Anmeldelse (re-anmeldelse): West Side Story, Det Kongelige Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 1. december 2025

Af Jesper Engel Brandrup og Christian Skovgaard Hansen

Hvor ville vi dog gerne have set Leonard Bernstein, Stephen Sondheim og Jerome Robbins’ West Side Story da den oprindeligt havde premiere på Broadway i 1957. Et højoktant kærlighedsdrama på tværs af kulturelle og etniske skel midt i New York! Tænk at være det første publikum til at lægge øre til Bernsteins udødelige soundtrack.

Det Kongelige Teater havde i efteråret 2022 premiere på deres version af musicalen West Side Story (du kan læse vores anmeldelse fra dengang her). Efter at have oplevet reopsætningen af den i øvrigt ganske udmærkede opsætning i Operaen, er vi i hvert fald ikke helt overbevist om, at der ikke er begyndt at vise sig lidt rust i visse dele af fortællingen om Tony og Maria, om Sharks-banden fra Puerto Rico og Jets-banden fra Polen.

Helt kort er der tale om en moderne bearbejdning af Romeo og Julie, hvor handlingen er hensat til et arbejderkvarter i New York. Tony er efterkommer af polske indvandrere og dermed en ”Jet”, mens Maria er efterkommer af indvandrere fra Puerto Rico og altså en ”Shark”. De forelsker sig til en fest, hvilket eskalerer den ulmende konflikt mellem banderne. Marias bror Bernardo stikker Tonys ven Riff ihjel under et slagsmål. Tony bliver rasende og stikker Bernardo ihjel. Maria tilgiver Tony, men det gør Chino, Bernardos ven, ikke, og han skyder senere Tony. Maria er ved at skyde vildt omkring sig i sorg og raseri, men besinder sig, hvorefter de to bander forsones om at bære Tony ud.

Scenografisk er West Side Story holdt til den minimalistiske side navnlig af hensyn til at lade orkesteret være synligt bagest på scenen. Det er nærmest kun ”Doc’s Store” og sybutikken, som er udformet som i øvrigt meget velfungerende kulisser. Derudover består New York på denne onsdag aften stort set ikke af andet end et stillads med trapper og en seng. Det er i det hele taget kompetent løst af Palle Steen Christensen, og Mathias Herslands lysdesign er eminent stemningssættende for de minimale kulisser.

Bernsteins musik er hele musicalbilletten værd, så der er en sund fornuft i den prioritering, Thomas Bendixen har foretaget ved, at lade musikken udgøre det meste af kulissen. I lange stræk er det kun musikken (denne aften dirigeret af Robert Houssat), der fortæller, om vi er inden for til fest eller ude på gaden i slagsmål.

Det skal i den forbindelse nævnes, at Operaen desværre kæmpede voldsomt med lyden denne onsdag aften, men da heldigvis afbrød stykket tidligt i 1. akt for at få det løst.. Jonas Vest er krediteret for lyddesign, og hvis musikken i de øvrige forestillinger kører som 2. akt gjorde i onsdags, så er det en kæmpe fornøjelse for ørerne.

Foran orkestret og kulisserne bliver der også arbejdet ganske habilt. De mange, lange dansenumre er ganske enkelt fejende flotte. Og det er lykkedes Miles Hoare at binde samfulde stykkets mange minutter sammen på en måde, hvor dansen både bidrager til den overordnede historiefortælling og til give de enkelte medvirkende karakter. Til gengæld er det ikke alle de store scener, hvor begge bander er på scenen samtidig, der glider helt let hos de medvirkende denne aften.

Siden 2022 er der skiftet lidt ud på skuespillerholdet. Mikkel Hoé spiller nu Tony, mens Linda Arunee Drenck spiller Maria. Af individuelle præstationer er det værd at fremhæve navnlig Mikkel Hoés Tony og Julie Steinckes Anita, der har stærke, dragende tilstedeværelser på scenen og flotte vokalpræstationer. Førstnævnte måske til tider til den energiske side, men det forstærker egentlig bare udtrykket af en hård dreng fra gaden med hjertet på rette sted. Julie Steincke beriger fremragende alle sine scener med pondus og dramatisk bund, og man føler sig næsten løftet til et andet stykke, hver gang hun åbner munden. Linda Arunee Drencks Maria har en vis styrke og sårbarhed, men det er som om, at hun – i hvert fald denne aften – bliver lidt for nydelig, så hun ikke rigtig kommer ud over scenekanten til os.

Så, what’s not to like? Jo, de fleste problemer ligger i oversættelsen. Det er et imponerende arbejde, som Silas Bjerregaard har gjort med at oversætte sangene, som i det store hele er lykkedes rigtig godt, navnlig ”One Hand, One Heart” fremstod næsten bedre i den danske lyrik, mens ”I Feel Pretty” sagtens vil kunne synges som ”Jeg er dejlig” rundt omkring i de små lejligheder på Vesterbro. Men vi kan godt forstå, hvis nogen vil forsværge sig oversættelser af musical-arvesølv.

Det virkelige problem ligger i dialogen. Herved skal forstås, at Jesper Malmoses oversættelse af dialogen lykkes fuldstændig fint med at gøre det forståeligt, hvad der foregår.

Problemet er, at oversættelsen til dansk maltrakterer den kulturelle kontekst rundt om dialogen, og det er dér, West Side Story virker mere rynket, end hvad godt er. Som nævnt længere oppe, så er stykket ca. 50 % Romeo og Julie og 50 % etnisk/race-konflikt i New York. Romeo og Julie er heldigvis en kærlighedshistorie, som er universelt forståelig på tværs af tid og rum, men det fremstår altså underligt forstillet, når en mellemamerikansk bande skændes med en polsk bande, og det hele foregår på forskellige varianter af jysk.

Mislyden forstærkes af, at man har valgt at lægge navnlig Jets’ kostumer relativt tæt op af de oprindelige kostumer fra 1957-produktionen, hvilket Astrid Lynge Ottosen isoleret set har løst rigtig flot, og særligt Sharks-kostumerne fremstår spillevende. Hun kan ikke gøre for, at det tøj altså er kommet på mode igen blandt visse dele af generation Z siden da, og det gør som helhed, at Jets-banden kommer til at fremstå som en gruppe velnærede aarhusianske gymnasieelever i stedet for en gruppe sociale tilfælde med belastede sociale baggrunde.

Det virker som en kritisk fejl i Line Kromanns genopsætningsinstruktion, at man ikke i det mindste har instrueret sine skuespillere i på en eller anden måde at tilpasse deres tale til rollen eller deres bande-tilhørsforhold. Man kunne eksempelvis have anvendt accenter for en mere allegorisk effekt, som det gøres for de kvindelige Sharks. For en mere naturtro tilgang kunne man også f.eks. have hentet meget autencitet ved at lytte til, hvordan bandemedlemmer taler i DR’s ”Huset” fra 2023.

West Side Story er dog vidunderlig musik, overvældende koreografi og en smuk kærlighedshistorie, som det er værd at tage i Operaen for.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 21. november 2025-21. december 2025

Set den 26. november 2025

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/musical/west-side-story

Medvirkende: Mikkel Hoé, Linda Arunee Drenck, Julie Steincke, Lukas Toya, Max-Emil Nissen, Adam Tocuyo, Sicilia Gadborg, Peter Oliver Hansen, Morten Lützhøft, Bjarne Antonisen m.fl.

Dirigent: Robert Houssart, Bjarni Frímann Bjarnason, Ian Ryan

Baseret på idé af: Jerome Robbins

Musik af: Leonard Bernstein

Tekst af: Stephen Sondheim

Manuskript af: Arthur Laurents

Iscenesættelse: Thomas Bendixen

Instruktør ved genopsætning: Line Kromann

Scenografi: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen

Koreograf: Miles Hoare

Lysdesign: Mathias Hersland

Lyddesign: Jonas Vest