Anmeldelse: Fra regnormens liv, Folketeatret
Af Julie Vad B. Madsen
”Tænk, at Gud har villet indpode genialitet i så stilløst et væsen som Andersen.” Tonen er lagt fra start, når Folketeateret tager os med tilbage til 1856 i Per Olov Enquists Fra regnormens liv. Det er en fortælling om mødet mellem to mennesker og om, hvor langt væk fra sig selv man kan havne, i bestræbelsen på at anerkendelsen.
Fra regnormens liv skildrer mødet mellem H.C. Andersen, og hvad han ser som billedet over dem alle på ægte kærlighed, nemlig det dannede og misundelsesværdige par fra det bedre borgerskab Johanne Luise og Johan Ludvig Heiberg. H. C. Andersen ønsker intet andet end at blive en del af kultureliten, men der gemmer sig en anden virkelighed bag de lukkede døre.
Forestilling er iscenesat af teatrets direktør Kasper Wilton, som formår at få forestillingen til at virker nutidig og relevant på trods af, at handlingen foregår i 1900-tallet. Det er et ensemblespil i særklasse, hvor det tydeligt mærkes, at det er et rutineret hold på scenen, der fra første øjeblik tager ejerskab over deres karakterer.
Replikkerne er levende, og de leveres rutineret, selvsikkert og med den korrekte kunstpause eller stemmeføring, som resulterer i at salen gang på gang berøres eller må grine. På den ene side har vi Johannes skarpe og spidse replikker og på den anden side Andersens højtflyvende, drømmende og eventyrlige måde at tale på. Stykket indeholder flere monologer, som leveres med rivende intensitet og indlevelse, og aldrig virker kunstige eller lange. Det gælder om at lytte til hver eneste replik, da de indeholder mange sproglige finesser og små spor, som senere bliver afsløret.
Forestillingen får også sin kvalitet gennem rollelisten, hvor samtlige skuespillere leverer pragtpræstationer. Man må beundre Ole Lemmekes H.C. Andersen, som fra stemme til kropssprog viser en mand, der ikke er naturlig i de finere kredse, men som brændende ønsker at være der. Han giver Andersen en sitrende energi og selvmedlidenhed, som når de bagerste rækker. Han modstilles på smukkeste vis af Ellen Hillingsøs Johanne Heiberg. Hillingsø giver Johanne et drive, en aggressivitet og en styrke. Så hendes viden om, hvor hun kommer fra, og hvordan hun er nået frem, bliver dyb og troværdig. Hun formår at få de to Johanne’r til at eksistere samtidigt, at balancere masken fra det fine borgerskab, og proletaren og værtshusbarnet.
Preben Kristen giver Johan Heiberg stil, elegance og ophøjethed, så hans selvforståelse af at være kulturel smagsdommer skinner igennem, samtidig tilføjer han en ensomhed, og en afskårethed fra de øvrige, som han sidder under de kolde døde stjerner. Lisbeth Lundquist sidder som en levende død på scenen hele forestillingen igennem. Man må beundre hendes evne til at blive i rollen, og faktisk føles som en del af forestillingen, på trods af, at hun det meste af tiden sidder uden at tale og røre sig.
Stykket får italesat flere vigtige emner. I det ene spor får vi tendensen til at se det idylliske liv hos andre, mens man selv ikke mener man har noget. I dag kan man vel kalde det ”Instagram-livet”. Andersen romantiserer Heiberg-parrets forhold, som det ypperste inden for kærlighed, men bag facaden, som de viser resten af verden, gemmer sig to mennesker, som sjældent opholder sig i samme rum. Vi ser masken Johanne har på, når hendes mand er til stede, hvordan han lægger an til at røre ved hende, uden at gøre det, fordi hun stivner, og hvordan hun dækker sig selv og den ældre kvinde i stolen i et sjal, som et skjold, hver gang han kommer ind i rummet.
I det andet spor får stykket drøftet betydningen af arv og miljø. Hvad det betyder, om man er født ind i sin stilling eller arbejder sig op. Hillingsø får i sin intense monolog alle tanker til at gå til #metoo-debatten, som især har vist sig inden for kunstnerbranchen, når hun fortæller, hvordan ”En velgører trækker en op ad grøften, men man får lov at betale.” Hun lægger ikke skjul på, at den letteste karrierevej er et fordelagtigt forhold med en ældre mand, og at hun har gjort det gennem hele livet. Stykket får på denne måde endnu mere gennemslagskraft og relevans i dag.
Titlen Fra regnormens liv kommer også af italesættelsen af arv og miljø. Hvis man tager en regnorm op fra muddergrøften, rengør den og fører den ud i lyset, vil den dø. Men hvad sker der, når man tager mennesker fra muddergrøften, polere dem og fører dem ud i lyset? Johanne og Andersen kommer fra muddergrøften, og finder noget i hinanden, men for sent. De slutter af som døde mennesker, der har vundet anerkendelse og hæder af omverdenen, men tabt kærligheden og måske dem selv undervejs, og hvad står man så tilbage med? Man bruger et helt liv på at kæmpe sig op til toppen, for at konstatere, at der er koldt og ensomt, hvis man glemmer sig selv på vejen, hvilket kommer stærkest til udtryk ved at sproget indeholder flere ord associeret med kulde, som ”is”, ”kulde” og ”sne” og eventyret om Snedronningen.
Scenografien af Kim Witzel er meget vellykket. Den er simpel og elegant i sit udtryk, men gemmer på mange detaljer. Vi befinder os i familien Heibergs dagligstue. Et gennemsigtigt scenetæppe adskiller det ene rum fra resten af verden. I rummet befinder sig erindringsglimt fra karakterernes liv, som giver mening efterhånden som forestillingen skrider frem. Der er bl.a. et bur, som fortæller om Johannes følelse af indespærring i det liv hun lever, og en miniature af Det Kongelige Teater, som Andersen drømmer så meget om at skrive et stykke til. De meget store døre og vinduer, vidner om et liv der leves for syns skyld, hvor alle kan komme ind og se.
Fra regnormens liv er en forestilling fyldt med vittig og levende dialog, som suger en ind, så man glemmer tiden. Da tæppet gik ned, havde jeg svært ved at tro, at jeg havde siddet i salen i over to timer. Jeg kunne sagtens have set mere. Det er et sandt showcase af dansk teater, som på forbilledlig vis inddrager temaer, der også er relevante i dag. Jeg kan derfor ikke opfordre nok til at købe billetter til denne forestilling.
Folketeateret, Store scene, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 4. februar-13. marts 2022
Set den 4. februar 2022
Fotos: Gudmund Thai
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/fra-regnormenes-liv-1/
Medvirkende: Ellen Hillingsø, Preben Kristensen, Ole Lemmeke og Lisbeth Lundquist
Dramatiker: Per Olov Enquist
Oversætter: Frederik Dessau
Instruktion: Kasper Wilton
Scenografi: kim Witzel
Danseinstruktion: Jeanette Binderup-Shultz
Kostumedesigner: Line Bech
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
One thought on “Anmeldelse: Fra regnormens liv, Folketeatret”