Anmeldelse: The supreme gentleman, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret)

By: Thormod S. Kamban
On: 7. februar 2022

Af Thormod S. Kamban

Incels er nok et begreb, der for de fleste ikke lige ringer en klokke. Det er et begreb, der dækker over et online-fællesskab, hvor mænd dyrker deres had til kvinder, hænger dem ud med billeder, videoer og historier, og en del af bevægelsen tager det skridtet videre og voldtager, mishandler og dræber kvinder i virkeligheden på de mest brutale måder. Alt dette fordi de lever i ufrivillig cølibat, og føler sig misforstået og overset af verden udenfor deres egen dør.

Det er omdrejningspunktet for Nanna Cecilie Bangs nye stykke, The Supreme Gentleman, der i disse dage spiller på Studio-scenen på Aarhus Teater, inden den også kommer på Betty Nansens nye balkonscene.

Vi følger en mand, der helt åbenlyst kæmper med et stort selvhad. Han fortæller sin historie fra fødsel og til at blive større, om at gå fra ”verden skal blive din” til et åbent sår af selvforagt og mindreværd. Om ikke at kunne føre en samtale med en kvinde videre fra ”hej” eller om at være socialt akavet, og ikke føle sig tryg under vores sociale normer og rammer.

Han kan ikke lide sit udseende, hans tøjstil passer ham ikke og på nærmest alle parametre føler han sig bare utilstrækkelig. Så når han sidder derhjemme med sin computer, deler han sit had på nettet, følger med i andres tanker og posts om, hvordan de foragter og mishandler kvinder, lader han tankerne flyve. Pludselig mærker vi denne råddenskab inde bag facaden, der vælter ud i kaskader og han holder sig ikke tilbage, for at bruge ord som ”kniv” og ”fisse” i sætninger, der er alt for billedlige.

Men hvorfor kan han holde sig selv ud? Selvmordstankerne der bobler under overfladen, har ikke ført ham derhen, fordi han stadig nærer et håb. Håbet om en dag at vågne op og være en anden eller at blive til en anden via andre mennesker.

Denne rejse igennem hans liv, som dramatikeren Nanna Cecilie Bang tager os med på, er tankevækkende og til tider temmelig ubehagelig. Men hendes mål har ganske givet været, at belyse, hvilke tanker der kører igennem hovedet på ”sådan nogle”. For i mangt og meget kæmper han med problemer, som vi kan have empati for. Den mission lykkedes til dels, men grundet stykkets varighed, kan det godt virke som om, at der er et par løse ender. Hans ensomhed. Social arv. De kommer til syne, men der bliver ikke dvælet specielt ved dem og de bliver ikke bearbejdet så nøje. Hvilket gør at man kan komme til, at føle skiftet en anelse abrupt, når han bevæger sig fra den socialt akavede fyr der underminerer sig selv i alt, til den voldsomt ubehagelige mand med de klammeste og mest obskure tanker.

Jakob Madsen Kvols tager ellers virkelig monologen på sine skuldre, og det kan føles som om, at han underspiller en stor del af tiden, i det han undertrykker følelser og ser ned på sig selv. Når monologen kommer op i de høje gear, følger han lige nøjagtig med, hvilket gør ham skræmmende og intimiderende. I publikumskontakten finder han også en stor pondus, selvom reaktioner fra publikum er lavmælte og forventelige, så det ikke virker uden for manus for alvor.

Vi kan grine af, at han kysser med sin albue, og vi kan blive rørte, når han åbner op om den kærlighed og intimitet, han ikke har fået siden, han var en dreng. Derfor kan empatien i nogen grad følge med, når han kommer ud til ekstremerne, hvilket sikkert har været en vigtig pointe for både Bang og instruktørerne, Liv Helm og Nathalie Mellbye (fungerende instruktør i Aarhus efter Helms noter).

I en Pink Floyd-reference starter han endda et post med: ”Hello – is there anybody out there?”, og ud fra det kan man se ensomheden, sindssygen og det forbandede spil, hvor man har droppet kampen, for at passe ind i samfundets kasser.

Det hele bliver understøttet af hård gangstarap, der pumper derud af, til baggrundsskærmen, der viser os fragmenter af det grænsesøgende online fællesskab. Eller som han kan spille taber-bingo over, for at nå frem til det faktum, at han stadig er en voksen jomfru. Det hele orkestreret i Mellbyes simple scenografi bestående af en hvid piedestal og med fokus på skærmene, skåret ind til benet, hvilket går i symbiose med monologen.

Hvad skal vi få ud af denne monolog? Stykkets pointe overrasker mig ikke, eller kommer ind med noget andet end det, jeg forventede hjemmefra. For som jeg nævnte tidligere, skal den bidrage til vores syn på andre menneskers kamp. Få os til at reflekterer over, hvilke rammer vi opsætter som samfund, og hvilke ekstreme tendenser der kan opstå, ud af basale menneskelige behov. Kan vi være med til at bekæmpe dette?

Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 5. februar-3. marts 2022

Spiller også i perioden 15. februar-11. marts 2022 på Betty Nansen Teatret (med Mathias Skov Rahbæk)

Set den: 5. februar 2022

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/the-supreme-gentleman/

eller

https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/the-supreme-gentleman/

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols

Dramatiker: Nanna Cecilie Bang

Iscenesættelse: Liv Helm og Nathalie Mellbye