Anmeldelse: Mit mørke, Teater Grob (Five Feet Tall)

Anmeldelse: Mit mørke, Teater Grob (Five Feet Tall)

Af Jonathan Stahlschmidt 

 

Efter trekvart-hundrede år er vi langt fra færdige med at dvæle ved begivenhederne og rædslerne under 2. verdenskrig. Dramatiseret verdenshistorie bliver ofte en næsten automatiseret evergreen. Men visse historier bliver en gammel sang for mange. Og i trit med repetitionen går luften af ballonen på vores følelse af relation til vores fortid. Her kan ‘Mit Mørke’ noget andet og næsten nyt. Både i fortællingens form og indhold bidrager den med en knapt så udtjent vinkel på både 2. verdenskrig, og hvordan vi dramatiserer biografiske forestillinger. Men er det nok?

Scenen på Teater Grob er beklædt med bagtæpper i kolde farver. Kun et par brikse og hospitalsskærme udgør scenografien. Og straks indtages scenen af Lykke Sand Michelsen og den imponerende ungdommelige Bodil Sangill på 83 år. Der opsættes først en rammefortælling, hvori Bodil Sangill spiller mormor Ebba, der fører sit barnebarn Sara (Lykke Sand Michelsen) ned i kælderen for at give hende et gammelt spejl i fødselsdagsgave.

1

Herefter, på barnebarnets opfordring, følger en beretning om Ebba som ung sygeplejerske. Vi ledes ind på et udfordrende metaplan, med Lykke som den unge Ebba på krigens tid, og Bodil vågende, supplerende og reflekterende over sine egne minder. Som en slags astral projektion af den på samme tid kommende og nutidige Ebba. Desuden løfter Bodil også opgaven som diverse ensemble-roller, der i korte glimt dukker op på Ebbas vej.

Ebba voksede op i en tysk-sindet familie. Faderen var medlem af DNSAP og deres ruder blev jævnlig knust af mursten med trusselsbreve. Ebba melder sig til Tysk Røde Kors og begiver sig til østfronten. 16 år gammel, forelsket i Jørn fra en anden DNSAP-familie og ikke helt bevidst om krigens og hendes handlingers omfang. Fra tid til anden vender vi tilbage til Mormor Ebba og barnebarnet, men størstedelen af historien foregår under krigen, fra ’38 og frem til dens afslutning. Ebba kommer hjem og oplever, efter at have arbejdet under tvang i Moskva, at Danmark og verden er forandret for altid, og ser måske først der den ødelæggelse nazisterne står til ansvar for.

3

Det er en kompliceret opgave, som de to skuespillere står overfor. Og den bliver desværre ikke fulgt helt til døren, men tøver i stedet lidt for at finde ud af, hvor lange skridt den skal tage, og i hvilken retning og i hvilket tempo. Selvom scenografien er enkel og fleksibel, og sceneskiftende er mange og hurtige, virker de uprøvede og uden kausalitet. Man savner tempoet i sceneskiftene, såvel som i replikføringen. I kontrast til nogle af de gruopvækkende tableauer, Ebba oplever, er det først henimod det sidste vendepunkt i historien, at det er til at mærke, hvor meget der egentlig er på spil.

Der er mange roser at give til Bodil Sangill for hendes energiske spil i en alder af 83 år. Men jeg savner indlevelsen i historien fra begge spillere. Så snart vi kommer op i de højere emotionelle luftlag, bliver skuespillet for gemacht og overstadigt. Ingen tvivl om at historien med både lyd og lysprojektioner kommer helt op på de bageste rækker, men selv med en fyldt sal, var det svært at fornemme den ophøjede stemning fra et medrevet publikum.

2

‘Mit Mørke’ er en af verdenskrigens mange facetter, her fortalt af kvinderne ved briksene. Spejlet der gives Sara som gave kan ses som et symbol på forestillingens essentielle pointe om refleksion og selvvurdering. Den stiller vigtige spørgsmål ved de danskere der stod på, hvad vi i dag ser som ‘den forkerte side’.

Selvom man ikke nødvendigvis røres dybt af forestillingen, går man helt bestemt klogere derfra. For vi er langt fra nået til et punkt i verdenshistorien, hvor det ikke længere er vigtigt at reflektere over denne del af vores fortid.

 

Gæstespil af Five Feet Tall 

Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 19.-26. november 2016

Set den 22. november 2016

Fotos: Natasha Post Penaguião

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: 

http://www.grob.dk/forestilling/mit-moerke/ 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *