Anmeldelse: Misantropen, Grønnegårds Teatret
Af Henriette Devantier
Publikum har sat sig på stolerækkerne foran den simple scene lavet af bare trappetrin med Designmuseum Danmarks Haves træer som baggrund, og pludselig et par minutter over 19.30 møder vi Alceste, Célimène, Philinte, Éliante og alle de andre medvirkende. De kommer gående blandt stolerækkerne og hilser på os alle på bedste Molière-vis. De fedter for publikum og gør sig i den grad til. Vupti, så er temaet for aftens forestilling lagt, før forestillingen overhovedet er gået i gang.
Misantropen, menneskehaderen som det betyder, hedder Alceste. Han hader ikke blot individer, men hele menneskeheden. Der er så meget hykleri, bedrageri og falsk smiger i verden, at der slet ikke er noget ærlighed tilbage. Han hævder, at alle mennesker burde droppe alle deres facader, samt de tusindvis af forskellige roller, som de spiller, og bare være ærlige overfor hinanden.
Alcestes ven Philinte beder ham om at være mere tolerant. Philinte forklarer, at det er en del af menneskets natur at smigre andre mennesker, gøre sig til og vise sine bedste sider, som Alceste ser som noget af det mest overfladiske. Men Alceste vil ikke gå på kompromis med sine idealer. Det er ham imod dem og ikke mindst ham imod tidens normer. Eller set i et bredere perspektiv; Molière imod det bedre borgerskab og hoffet tilbage i 1666, da han skrev komedien.
Problemet er bare, at Alceste er forelsket i den smukke unge enke Célimène, som er en sand mester i endeløs flirten, dobbeltspil og bagtalelser. Alt det som Alceste så inderligt er imod. Han må vælge. Vælge mellem kærligheden og sine principper.
Det er en fantastisk oversættelse eller gendigtning, som det står i programmet, af Jesper Kjær. Molières komedier foregår på vers, og Misantropen er ingen undtagelse. Det kan lyde tungt, men det er det faktisk tværtimod. Det fængsler og fanger publikum, og man lytter efter på en anden måde end normalt. Jeg har efterhånden set en håndfuld komedier af Molière, men replikkernes fremførelse på vers fascinerer mig stadig.
Det er crème de la crème af skuespillere, der pryder rollelisten til Misantropen. De var alle knivskarpe og serverede Molières ånd for os publikum på bedste vis. En vellykket opsætning, storslået spillet og rytmisk smukt. De fik Molières humor og satire frem, så man ikke var i tvivl om, at Misantropen i den grad er en komedie.
Det er svært at plukke enkelte præstationer ud fra det grundlæggende høje niveau, men der var nu to, der stak ud, synes jeg – Mads Wille og Nicolas Bro. I rollen som Alcestes ven Philinte var Mads Wille. Fra det sekund han trådte ind på scenen, fængslede han publikum. Han var lige på kornet. Han havde sproget i sin hule hånd, og han leverede replikkerne skrevet på vers med det mest naturlige flow, så man i den grad troede på ham.
Nicolas Bro, der spillede Alceste, følte jeg derimod, kæmpede mere med sproget. Han manglede det flow, som Mads Wille besad, og hans replikker blev mere staccato og dermed også en smule kunstige. Men der er noget mystisk over Nicolas Bros Alceste, som jeg har svært ved at sætte en finger på. Ligeså fast han står på sine principper, ligeså utilregnelig fremstår han i sin forelskelse til Célimène, så han nærmest virker sindssyg. To kontraster der forvirrer mig, og det er spændende!
Alle tre kvinder var helt rigtigt castet. Sonja Richter i rollen som den kokette og egoistiske Célimène, som Alceste er forelsket i, Laura Bro som Éliante, Célimènes kusine der ender sammen med Philinte og til sidst Charlotte Fich i rollen som Arsinoé – en veninde til Célimène over sin bedste alder og som forsøger at komme i mellem Célimène og Alcestes forhold.
Grønnegårds Teatrets Misantropen satte en masse tanker i gang hos mig. Det er netop derfor, jeg elsker teater så højt. Hele vejen hjem følte jeg mig ramt. Ramt af dette stykke skrevet i 1666, som synes så længe siden og i den grad fjernt fra mit liv i dag. Men med eftertanke har Misantropen stadig relevans i dag, synes jeg. For de overfladiske normer og den materialistiske status findes stadig i dag – på Facebook, Instagram, Snapchat og alle de andre medier, hvor mange har så travlt med at dele det ene, det andet og det tredje. Og netop denne pointe voksede i takt med forestillingen.
Vores hverdag blev til historien om Misantropen. Vi vælter os i facader, roller, smiger og sikkert også bagtalelser den dag i dag, som de også gjorde i 1666, dengang Molière revolutionerede med sin komedie om det at være tro overfor sine idealer og sine valg i livet, men uden at det bliver for stift i tanke, handling og følelser. Der er det stof, som Molière giver os at tænke videre over, efter vi har grinet færdigt og forladt Grønnegårds Teatret i designmuseets have.
Grønnegård Teatret
Designmuseum Danmarks Have, Bredgade 68, 1260 København K
Spilleperiode: 29. juni-25. august 2018
Set den 29. juni 2018
Fotos: Bjarne Stæhr
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Nicolas Bro, Sonja Richter, Mads Wille (afløses af Morten Hauch-Fausbøll (16. juli-25. august), Laura Bro, Patrick Baurichter, Charlotte Fich, Jens Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og Steen Stig Lommer
Dramatiker: Molière
Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul
Scenografi og kostumer: Manfred Blaimauer
Dansk gendigtning: Jesper Kjær
Varighed: Ca. 1 time og 40 min uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod