Anmeldelse: Mythos, Teater Nordkraft

Anmeldelse: Mythos, Teater Nordkraft

Af Christian Skovgaard Hansen

Den britiske skuespiller, forfatter og komiker Stephen Fry skrev i 2017 ”Mythos” (på dansk i 2018). De fleste af os kender myterne fra den græske mytologi – i hvert fald i hovedtræk. Stephen Fry genfortæller nu et mindre udvalg af myterne, og han inviterer os indenfor i myternes verden tilsat et lag engelsk humor. Med udgangspunkt i Frys værk af samme navn bringer Minna Johannesson myterne til live på scenen på Teater Nordkraft.

Fry begynder helt fra begyndelsen, hvor der ikke fandtes noget. Ud fra kaos fødes Olympen, hvor de tolv olympiske guder boede. Vi bliver nu vidner til en verden fuld af magtkampe og krigsførelse, rivalisering, mord, incestuøse forhold, forsmåethed, visdom, utroskab, jalousi, tilbedelse, erotik og kærlighed. På Teater Nordkraft kommer vi nu med på en rejse gennem de gamle myter, og vi møder vanvittige guder, legendariske helte, frygtelige monstre og det nyskabte menneske, som kommer til at spille en senere, stor betydning for jorden.

Det kan godt være, at verdenen afløser kaosset, men der er alligevel en form for – kontrolleret ganske vist! – kaos i Minna Johannessons dramatisering, som hun selv har iscenesat. Mythos er langt hen ad vejen en klassisk Johannesson-opsætning. Der er fuld fart på og skøre indfald, publikumsinddragelse, nøgenhed og en vis længde. Mythos er på en og samme tid en livslysten kræftpræstation af fortællingen af de græske myter og et vidnesbyrd om en stærk efterklang i verden af i dag.

Forestillingen varer godt tre timer, og selvom det bedste fungerer godt, kunne der måske nok være skåret et kvarter fra, uden at det havde gjort noget, ligesom ikke al publikumsinddragelsen kaster det store af sig. En del af publikum kan dog vælge at få plads på scenen, og de får i løbet af handlingen tildelt nogle af de mere perifere guderoller. Skuespillerholdet får et nyt sæt frivillige til hver forestilling, og i hvert fald denne aften er det imponerende, hvordan de får det hele til at glide som et samlet hele, hvor også de frivillige føler sig godt tilpas (ser det i hvert fald ud til).

Vi starter dog alle med at være med på scenen, hvor vi venter sammen. Lige indtil kaosset bryder løs, og en ny verden fødes – og fortællingen om denne nye verden er vi inviteret med i. Vi følger Zeus, Prometheus, Pandora og alle de andre figurer, som alle spiller en stor rolle i fortællingen.

Det hele ledsages fornemt af musiker Martin Ullits Dahl. Musikken er formidabel, og den er som en aktiv medspiller med til at drive handlingen frem, ligesom vi får serveret de musikalske hits i en ny kontekst.

Troels Kortegaard Ullerup er den altoverskyggende Zeus, der både er charmerende og flirtende og ganske voldsparat og krigerisk. Jakob Hannibals Prometheus er strategisk og beregnende, og han er en værdig mod- og medspiller til Zeus. Laura Kold er en stærk og handlekraftig Hera. Thomas Nielsen er ond som Hades, der er både udspekuleret og lunefuld. Jonathan Stahlschmidt er både vittig, yndig og ganske klog som Afrodite. Minna Flyvholms Pandora er sødmefuld og charmerende, men også ganske vild som Pandora.

Hele holdet leverer formidabelt samspil på den særlige Nordkraft’ske måde, hvor Minna Johannesson tøjler kaosset, og alt sker med et glimt i øjet, når de indgår i hendes totale iscenesættelse, hvor alt kan bringes og bringes i spil. Når spillet fungerer og kører derudaf, glemmer vi lidt, at teksten er lidt for lang. Også Mythos er et glimrende resultat af Johannessons krøllede hjerne, der udfordrer den klassiske opsætning.

Det hele foregår i Mikkel Rostrups vilde scenografi, der udnytter hele scenerummet på den store Watt-scene. Scenografien bliver også en værdig medspiller til fortællingen.

Teater Nordkrafts Mythos er på en og samme tid både en fantastisk gennemgang af de græske myter og et vidnesbyrd på myternes universelle og stadig aktuelle indhold. Det hele holdes sammen af det velspillende skuespillerhold, der alle trives i den særlige ånd, som Minna Johannesson fornemt har etableret på Nordkraft.

Teater Nordkraft, Watt, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 28. februar-17. april 2026

Set den 3. marts 2026

Fotos: Martin Høyer Poulsen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Laura Kold, Thomas Nielsen, Jakob Hannibal, Troels Kortegaard Ullerup, Jonathan Stahlschmidt og Minna Flyvholm samt musiker Martin Ullits Dahl

Baseret på Stephen Frys roman ”Mythos”

Instruktør og dramatisering: Minna Johannesson

Scenograf: Mikkel Rostrup

Lysdesign: Eirik Lie Hegre

Komposition og lyddesign: Gustav Andreas Berg

Kostumier: Helene Billingsøe

Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *