Anmeldelse: Hjælp, vi er gift!, Det Skumle Pladeselskab

Anmeldelse: Hjælp, vi er gift!, Det Skumle Pladeselskab

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Hvis du har problemer i dit parforhold, og mangler et råd eller to, hvem vil du så gå til? Måske du vil gå til Anne-Lene og Torben Lydiksen, der har været gift i nu 32 år? Det er i hvert fald det, ægteparret forventer. De er selvproklamerede samlivseksperter, og de turnerer derfor landet rundt med deres foredrag ”Hjælp, vi er gift!”. I deres foredrag vil de komme med vejledning og gode råd til det sunde parforhold, i form af kønsbetragtninger, morsomme sange og illustrative scener.

Hjælp, vi er gift! starter brat ved, at Anne-Lene, spillet af Trine Gadeberg, og Torben, spillet af Jan Svarrer, kommer travlt ind på scenen, og stiller op til deres foredrag. Det er nok nærmere Anne-Lene, der stiller op på scenen, og samtidigt prøver hun at sætte Torben i gang med at gøre det samme. De undskylder for forsinkelsen, og prøver at skabe en hyggelig stemning, inden deres foredrag sættes i gang. Det er en sjov måde at starte forestillingen på, for det føles næsten som en ”fejl”, og det gør det faktisk mere virkelighedsnært, at forestillingen starter på denne måde.

På scenen er Trine Gadeberg og Jan Svarrer, og det må siges at være det perfekte makkerpar til at spille ægteparret i Hjælp, vi er gift! De spiller godt op ad hinanden, og man tror i den grad på, at de er gift på 32. år, og samtidigt er klar på at dele ud af deres visdom. Derudover er de begge utroligt musikalske, og det får publikum lov til at se flere gange, når der er de små musikalske indslag. Deres stemmer er også vidunderlige sammen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke komme på bedre ”par”, der skulle tage rollerne som Anne-Lene og Torben.

Det er tydeligt at mærke, at der er plads til improvisation fra skuespillernes side på scenen op til flere gange. Det er især i øvelserne, de laver med publikum, der giver plads til direkte kommunikation mellem skuespillerne og publikum. Øvelserne giver også publikum en følelse af, at de sidder til et foredrag. Selvom de i virkeligheden sidder, og ser en forestilling, der tager udgangspunkt i et foredrag. Det faktum, at der er plads til improvisation, hjælper også til oplevelsen af selve foredraget. Det gør det mere virkeligt, og samtidigt humoristisk at Anne-Lene og Torben kan tage udgangspunkt i lige netop det publikum, der sidder i salen denne aften.

Det er Vase og Fuglsang, der står for manuskriptet bag Hjælp, vi er gift!, og det manuskript makkerparret har sammensat, er utroligt godt. Der er plads til så mange facetter af parforholdet, og det giver Trine Gadeberg og Jan Svarrer plads til at vække Anne-Lene og Torben til live. Anne-Lene og Torben har deres helt egne problemer i deres ægteskab, som publikum stille og roligt får lov til at snuse til undervejs i forestillingen. Vase og Fuglsang er blandt andet kendt for deres humoristiske tekster, og det er også det, der vækkes til live i Hjælp, vi er gift! Forestillingen er både utroligt humoristisk, men samtidigt er der også plads til et par gode råd og gode pointer fra de to parterapeuter. Og det valg at gøre foredraget så virkelighedstro som muligt, er i min optik en utroligt god ide. For på scenen er der lige pludseligt plads til at tage pis på selvhjælpskulturen og ikke mindst de problemer der kan opstå under et parforhold.

Selvom Vase og Fuglsang ofte er kendt fra revyverden, så fungerer deres manuskript helt fint som en forestilling. Selvom der er små sketches undervejs, som Anne-Lene og Torben fremfører sammen, så fungerer det fint i lige netop denne forestilling. Undervejs kommer Anne-Lene og Torben også ud for deres egne private problemer, som de prøver at skjule for publikum. Dette giver et andet lag, der tager seriøsiteten ud af deres foredrag, og beviser, at selvom de er gift på 32. år, så oplever de i den grad også nogle problemer, der er sjove for publikum at få et indblik i.

En af de få ting, der desværre fungerer dårligt under forestillingen, er lysteknikken. Flere gange bliver lyset dæmpet uden grund, og for mig ligner det også, at skuespillerne ikke er klar på, at dette vil ske. Det er faktisk forstyrrende som publikum, at lysteknikken ikke fungerer helt optimalt undervejs. For lige pludseligt får man fokus på det lys, som ikke fungerer, frem for det skuespillerne præsterer på scenen. Det er altså ærgerligt at dette ikke fungerer, for det skaber mere uro, end det burde gøre.

Selve scenografien passer lige ind i foredraget ”Hjælp, vi er gift!”. For når publikum sætter sig ind i salen, så ligner det virkeligt, at publikum sætter sig ind til et foredrag. Man kan næsten blive i tvivl, om man har ”misforstået” præmissen, da man købte sin billet. Hele forestillingen udspiller sig under foredraget ”Hjælp, vi er gift!”, og derfor giver scenografien det perfekte grundlag til oplevelsen af at være til et foredrag hos samlivseksperterne Anne-Lene og Torben Lydiksen.

Uden at fornærme nogen er det vist sandt at sige, at gennemsnitsalderen er en smule højere end de 25 i salen. Men på trods af det, er Hjælp, vi er gift! en utroligt komisk forestilling, som de fleste vil finde humoristisk! Sidder man derfor som ægtepar, der lige har haft guldbryllup, kan man grine over de situationer, som man måske selv har oplevet. Sidder man derimod som ung og ugift, så er der stadig situationer undervejs, man vil kunne genkende, selvom man ikke som Anne-Lene og Torben har været gift i 32 år. Så om man reelt set har brug for et par råd fra samlivseksperterne Anne-Lene og Torben Lydiksen, eller om man har brug for en aften, hvor man kan få lov til at grine lidt ekstra, så vil jeg anbefale at lægge vejen forbi Hjælp, vi er gift!, når forestillingen spiller i dit nærområde.

Det Skumle Pladeselskab

Troldesalen, Jakob Gades Allé 1, 6600 Vejen

Spilleperiode: Danmarksturné fra d. 27. januar 2022-23. april 2022

Set den 11. februar 2022

Foto: Thomas Knoob

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://jangmark.dk/artister/hjaelp-vi-er-gift/

Medvirkende: Trine Gadeberg og Jan Svarrer

Manuskript og instruktion: Vase og Fuglsang

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *