Anmeldelse (re-anmeldelse): Giselle, Det Kongelige Teater

By: Ida Spedtsberg
On: 12. marts 2026

Af Ida Spedtsberg

Giselle, publikumsfavoritten og heartbreak-klassiker nr. 1, er igen at finde på Det Kongelige Teater i denne sæson. Udgaven er en repremiere af Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes version, som havde premiere i 2016. Med en lidt dyster scenografi, florlette tutuer og samme historie om landsbyromantik og overnaturlig hævn er der stadig her 10 år senere masser at komme efter. Balletten har siden været genopsat flere gange (vores seneste anmeldelse fra 2022 kan læses her).

Aftenens cast byder på debut i rollen som den unge bondedatter Giselle af solodanser Wilma Giglio. Hun har altid været meget sikker i de tekniske roller med stor kontrol i især adagio (langsomme bevægelser med høje ben) og med en elegance og en dedikation som en sand prima ballerina.

Til premieren er hun matchet med Jonathan Chmelensky som Prins Albrecht; et sikkert valg, da han har stor erfaring med rollen fra tidligere. Kemi-mæssigt er der et skønt match.

Chmelensky er en overlegen adelsmand med manglende jordforbindelse. Han tager, hvad han vil have, og i denne ballet er det Giselle. Forblændet og forelsket tror Giselle på den evige kærlighed men skuffelsen over Albrechts bedrag bliver hendes endeligt. Altså indtil hun genopstår som willi i andet akt; ånderne af unge kvinder, der døde før deres bryllup og nu tvinger mænd til at danse sig selv ihjel. Chmelensky leverer især i anden akt en stærk præstation med både teknisk overskud og dramatisk desperation.

Giglios Giselle er naiv, ungdommelig og en smule fjantet. Hun tror på livet og det gode med hele sit hjerte. Og det elsker vi hende for. For mig bliver hendes første akts-Giselle en smule for endimensionel. Men måske der er tale om nerver, for andet akt bliver danset med flot indlevelse og længsel i håbet om at redde sin udkårne – omend vi i 2026 burde diskutere, om han overhovedet fortjener at blive reddet. Især Giglios flotte arabesquer og udødelige linjer passer partiet godt.

Når korpset af hvide skikkelser glider ind over scenen i anden akt, er det stadig et af ballettens mest ikoniske billeder. Den præcise synkronitet og de lange linjer i corps de ballet skaber en næsten hypnotisk stemning. Første akt manglede også lidt på synkroniteten, men anden akt samler det hele. Og som toppen på kransekagen danser Lania Atkins en fremragende og iskold Myrtha. Det er en flot, flot debut, når hun med raseri i blikket stormfuldt springer tværs over scenen og befaler ”dans til døde”. Mere af hende, tak.

Giselle er ikke en ballet, der forsøger at revolutionere noget. Men når dans, musik og stemning går op i en højere enhed, minder den os om, hvorfor romantikken stadig lever på balletscenen. Også på trods af hvad den fransk-amerikanske skuespiller Timothée Chalamet må mene om fortabte kunstarter, som publikum skulle være ligeglade med. Denne aften gør balletten det nemlig ganske overbevisende.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 7. marts-10. april 2026

Set den 7. marts 2026

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/ballet/giselle

Medvirkende: Wilma Giglio, Jonathan Chmelensky, Lania Atkins, Schonan Greve m.fl. (denne aften – forskellige hold)

Dirigent: Nathan Brock

Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe efter Jean Coralli og Jules Perrot

Musik: Adolphe Adam

Scenografi: Maja Ziska

Kostumedesign: Mia Stensgaard