Anmeldelse: Mit navn er Greta, Aveny-T
Af Christian Skovgaard Hansen
Mit navn er Greta er Aveny-T’s ungdomsforestilling om klimakrisen. Uanset om man kan lide hende eller ej, kan man ikke komme udenom, at Greta Thunbergs skolestrejke og kamp for klimaet har synliggjort klimakampen – eller manglen på samme! – for os alle sammen. Med udgangspunkt i hendes kamp forsøger vores hovedperson Clara – som til forveksling ligner Greta! – også at tage kampen op.
Det starter godt. Når publikum kommer ind i salen, står Jorden fin, ren og rund midt på scenen. Ind på scenen kommer Clara, og alt imens hun lukker luften ud af jorden, inden den ender i en affaldssæk, kører billeder af klimakatastroferne på scenens store skærme. Det er både tankevækkende og skræmmende, men også meget effektfuld, så vi ser katastrofernes virkelige omfang.
Dette sætter gang i Claras egen kamp. Hun vil også råbe sin generation op. Dog ikke så bogstaveligt, da hun vil gå i tavshedsstrejke – #silenttreatment – for at vise både sig selv, sine forældre, verdens ledere og hendes følgere på de sociale medier, at hun mener det. Al begyndelse er dog svær. Efter sidste demonstration var hun alligevel liiige forbi Magasin og købe en ny trøje…
Efterhånden som forestillingen skrider frem, går det ned ad bakke. William Lipperts tekst er ganske enkelt ikke stærk nok, og det er svært at se, hvad han egentlig vil med handlingen. Teksten giver os ikke meget at arbejde med selv; det hele siges, om end de er et virvar. Det stikker lidt ud til højre og venstre. Greta og Carla smelter sammen, således kampen for klimaet bliver vores alles. Men det slører også, hvem der taler, og hvornår og om vi skal tro på Gretas tale til FN, hendes modvilje mod tidens magthavere og hendes klimastatements. Det er enkeltdele som egentlig er stærke nok, men de bliver desværre bare til flagrende fragmenter, da de ikke sættes ind i en helhedskamp.
Fokus er lidt vel meget på Greta, fremfor på klimakampen som helhed. Har Greta partout ret? Måske, måske ikke. Teksten bliver unuanceret, så det er svært at se, hvad den egentlig vil sige os. Og hvorfor pokker skal Clara lige præcis tale med – animerede versioner af – Jeanne d’Arc?
Tekstens afslutning og pointe er ellers klar nok. Vi er ikke alene, og kampen vedkommer os alle – både den måske mere aktivistiske ungdom og deres forældre. Det er ikke kun en enmandshær – en Greta-hær – men faktisk en generation.
Emil Rostrup har iscenesæt en ganske symbolsk og egentlig også virkningsfuld forestilling, men han er langt hen ad vejen bundet af den svage og uharmoniske tekst, så det samlede billede bliver noget diffust.
Det hele reddes dog af den unge skuespiller Karla Løkke – som også ligner Greta Thunberg skræmmende meget! Hendes portræt af den unge, bekymrede pige er troværdigt, og hun besidder både den styrke og den svaghed, som et ungt menneske har. Hun besidder både kampens vildskab, men også usikkerheden, naiviteten og fortørnelsen, når hendes kamp ikke altid går, som hun vil, og når der stilles spørgsmål til det hele.
Hypen omkring Greta Thunberg og forestillingen Mit navn er Greta forbliver derfor en hype. Det startede så godt, men det endte desværre mere diffust. Der ér sat fokus på klimakampen, men missionen og forestillingen her yder den ikke helt retfærdighed, og forestillingen er uforløst. Øv! Klimakampen ér vigtig, og det er vigtigt at tale om det, og potentialet i denne forestilling er stort, men det indfries aldrig rigtig.
Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 6.-20. maj 2021
Set den 7. maj 2021
Fotos: Emil Rostrup
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aveny-t.dk/forestillinger/mit-navn-er-greta-thunberg-jeg-skolestrejker-for-klimaet
Medvirkende: Karla Løkke
Dramatiker: William Lippert
Iscenesættelse: Emil Rostrup
Lysdesign: Jim Falk
Lyddesign: Viktor Dahl
Videodesign: Adam Ryde Ankarfeldt
Scenografi: Jon Stephensen
Kostumedesign: Michael Nøhr
Varighed: Ca. 55 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod