Anmeldelse: Odense Sommerrevy 2026, Engen ved Fruens Bøge (Odense Sommerrevy)

Anmeldelse: Odense Sommerrevy 2026, Engen ved Fruens Bøge (Odense Sommerrevy)

5/6

Af Christian Skovgaard Hansen

Begyndelsen var ikke nem, men med tiden kom der vind i sejlene, selvom der kom et par bump på vejen med både Corona-nedlukning, vandskade på engen og udfald mod en revyanmelder. I år kan de med Odense Sommerrevy 2026 fejre 10 års-jubilæum for revyen i teltet på engen ved Fruens Bøge. Jeg selv har desværre ikke været med hele vejen, da jeg først er kommet til ca. midtvejs. Jeg kan dog konstatere, at årets sommerrevy er den bedste af de sommerrevyer, som jeg endnu har set, på engen.

Odense Sommerrevy 2026 har fået ny mand, Rasmus Krogsgaard, med på både holdet på scenen og som instruktør. Udover at gøre det godt på scenen, har han sammensat en let og flydende revy med en række gode numre, hvoraf Krogsgaard har haft fingrene i en stor del af dem. Revyen har også fået ny kapelmester i Thomas Pakula, og han styrer de musikalske løjer med sikker hånd.

Lars Arvad, Vicki Berlin og Thomas Mørk har været med hele vejen, og i år har de fået selskab af Troels Malling, Charlotte Guldberg og så Rasmus Krogsgaard på holdet. Det store hold gør dog også, at ikke alle får deres eget solonummer, og Malling og Krogsgaard indgår primært i ensembleroller. De gør det bestemt godt i disse roller, men de havde (også) fortjent et solonummer.

Teksterne er generelt gode i Odense i år, og selv de mindre gode tekster kan holdet langt hen ad vejen redde hjem, selvom der dog også er enkelte numre, som ikke sidder lige i skabet. Samtidig er fordelingen mellem første og anden akt lidt skæv, hvor første akt generelt er god, mens anden akt er lidt mere tung at starte op. Numre om klarsyn og Hotel Romantik kunne vi godt have undværet – men de dårlige numre er i undertal i år.

Ganske skævt starter vi med et besøg af Nissebanden i Lars Arvads åbningsnummer ”Arbejdsgruppen”. Nissebanden er på besøg på Grønland for at redde øen og indgå i en dialog med Trump, og selvom nummeret trækkes lidt vel langt, er det morsomt med en masse skøre ordspil og personer. Trump, EU og verdensordenen i dag tages også tankevækkende under behandling i Tor Baggers ”Den stærkes ret”, hvor holdets herrer ser på samfundet i dag, og på hvem der mon skal rydde op i kaosset bagefter.

Kampen om det ”rene” drikkevand får en skarp kommentar i Vase, Fuglsang og Svarrers ”Storm i et glas vand”, hvor vi sammen med en komisk Thomas Mørk finder ud af, at drikkevandet måske ikke er helt så rent, som vi går og tror. Troels Malling, Thomas Mørk og Rasmus Krogsgaard er gode i Lars Bisgaard og Søren Anker Madsens ”Et konge land”, hvor Malling som Gorm den Gamle ser på Danmark i en fjern fremtid.

Rasmus Krogsgaard og Thomas Pakula leverer et intelligent, anderledes og morsomt morbidt farvel til Post Nords postomdeling med nummeret ”Post Mortem”, hvor hele holdet siger farvel til Post Nord, Postmand Per og postkasserne, når nu DAO overtager det hele. Spørgsmålet er, hvor meget der ender ”return to sender” – eller om det kommer frem.

Vittigt og med en god portion selvironi fejrer holdet 10 års-jubilæet i Rasmus Krogsgaards ”10 års Jubiii”, hvor der ærligt ikke lægges fingre imellem. Han står også bag nummeret ”Jeg gider ikke mer’”, hvor Charlotte Guldberg med smuk stemme og pondus som Frihedsgudinden tager afstand til Trump.

Sammen med Vicki Berlin og Lars Arvad leverer Krogsgaard også en fornem markering af Dirch Passer, der i år kunne være blevet 100 år, i hans egen ”Tillykke med de 100”. Udover afskeden med Post Nord tager Charlotte Guldberg og Troels Malling også morsomt afsked med Jensens Bøfhus i Krogsgaards ”Jensens Bøfhus-blues”.

Som i de tidligere år er der også en række lokale kommentarer. Byens fodboldhold får naturligvis et nummer, og i Thomas Mørks ”Nyborgvej” får hele holdet i bedste Mabel-stil et indblik i problemerne med den store indfaldsvej til byen.

Det landspolitiske billede på Borgen, hvor mange nye folketingsmedlemmer er kommet til, mens og mens andre helt har forladt Borgen, har nogen ”bare” forladt deres parti. Meget rammende og præcist italesætter Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard det politiske liv på Borgen i ”Live fra Borgen” – og skulle cirkusset derinde fortsætte, er det let at tilpasse. Lige nu er vi vidner til Vanopslagh, der jo bare skal følge de hvide striber, Jacob Harris, der ikke kan finde ud af, om han er inde, ude eller inde, og Pia Kærsgaard, som nu har sagt farvel på politik.

Lars Arvad er kær i Leif Maiboms ”Et kæmpesavn”, hvor han allerede savner Keld og Hilda, der jo netop har sagt farvel til musiklivet. Det er tilpas kikset og samtidigt kært.

Vicki Berlin er på sin vis fin i hendes ”Et liv” om livet og kærlighedens mange former, men nummeret trækkes en kende for langt, hvilket gør, at nummeret ender med at miste fokus.

Odense Sommerrevy 2026 kommer sikkert i havn. Der er al mulig grund til at ønske tillykke med 10 års-jubilæet, og det sker med et håb om, at revyen på engen tager (mindst) 10 år mere!

Odense Sommerrevy

Engen ved Fruens Bøge, Skovalléen, 5250 Odense SV

Spilleperiode: 8. maj-18. juni 2026

Set den 8. maj 2026

Fotos: Odense Sommerrevy/Skovdal Nordic

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Vicki Berlin, Charlotte Guldberg, Thomas Mørk, Troels Malling, Rasmus Krogsgaard og Lars Arvad

Tekst og musik: Lars Arvad, Hans Dal, Rasmus Krogsgaard, Thomas Pakula, Jan Svarrer, René Vase, Jannik Fuglsang, Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaard, Leif Maibom, Søren Vandkær, Thomas Mørk, Mabel, Vicki Berlin, Søren Anker Madsen, Tor Bagger, Jacob Weble, Bjarne Lisby og Absalon Krogsgaard Schumann m.fl.

Instruktion: Rasmus Krogsgaard

Scenografi: MIC Productions

Koreograf: Peter Friis

Kostumier: Vibeke Valeur

Lysdesign: Jens Mortensen

Lyddesign: Michael Bæk Eglin, Birk Johnsby og Tobias Laursen

Kapelmester: Thomas Pakula

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *