Anmeldelse: Mit liv som Niels, Bådteatret (Dansk Rakkerpak & Faster Cool)

Af Line Rolighed
Mit liv som Niels er en fortælling om Niels Grønne fortalt af Niels Grønne med det formål at udbrede kendskabet til netop Niels Grønne. Men i virkeligheden handler det ikke kun om Niels Grønne, for Mit liv som Niels er lige så meget en fortælling om de tilfældige sammensætninger af mennesker og oplevelser som udgør et menneskes historier – og netop de historier er det der gør stykket til en fællesskabende, varm og underholdende forestilling.
Mit liv som Niels er et fletværk af humor, nostalgi og gode historier. Da forestillingen var slut, ville jeg gerne have hørt mere om Niels! Niels Grønne er nemlig en dygtig historiefortæller, som med god energi og stor opmærksomhed på sit publikum navigerede ubesværet mellem humor, alvor og hjertevarme. Niels Grønne dygtig til at skabe et rum, hvor man som tilskuer føler sig hjemme, og man kunne til tider helt glemme, at man sidder inde i et skib midt i Nyhavn.

Forestillingen er et gæstespil produceret af Dansk Rakkerpak og Faster Cool, egnsteatret i Næstved Kommune, men har fundet sig godt til rette på Bådteatret i Nyhavn. Scenen er lille og publikum er tæt på, hvilket allerede fra start sætter rammerne for Niels Grønnes meget personlige autobiografiske bekendelsesforestilling om sin barndom, ungdom og vejen til teaterverdenen. Scenografien er meget enkel med et par flyttekasser hvori der ligger forskellige genstande fra Niels’ liv, og derudover suppleres historierne af lyd og billeder, der er med til at skabe en god dynamik i stykket og som får historierne til at hænge godt sammen.

Selvom jeg ikke er samme generation som Niels Grønne selv, og dermed også fra en lidt anden periode i dansk kulturhistorie, så føltes historierne i stykket stadig genkendelige, og det kunne høres i den efterfølgende snak blandt publikum, at de også havde kunne genkende glimt af deres egne historier i Niels Grønnes historier om barndom og familieliv, den første forelskelse og ungdommens andre prøver. På den måde handler stykket ikke kun om Niels Grønne, sådan som beskrivelsen ellers postulerer, men i høj grad om ting vi alle har tilfælles.
Stykket kan derfor også anbefales at blive set sammen med sin familie eller gode venner, og kan i den sammenhæng være en god anledning til at mindes netop den samling af mennesker og oplevelser, som ens egen historie er skabt af.
Gæstespil produceret af Dansk Rakkerpak & Faster Cool, egnsteater i Næstved
Bådteatret, Nyhavn 16 Z, 1051 København K
Spilleperiode: 3.februar 2022-12.februar 2022, og efterfølgende i Næstved og Gørlev
Set den 3. februar 2022
Fotos: Jan Christensen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.baadteatret.dk/mit-liv-som-niels/
Medvirkende: Niels Grønne
Dramatiker og forfatter: Niels Grønne
Dramaturg: Jane Rasch
Instruktør: Ina-Miriam Rosenbaum og Niels Grønne
Kostumedesigner: Nadjaviga Vela Eviayea Jensen
Scenografisk konsulent: Julie Forchhammer
Tekniker: René Lützen
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod