Anmeldelse: Nisserne fra Koldinghus, Kolding Egnsteater
Af Frida van der Ahlquist
Julelysene er tændt, risengrøden er sat på bordet, og børn såvel som voksne venter på, at dørene bliver åbnet til teatersalen på Kolding Egnsteater, hvor teateret for andet år opsætter familieforestillingen Nisserne fra Koldinghus.
De to brødre, Arthur og Lukas, bliver tvunget ud på en farefuld færd fra Kolding til mosterens hus gennem skoven, da deres hjem, Koldinghus, en december nat står i flammer. På vejen derud må brødrene lade deres mor blive tilbage i kirken og hjælpe de sårede soldater. Imens trasker Arthur og Lukas modvillige igennem den snedækkede skov med det spinkle håb om at se deres mor og ikke mindst far, slotsforvalteren Oberst Hviid, igen. Obersten er nemlig sendt i krig, hvilket har efterladt drengene med tvivlen om, hvorvidt deres elskede far mon vender hjem igen.

Drengene har dog en ganske speciel genstand med, nemlig deres kuffert, men kufferten er tom – i hvert fald ved første øjekast. Kun Lukas ved, at kufferten indeholder nisser. Nissernes søgte ly i kufferten, da slottet begyndte at brænde. Her hjælper den unge nisse, Sofie, forklædt som menneske, drengene på sporet til mosterens hus i sikkerhed.
Kolding Egnsteater har skabt en lille perle. Deres juleforestilling kan gå hen og blive en ægte juleklassiker for Kolding. Familieforestillingen er spækket til med juleglæde og håb. Dog drejer forestillingen ikke imod det mere lalleglade, som juleforestillinger sommetider kan komme til. Men her møder vi også uhyggen ved et slot, der brænder, sårede soldater, spøgelser og ulve, som får især børnene til at sætte sig frem i sæderne, men uden at uhyggen bliver for voldsom.
Skuespillernes dejlige harmonier og de korte musikalske indslag luller publikum ind i magien. Især moderen, der bliver spillet af Christina Elisabeth Mørkøre, leverer lækre toner til øregangene.

Storbroderen Arthurs (Johan Damgaard Lauritsen) mål er at blive ligeså tapper, som sin far, men det er ikke helt let i den kolde vinternat og slet ikke, når lillebroderen Lukas (Karl Hartvig Buhl, som deler rolle med Sebastian Vinkel Dall, som indtog rollen til premieren), så inderligt tror, der er nisser i kufferten. Man skulle tro, de to brødre var i familie med hinanden og ikke bare på scenen. De graver godt ned i søskendedynamikken.
De to drenge klæder hinanden i deres spil, og det er bestemt ingen undtagelse, når nissen Sofie (Ingrid Møller Hedegaard) blander sig i deres dynamik, og de tre skuespillers dynamikker er i et godt flow under hele forestillingen. De formår at spille hinanden rigtig gode.
Et ekstra bifald herfra til Thomas Guldberg Madsen og Frederik Rahn Grundtvig, som blandt andet spiller de to landevejsrøvere, som virkelig formår at sætte gang i et dejligt tempo. Deres dialog er fjollet, og dynamikken mellem dem er legende. Selv det voksne publikum må smide en latter eller to i en ellers skør scene, hvor fornuften ikke er tilstede.

Det er bestemt ikke for sjov, at forestillingens scenograf, Camilla Bjørnvad, var nomineret til en Reumert for sit arbejde på Nisserne fra Koldinghus, for uanset om man er til en jule-familieforestilling, så skylder man sig selv, at se den fantastiske scenografi.
Med sine enkle effekter tager scenografien i samspil med lyset publikum med på et eventyr, der fuldt ud beviser, hvad ægte teatermagi er og skaber stemninger på et poetisk niveau.

Opsætningen er dog helt den samme som sidste vinter (2024), hvilket gør, at der ikke sker noget nyt. Så hvis man så den sidste jul, oplever man ikke noget, man ikke allerede har set. Der er dog få skuespillere, der er skiftet ud.
Der er hjertevarme og vaske ægte julemagi på Kolding Egnsteater. Nisserne fra Koldinghus er nærværende og kær fortælling om familiekærlighed og julens udødelige håb. Derudover er børnenes ærlige reaktioner blandt publikum altid et grin værd. Selvom forestillingen primær er for børn, så appellerer den også til voksne med sin ”kaos til ro”-handling. Det er ganske enkelt en smuk opsætning for hele familien.
Kolding Egnsteater, Fredericiagade 1, 6000 Kolding
Spilleperiode: 16. november-21. december 2025
Set den 16. november 2025
Fotos: Asmus Kromann Bork
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Christina Elisabeth Mørkøre, Thomas Guldberg Madsen, Johan Damgaard Lauritsen, Frederik Rahn Grundtvig, Ingrid Møller Hedegaard og Karl Hartvig Buhl/Sebastian Vinkel Dall
Ide af: Jakob Tekla Jørgensen
Dramatiker: Julie Petrine Glargaad
Instrukør: Kasper Wilton
Scenograf og kostumedesign: Camilla Bjørnvad
Lysdesign: Morten Dorvin
Lyddesign: Jes Theede
Kostumier: Susanne Morthorst Staal
Bygger: Niels Lau Nielsen
Koreograf: Peter Friis
Musikalsk arrangement: Johan Berg
Musikalsk indstudering: Maria Skuladottir
Dramaturg: Simon Boberg
Produktionsleder og bygger: Hasse Nørgaard
Forestillingsleder: Karoline Normann Fløysvik
Illustrator: Signe Kjær
Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


