Anmeldelse: Misundelse, Republique

By: Ea Melissa Christiansen
On: 26. januar 2018

Af Ea Melissa Christiansen

Mig? MISUNDELIG? Selvfølgelig er JEG da ikke misundelig. Eller er jeg det?

I teatereksperimentet Misundelse inviterer Republique os ind til en aften, hvor du og jeg er i centrum. Du bliver her en del af et teatereksperiment, et slags ”confession room”, hvor du sammen med 44 andre graver dybere ned i forståelse af dig selv. Misundelse er nummer fem i en serie omkring ”De Syv Dødssynder”, som startede tilbage i 2016. Senere på året opsætter Republique seriens to sidste forestillinger.

Vi er en gruppe på 45 mennesker, som føres ind i et mørkt rum. Rummet indeholder en stor rundkreds af stole, hver stol med et nummer på sig. Inden forestillingens start har alle fået udleveret et nummer. Jeg vælger at holde mit anonymt, da jeg sad med ”lykkenummeret” hvis man, ligesom jeg, har det fint med at være centrum i større forsamlinger.

I midten står en masse rekvisitter, bl.a. et køleskab, en puf og en kasse med Barbiedukker. Efter vi har sat os, bliver vi bedt om at tage hørebøfferne på, som hænger på stolenes ryglæn. Eksperimentet af Tue Biering er for alvor i gang.

Jeg hører en mild kvindestemme. Stemmen er vores guide, men stemmen er også os. Stemmen stiller os spørgsmål og stemmen fortæller hvad vi skal gøre. Først hører vi hvordan ”misundelsen” var et stort problem i ”stemmens” barndom og senere i opvæksten. Bagefter er det skiftevis os og stemmen, som snakker. Sommetider sker dette i fuldkommen mørke, hvor kanalen omstilles til en tilfældigt iblandt ”publikum”. Andre gange fortælles historierne i et oplyst rum og med spotlight på den nuværende fortæller. Der er ydermere få øjeblikke, hvor vi alle snakker i munden på hinanden og det hele virker meget udspekuleret. Historien fortsætter, og vi bliver løbende selv til en del af historien.

”Jeg kender typen, som får alt serveret på et sølvfad, mens jeg må slide min røv i laser. Jeg husker dem fra min barndom, som havde det legetøj, jeg kun kunne drømme om. Der var også hende, der kunne spise ti flødeboller uden at tage på, eller ham der scorede alle på skolen. Pånær mig… ” Vi har alle nogle historier at dele.

Hele konceptet minder utroligt meget om noget taget ud fra grundprincipperne bag rollespil, Human Specifik Performance eller en klassisk omgang gruppeterapi. Vi har at gøre med et ”eksperiment”, som består af hudløst ærlige beretninger, hvor ”publikum” tager del i samt udgør historien og hvor der samtidig er nogle givende rammer at følge. Der var en stor egen-inddragelse, på trods af den guidede stemme, men jeg fandt selve ”gulvet”, altså konceptet ustabilt. Når man er en samlet flok, er der mulighed for misforståelse af beskederne, eller mulighed for at ”lykkenummeret” ender hos en person, der ikke lige nødvendighed har lyst til at agere og snakke i midten af cirklen. Og snakken kan ydermere afhænge af, hvilket perspektiv ”misundelse” bliver anskuet fra hos den enkelte (et økonomisk perspektiv, kropsidealer, barndomsminder, ex-kærester, kollegaer, rockstjerner ect.). Alle smitter af på hinanden, men det er samtidig også det, der gør eksperimentet interessant.

Da eksperimentet var slut, sad jeg og en håndfuld andre og var overbeviste om, at rundkredsen indeholdte ”muldvarpe”. Nogle troede også på, at jeg var en muldvarp, en ansat skuespiller. Spøg til side, jeg spiller også skuespil, men her var jeg blot lige så uvidende som min sidemand. Dette viser kun, hvor meget arbejde, der er lagt i eksperimentet, og dette tager jeg hatten af for!

Selve lyset fungerede også ekstraordinært fantastisk. F.eks. elskede jeg de få blackouts, hvor vi snakkede med en anden i ”enerum” igennem høretelefonerne. Her fik jeg virkelig følelsen af, at sidde alene med mine tanker.

Til gengæld var jeg ikke fan af de mange upraktiske ledninger. Det ville fungere meget bedre, hvis de 45 høretelefoner var trådløse. Ledningerne sad sommetider fast og var generelt upraktiske for de af os, som skulle udføre opgaver i midten af cirklen. Med det sagt giver jeg ”thumbs up” for den perfekte timing hos teknikken. Lyset var spot on og der var ingen umiddelbare forsinkelser, når stemmen i hørebøfferne skiftede fra individuelle til kollektive beskeder. MEGET imponerende!

Alt i alt oplevede jeg dette teatereksperiment, som meget givende for mig. Jeg kan ikke tale for dem, som blot observerede undervejs og ikke kom ind i midten af cirklen, da jeg oftest befandt mig i centrum med opgaver rettet til mig. Men jeg tror stadigvæk på, at temaet og alle spørgsmålene der hører sig til undervejs, har og vil skabe en masse tanker hos alle.

Dette er en forestilling for dig, som gerne vil bryde den fjerde væg, og som gerne vil være en aktiv del af et fælles teatereksperiment. Eller måske bare for dig som er nysgerrig på, at høre om andres misundelse.

Men hvad så nu? Indeholder jeg følelsen af misundelse? Ja, det gør jeg. Det tror jeg også du gør. Og sidder du nu og tænker: ”Det er løgn. Jeg er ALDRIG misundelig”, så tænk lige efter en ekstra gang. Det er okay at være misundelig. Er det ikke?

Republique, Lille Scene, Østerfælled Torv, 2100 København Ø

Spilleperiode: 19. januar-10. februar 2018

Set den 25. januar 2018

Foto: Per Morten Abrahamsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://republique.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/63688

Medvirkende: Da det er et confession room er de medvirkende dig og max. 44 andre publikummer

Instruktør: Tue Biering

Scenograf: Nathalie Mellbye

Lysdesign: Michael Breiner

Lyddesign: Ditlev Brinth

Stemme: Nana-Fancisca Schottländer