Anmeldelse: My Heartache Brings All The Boys To The Yard, Aarhus Teater

Anmeldelse: My Heartache Brings All The Boys To The Yard, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs

 

”Åh nej – bare de slukker lyset.” Sådan lød det lettere panisk fra min teaterledsager fredag aften, da vi træder indenfor på Studio-scenen til premieren på My Heartache Brings All The Boys To The Yard. Omgivelserne, der møder os indbyder ikke til det oplyste spotlight, som publikum bevæger sig ind i. Hele rummet er nemlig fyldt med magelige sofaer, arrangeret af husscenograf David Gehrt, i en lidt tilfældig rundkreds med et par stykker placeret i midten. Første udfordring denne aften er naturligvis, hvem der tør indtage midterpladserne. Det er selvfølgelig dem, der fyldes som de sidste. Vi andre placerer os i sikker afstand – man skulle jo nødig komme til at tiltrække sig opmærksomhed.

Så sidder vi lidt. Kigger på hinanden. Bliver pinligt bevidste om, at vi kigger på hinanden. Et fint greb, hvor publikum ikke kan andet end at blive nøje opmærksomme på det intime rum, der er skabt, og den fortrolighed det ligger op til. Endelig brydes tavsheden af en skuespiller, som snedigt har placeret sig ubemærket i sofarækkerne. Og hermed begynder en aften i ærlighedens tegn.

at_myheartachebringsalltheboystotheyard_fotoannamariěn-8105 [1600x1200]

My Heartache Brings All The Boys To The Yard er ny dansk dramatik skrevet af skuespiller og dramatiker Nanna Cecilie Bang. Effekterne er skrællet af, og tilbage står de menneskelige fortællinger. Her er de såkaldte ”millenials” og deres forhold til kærlighed, og ikke mindst deres forhold til sig selv, sat under lup i et ærligt og sårbart generationsportræt.

De tre spillere, Asta Kamma August, Christian Hetland og Anna Nøhr Tolstrup skiftes til at gå til bekendelse overfor publikum med hver deres skærende indhold. Ensomheden, tvivlen, og hjertesorgen er i fokus. Det intime indblik leveres udelukkende i monologer fremført af de tre spillere –  selvudleverende, selvironisk og mange steder også ganske poetiske.

at_myheartachebringsalltheboystotheyard_fotoannamariěn-8288 [1600x1200]

Nanna Cecilie Bang er uden tvivl en ordkunstner. Og en ordkunstner med meget på hjerte. Der er simpelthen bare rigtig mange ord, og man skal som publikum anstrenge sig lidt ekstra for ikke at tabe tråden i de mange lange talestrømme, der fremføres på skift af de tre spillere. Og det kan betale sig at lytte. For der er mange fine og meget rammende betragtninger, som balancerer fornemt mellem humor og smerte. Dog savnes der lidt flere afbræk, idet formen bliver noget ensformig i længden.

Et kærkomment skift indtræffer, da Anna Nøhr Tolstrups karakter stilfærdigt går op og tænder et rødt baggrundslys, for derefter at indtage rummet med nærværende sang og sart guitarspil på smukkeste vis. Enkelt og meget rørende. Det går lige i hjertehulen, og man ønsker at det aldrig må få en ende.

Forestillingen er meget på linje med tidsåndens modspil til alt det opstillede, perfekte og polerede. Her agerer den modpol, og står for det ærlige, uhøjtidelige, sårbare, middelmådige og dermed helt og aldeles fuldstændig, skræmmende normale. Men det er denne anmelders opfattelse, at det efterhånden altså er ved at dæmre for os, at vi lever i en verden af Instagram-redigerede billeder og like-huntende Facebook’ske succeshistorier. På den måde er forestillingens problemstillinger ikke rigtig noget nyt og skelsættende i sig selv. Det florerer allerede meget i tidens mediebillede, f.eks. hos DR3, med deres succesfulde spiddende og vedkommende web-tv for unge.

at_myheartachebringsalltheboystotheyard_fotoannamariěn-8142 [1600x1200]

Spørgsmålet bliver da, om teatret kan tilføje SoMe-generationens identitetskrise noget nyt? Hvad er det, vi som publikum kan gå derfra med?

Denne anmelder er ikke helt overbevist. Men måske er det netop instruktørens mål ikke at være så målbevidst og resultatorienteret. Man kan sige, at der ikke er søgt at give nogle svar – men omvendt er det altså heller ikke mange spørgsmål, der summer rundt til nærmere eftertanke bagefter. For de fleste er allerede stillet og belyst ad andre kanaler.

Slutteligt, og ganske i tråd med temaet, kommer her denne anmelders indrømmelse på aftenen. Måske jeg stoppede med at lytte til teksten nogle gange (busted), og i stedet lod mine øjne gå på vandring over sofarækkerne i færd med at granske de andre publikummer… Måske.

Men det er (måske) ikke helt skidt i denne sammenhæng. Man kunne fristes til at sige, at vi jo spejler hinanden, som vi sidder der i sofaerne. Analytikeren ville måske tage den så langt, som til at foreslå, at vi jo kunne opdage – eller blive yderligere bekræftet i, at vi alle kæmper med mange af de samme ting? At der måske ikke er helt så meget, der skiller os ad?

Du kan jo selv tjekke efter, hvad der giver genlyd hos dig.

 

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 16. februar-14. marts 2018

Set den 16. februar 2018

Foto: Anna Marín Schram

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1718/my-heartache-brings-all-the-boys-to-the-yard/

Medvirkende: Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup og Asta Kamma August

Dramatiker: Nanna Cecilie Bang

Iscenesætter: Morten Lundgaard

Scenograf: David Gehrt

Varighed:75 min uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *