelige Kapel

Dirigent: Robert Houssart

Baseret på idé af: Jerome Robbins

Musik af: Leonard Bernstein

Tekst af: Stephen Sondheim

Manuskript af Arthur Laurents

Instruktør: Thomas Bendixen

Scenograf: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen

Koreograf: Miles Hoare

Lysdesign: Mathias Hersland

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *