Anmeldelse: Zinkdrengene, Husets Teater (Husets Teater og AKUT360)
Af Sebastian F. Westh Nielsen
Zinkdrengene var de sovjetiske soldater, der blev sendt hjem i forseglede zinkkister og dette stykke er vidnesbyrdene fra de overlevende; både soldater, sygeplejersker og mødre.
Stykket er bygget op omkring et lille narrativ om indsamlingen af disse vidnesbyrd, og specifikt telefonsamtalerne med en enkelt veteran. Her træder forfatteren til forlægget Svetlana Aleksijevitj frem og stykket afsluttes med en tale, hun holder ved den retssag, man rejser imod hende for bagvaskelse af de sovjetiske soldater. Vidnesbyrdene får dog det altoverskyggende fokus og de enkelte fortællinger bliver det centrale, man fornemmer kun Aleksijevitj som tavs lytter, der lægger øre til vidnernes følelsesudbrud, når de roder op i gamle sår.
Stykkets fortællinger fremstiller de evige grusomheder ved moderne krigsførelse, vi har fået formidlet i kunsten siden 1. verdenskrigs granatchok og siden som den medicinske diagnose PTSD. Igennem skuespillernes stærke præstationer mærker vi skyldfølelsen over at overleve, meningsløsheden i hverdagslivet, sorgen over de tabte venner, sønner og uskylden.
Et af de centrale spørgsmål stykket stiller er spørgsmålet om skyld. Hos hvem kan man placere ansvaret for alt det usigelige, der fandt sted. Mødrene bebrejder Aleksijevitj for at udstille deres sønner og døtre, ”heltene”, i lyset af alle de grusomheder, de var med til at begå. Men kan man virkelig kaste skylden på de unge naive mænd og kvinder, der tog ned for at gøre deres pligt for moderlandet? Samtidig udstiller stykket også det utaknemmelige og paradoksale arbejde, det er at indsamle og videreformidle vidnesbyrd.
Især mødrenes vidnesbyrd stod for mig stærkt, men generelt var der ingen af vidnesbyrdene, der virkeligt skilte sig ud, og det skal bestemt forstås som en ros. Det er lykkedes Andreas Dawe at give plads til hver enkel fortælling, som alle kom til deres ret og lader os skue et nyt aspekt af krigens forfærdelige konsekvenser. Skuespillet havde i kraft af dette, næsten udelukkende form af monologer og scenografien er ligeledes minimal. Det er uden tvivl den rigtige beslutning, for det er den eneste måde at lade et så stærkt sprog, der i al sin enkelhed og med hverdagslige metaforer lader os ane krigens gru, komme til sin ret.
Samtidig tvinger det dog én til at stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt vidnesbyrdene overhovedet har gavn af at blive dramatiseret. Ikke at der er en finger at sætte på skuespillernes eminente formidling, som var både indlevende og empatisk og man mærker følelserne på egen krop når de brøler eller græder, men har så stærke fortællinger behov for dette ekstra lag?
Så vidt som krigen ikke er en eviggyldig tematik og hvis man ser bort fra Aleksijevitjs rolle ift. urolighederne i Hviderusland for øjeblikket, så fumler stykket også lidt rundt med at aktualisere sig selv. På den ene side fortæller stykket om så generelle erfaringer omkring krigens gru, at stykket bliver relevant ift. Danmarks status som krigsførende nation, og efterdønningerne af vores ligeledes fejlslåede krig i Afghanistan, hvor USA netop også er ved at trække sig endegyldigt. I sin almengyldighed og vidt rammende kritik af storpolitiske krige, ville den blive en kommentar til det spændte forhold mellem Rusland og Vesten. Stykket misser dog lidt dette potentiale ved til tider at forfalde til udtærskede floskler om den sovjetiske betonkommunisme og soldaternes naive tro på det store moderland, som om det ikke er samme fortælling, vi fodrer vores soldater med i vesten.
Zinkdrengene er alt i alt et anbefalelsesværdigt stykke pga. sin eviggyldige og grusomme skildring af krigen og dens overlevende. Som tilskuer bliver man suget ind i en følelsesstorm af rædsel og empati samt vækket af de forskellige vidnesbyrd og grusomme fortællinger.
Stykket tvinger én til at føle og forholde sig til sine karakterer og de overvejelser, den har sat i gang, kommer jeg og enhver anden tilskuer nok til at rende rundt med i et godt stykke tid fremover.
Husets Teater og AKUT360
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spilleperiode: 6.-15. maj 2021
Set den 8. maj 2021
Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Jesper Hyldegaard, Marina Bouras, Charlotte Munck og Brian Hjulmann
Tekst: Dokumentarbogen ”Zinkdrengene” af Svetlana Aleksijevitj
Oversættelse: Jan Hansen
Instruktør/bearbejdelse: Andreas Dawe
Dramaturg: Pernille Kragh
Komponist: Nini Julia Bang
Scenograf: Julie Forchhammer
Lysdesigner: Mikkel Jensen
Lyddesigner: Gregers Kjar
Instruktørassistent: Hanna Fussing
Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod