Anmeldelse: Kinky Boots, Det Ny Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Kinky Boots baserer sig på en virkelig historie. I 2005 blev historien til en film, som siden blev til musicalen med Harvey Fiersteins manuskript og Cyndi Laupers musik og sangtekster. Efter at have hittet i udlandet, er musicalen nu landet på Det Ny Teater. Tak for det.
Charlie Prices far ejer en skofabrik i England, og faren forventer, at Charlie vil tage over. Charlie har dog andre drømme, og han forlader faren, fabrikken og byen. Men faren dør kort efter, og som den eneste arving kaldes Charlie hjem for at lede fabrikken. Fabrikken kører ikke alt for godt, og Charlie er også tæt på at køre sur i det hele, alt imens han kæmper for både fabrikkens og hans eget liv.
Charlie er lidt en grå mus, som ikke lige springer ud på dybt vand. En dag møder han tilfældigt sin modsætning, hvor han en aften møder Lola. Lola er drag queen og noget mere farverig og sikker end Charlie. Hun savner nogen ordentlige støvler, som mænd også kan bruge. Det kan måske være den overlevelsesmulighed, som Charlie har ledt efter. De går sammen, og det er starten på Charlie og Lolas eventyr. Lola og hendes ”Angels” vender fabrikken og Charlies tanker på den anden ende. Men det bliver alligevel et eventyr, som nok har sine knaster, men som alligevel ender godt.
Selvom Charlie og Lola udadtil virker næsten så forskellige, som man kan være, er de alligevel mere ens, end de umiddelbart aner. De har begge et faderkompleks, da de har været underlagt en streng far, som ikke har kunnet se deres drømme og acceptere dem, som de var, men som i stedet har ment, at de skulle være lige som ham. Man skal tro på sig selv og følge sine drømme. Som Charlie siger: ”Er du gået forkert, så vend om!”
Dét er bare et af musicalens underliggende emner. Ens seksualitet, mobning, tolerance på tværs af det hele, hate crime, og at rigdom kan fremkomme i mange forskellige former, træder også frem. Alt dette gør, at Kinky Boots ikke bare er et stort dragshow – og gudskelov for det!
Lars Mølsted som Charlie og Silas Holst som Lola leverer begge fantastiske præstationer. De besidder begge alle aspekterne af deres respektive karakter. De synger begge godt, og deres samspil er fabelagtigt. Lars Mølsted er alsidig, og han giver Charlie en flot dybde, efterhånden som han indser, at noget må der gøres, og at man skal turde springe ud i det. Silas Holst viser os, at han både kan spille skuespil, synge og ikke mindst danse – også selvom det foregår på høje hæle!
Af ensemblet må også fremhæves Monica Isa Andersen som en sød og frisk Lauren, som arbejder på fabrikken og som forelsker sig i Charlie, Ann Farholt som den slagkraftige Trish, Kim Hammelsvang som fabrikkens arbejdsleder George, som ikke er helt så kedelig endda, og Rasmus Fruergaard som den brovtende, maskuline Don, som ikke er helt så firkantet endda.
Paul Farnsworths scenografi er flot og let omskiftelig, og Lee Prouds koreografi er også energisk og tempofyldt i de store dansenumre.
Det er fantastisk, at musikken under ledelse af kapelmester Jesper Frank Christensen er live og bestemt velspillende. Men ingen roser uden torne. Lyden på Det Ny Teater er ganske enkelt elendig under de store sangnumre. I langt størstedelen af de store, voluminøse sangnumre forsvinder det meste af sangen, og det er kun i de mere stille numre, at sangen rigtigt når ud over scenekanten. Vi mister både den fine sang, men vi mister også muligheden for at lytte efter ordene i Cyndi Laupers tekster, som bestemt indeholder fine og kloge passager, men de kommer desværre aldrig rigtig ud til os publikummer. Og det er synd!
Når det er sagt, er det et fantastisk flot show. Her mødes modsætninger ganske vist, men de finder ud af, at menneskene ikke er så forskellige endda. Det Ny Teater er i topform med Kinky Boots, som her er et fantastisk brag af en musical med store skuespil- og dansepræstationer og velspillet musik. Det er en farverig, forførende og fandenivoldsk musical, men den har også noget dybde, da den også rummer nogle mere alvorlige og eftertænksomme emner. Bravo!
Det Ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V
Spilleperiode: 10. februar-1. maj 2022
Set den 10. februar 2022
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.detnyteater.dk/kinky-boots/
Medvirkende: Lars Mølsted, Silas Holst, Monica Isa Andersen, Nikoline Harriet Breienholt, Rasmus Fruergaard, Mette Ladekarl, Ann Farholt, Kim Hammelsvang, Martin Skriver, Sebastian Harris, Henrik Lund, Morten Daugaard, Paul James Rooney, Patrick Svingholm Terndrup, Oliver Poulin, Lasse Dyg, Søren Torpegaard m.fl.
Manuskript: Harvey Fierstein
Musik og sangtekster: Cyndi Lauper
Iscenesættelse og koreografi: Lee Proud
Associate choreographer: Charlotte Gale
Scenografi: Paul Farnsworth
Musikalsk indstudering: Per Engström
Lysdesign: Timothy M. Deiling
Lyddesign: Richard Sharratt
Oversættelse: Kenneth Thordal
Orkester: Jesper Frank Christensen, Francesco Cali, Nikolaj Schultz, Jens Gotholdt, Ian Price, Piotr Gasior, Ida Nørby, Thomas Maintz, Anders Westfall, Henrik Simonsen og Timothy Lute
Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod