Anmeldelse: Noter om Blanche, Husets Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Den amerikanske dramatiker Tennessee Williams’ (1911-83) fortælling ”Omstigning til paradis” (”A Streetcar Named Desire”) blev i 1951 filmatiseret med Marlon Brandon i rollen som Stanley Kowalski og Vivien Leigh i rollen Blanche. Ægteparret Stella og Stanley bor til leje i en lille lejlighed, og forholdet mellem dem er præget af lidenskab, men også voldsomhed, temperament og dominans fra Stanleys side. Stella tilgiver ham dog altid. En dag dukker Stellas søster, Blanche, ganske uventet op, og hun vil gerne bo hos sin søster og Stanley for en tid.
Blanche fortæller dog ikke alt. Hun bærer på nogle hemmeligheder, og ikke alt er, som det siges. Hun er vant til bedre kår, men familieformuen er væk, og hun er blevet bortvist fra den skole, hvor hun underviste. Hun og Stanley provokerer hinanden, og det bliver begyndelsen på et gnistrende trekantsdrama, som både har psykologiske og sociale elementer. Sammenbruddet er nært, dæmonerne slippes fri, og Blanches fortid er ved at indhente hende.
Det er denne Blanche, der er (eller måske rettere skulle være!) omdrejningspunktet i Noter om Blanche. Og så alligevel så absolut ikke. Det reelle omdrejningspunkt er i stedet Nanna Cecilie Bang, som både har skrevet teksten og er eneste medvirkende. Bang lader ganske vist sine egne personlige betragtninger tage udgangspunkt i scener fra ”Omstigning til paradis”, men der bliver på intet tidspunkt tale om ”noter” – eller ret meget andet – om Blanche.
Teatret selv skriver på hjemmesiden: ”Nanna spejler sig i Blanche og undersøger sine egne flugtforsøg fra virkeligheden i dette humoristiske soloshow. Hun forsvinder gang på gang ind i forestillingernes verden, fordi virkeligheden alt for ofte virker uoverskuelig.” Dét er korrekt, men her stopper kontakten til Blanche også. Forestillingens titel bliver derfor ret så misvisende, og man går ind i teatersalen med forestillingen om noget, men man går så absolut ud af teatersalen med en helt anden oplevelse. Og det er her, at teatret og instruktør Liv Helm har svigtet.
Når det er sagt, så er Bangs tekst ikke uinteressant, og under de givne forudsætninger har Liv Helm fået det rette liv i iscenesættelsen. Blanche og Bang har det til fælles, at de gerne vil elskes, men også at de er parat til at lyve og opdigte for at opnå dette, så løgnen nu bliver en nødvendighed. Blanche vil ikke have virkeligheden; hun vil have magi. Det forhold står klart, og det er grobunden for Bangs tekst. Hun spejler sig i Blanches liv og handlinger, og hun lader dem være udgangspunkt for egne spejlinger i teksten. Sammenkoblingen til ”Omstigning til paradis”-Blanche står dog ikke helt klart.
Vi starter med, at Bang kommer frem på scenen, hilser pænt på publikum, og fortæller os om tankerne bag og forventningerne til forestillingen. Ligesom Blanche er hendes verdensbillede ikke helt klart, og der leges allerede fra start af i feltet mellem virkelighed og fiktion, dog uden at det altid står klart hvorfor. Bang fortæller ikke sandheden. Hun fortæller i stedet, hvordan den burde være set fra hendes vinkel. Det bliver hermed en lektion i ”kunsten at være selvplaget”.
Bang mestrer hele følelsesregistret, og hun holder os fanget gennem teksten – altså den del af teksten, hvor hun selv har noget på hjerte. Hun veksler mellem den kække intensitet til den private usikkerhed og stilheden. Hvornår spiller hun skuespil, og hvornår er hun Bang selv? Det kan godt være, at hun mangler penge – eller gør hun? – til psykologtimer, men er det det, der skal for, at hun ikke ender som Blanche, er det værd at satse på.
Hun flygter ind i sindets og menneskets labyrint, hvor man må have én facade og én (anden) virkelighed. Vi lurer på den underliggende smerte, som desværre aldrig kommer helt op til overfladen. Alligevel sætter teksten nogle tanker om løgn og virkelighed og om, hvad der er nødvendigt for at (over)leve, i gang. At titlen så næsten burde have været ”Noter om Bang” i stedet, er en anden sag.
Disse dele af teksten får instruktør Liv Helm til at balancere. Drøm mod virkelighed, spontanitet mod det veltilrettelagte. Disse modsætninger møder vi hele tiden, og vi indser, at livet ikke er helt så nemt at planlægge. Og at magien brydes af virkeligheden, som vi absolut ikke kan løbe fra, vises med al tydelighed, når øjeblikkene afbrydes på grund af virkelighedens teknikaliteter og praktiske omstillinger.
Forestillingen slutter meget sigende med Marie Key, der meget sigende synger ”Ku’ vi lave en Houdini, og bare forsvinde væk herfra?” Dét sammenfatter meget godt, hvad Bang har gennemlevet og fortalt os om igennem den seneste halvanden times tid.
Forvent derfor ikke ret mange noter om ”Omstigning til paradis”-figuren Blanche, selvom forestillingens titel er Noter om Blanche. Forestillingen bliver derimod et glimrende one woman-show med Nanna Cecilie Bang, der leverer et komisk, intenst, nærværende og ikke mindst ærligt blik på de forventninger og det liv og den virkelighed, som hun og vi andre lever i dag. Bangs tekst i sig selv fejler ikke noget, men det er mere præsentationsformen, der halter lidt. Men Bang er – gudskelov – ikke nået til Blanches afslutning på fortællingen!
Husets Teater, Sort Sal, Halmtorvet 9B, 1700 København V
Spilleperiode: 22. februar-13. marts 2025
Set den 22. februar 2025
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende og tekst: Nanna Cecilie Bang
Instruktør: Liv Helm
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Lyddesign og afvikler: Steen Askegaard
Musik: “Magisk” – Skrevet af: Nik & Jay, Claus Holm, Rewan Riko, Solist: Marie Key
Scenemester: Claus Arrildt
Kostumier: Hanne Mørup
Rekvisitør og forestillingsleder: Pernille Mikkelsen
Forestillingslederassistent: Christoffer Paaschburg
Instruktørassistent: Freja Ravn Nissen
Sten: Christian Friedländer og Mermaid Bay
Tak til: Erik Christoffersen, Havfruen Karin, Kat Jarby og Anne Kirstine Pyndt
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod