Anmeldelse: Misery, Østerbro Teater, Revolver

By: Emil Møller Christensen
On: 16. september 2018

Af Emil Møller Christensen

Hvordan skabes en uhygge, der er så nådesløs og kynisk, at den i mødet med publikummet virker så voldsom, at vi får lyst til at lukke øjnene? Det spørgsmål synes denne teatergyser at stille. ”Misery”, der er den første forestilling i det nye Revolver (Teater Republiques lille scene), som det nu kaldes under det nye Østerbro Teater, er efter Stephen Kings roman. Her sat på scenen i Sargun Oshanas instruktion og Benjamin la Cours scenografi.

Malingen og tapetet er krakeleret, lyset er gulligt, i rummet, hvor forfatteren Paul Sheldon kommer til bevidsthed, sengeliggende efter et trafikuheld. Her er alt andet end hyggeligt. Men den unge Annie Wilkes har reddet hans liv og nu bragt ham til sit afsidesliggende hus. Hun er hans største fan, siger hun. Med iver beretter hun, at hun har læst alle bøgerne om Misery, en gennemgående figur i forfatterens kærlighedsromaner, men fascinationen af Sheldons fiktive univers er mere end en almindelig optagethed. Det er en besættelse. ”Vi skal nok få det godt her, Paul! ” pointerer hun, men under den tilsyneladende omsorg lurer galskaben.

Lise Baastrup er Annie. Vi ler, når hun fortæller, at Misery og Det Sixtinske Kapel er de to mest guddommelige ting i hendes verden. For komikken er også en del af forestillingens væsen. Lise Baastrup viser med sin præcise timing af morsomme replikker, at under komikken og den underdrivelse, hun tilfører det komiske, under den umiddelbare ro, dér ligger den vanvittige galskab og uhygge.

Hun har kanaliseret sin egen totale ensomhed og sårbarhed over på en forgabelse i figuren Misery og dens forfatter. Hendes afhængighed af ham og fortællingen om Misery som overleveren giver hende et håb. Et håb om, at hun, Annie, også selv kan overleve den triste skæbne i det forladte hus, der er blevet hende til del. Men ensomheden skjuler en ufravigelig brutalitet, som Lise Baastrup giver rollen med en i første omgang en tilsyneladende selvkontrol og en kynisme, der gør galskaben uhyggelig nærværende.

Vi føler med Mads M. Nielsen som Sheldon, et menneske i den yderste frustration. Han er bleg – tilsyneladende magtesløs overfor den person, han er kommet i kløerne på.

Benjamin la Cours scenografi repræsenterer den ængstelse og fysiske fiksering, som Mads M. Nielsens forfatter oplever. Mads M. Nielsen giver rollen med en sarthed, når han skrøbeligt råber efter Annie. Eller er det ”et spil for galleriet”? Vil han virke svag for at pirke til hendes afhængighed af ham? Vi føler med ham, når han forsøger at gå på sine ødelagte, forblødte fødder. Hans kamp for overlevelse er faktisk på nogle tidspunkter vittig sat på scenen. Ikke mindst, når Mads M. Nielsen fra kørestolen prøver at komme rundt i det tomme hus. Men det er ikke kun smerte. Hans frustration synes på tidspunkter at transformere sig til en afbalanceret erkendelse af sin tilstedeværelse hos Annie – og dog? For måske gemmer også hans umiddelbare ro over noget andet?

Det kolde og afsidesliggende miljø, som scenografien understreger – det faldefærdige hus og de rå fliser på gulvet, stemmer overens med den dæmoni, Lise Baastrups Annie udgør. Her er fortabelse og forfald forenet. Et tilbagestående miljø tydeliggjort af eksempelvis Annies triste hverdagstøj og en gammel skrivemaskine.

Miljø og tid præciseres, når hver scene indledes af ”et nyt kapitel fra bogen”. Det vil sige lyden af en klaprende skrivemaskine med manuskriptets replikker projiceret op på bagscenen. Dog kunne bagscenen i stykkets første del udnyttes bedre. Hvad vi her ser er en sort bagscene. Det virker for indholdsløst.

Som uhyggen intensiveres gennem stykket, leges der løbende med lyseffekter, ligesom der ”leges” med skyggevirkninger. Undervejs synes brugen af lyseffekter dog at sløre for muligheden for at se personernes mimik. Det er ærgerligt. Særligt i de mest intense spændingsscener. Det punkterer spændingen en anelse.

Helt ideel er dog anvendelse af musik, og særligt stemningsfyldte bløde jazztoner som underlægning giver scenerne en gysende kontrast. Det varme overfor den makabre isolation, som stykket udspiller sig i. Dramaturgisk tager opsætningen os i hånden. Stykkets handlingsgang er nem at følge, og det er en behagelighed. Jeg er med fra start til slut.

Baastrups tolkning af galskaben er ikke overgjort. Man kunne have frygtet overspil, men det er langt fra tilfældet. Ensomhed, afhængighed og forelskelse er følelser, Annie også er i kontakt med i Lise Baastrups nuancerede karaktertegning. Det er altså ikke blot galskab for galskabens skyld, men uhygge sat på scenen med en ustyrlig dæmoni, så jeg må lukke øjnene. Stærkt. Gysende.

Østerbro Teater, Teater Republique, Revolver, Østerfælled Torv 34, 2100 København Ø

Spilleperiode: 13. september-24. oktober 2018

Set den 13. september 2018

Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.osterbroteater.dk/forestilling/misery/

Medvirkende: Lise Baastrup, Mads M. Nielsen og Henrik Birch

Efter: Stephen Kings roman

Dramatiker: William Goldman

Oversættelse: Niels Brunse

Instruktion: Sargun Oshana

Scenografi: Benjamin la Cour