Anmeldelse: Ødipus / Antigone, Teater Momentum

Anmeldelse: Ødipus / Antigone, Teater Momentum

Af Mette Herschend

 

’Ødipus/Antigone’ har hele pakken: incest, vold og profetier. Gnisten i de græske tragedier er stadig bevaret, og med et moderne sprog og underspillet humor bliver forestillingen mere vedkommende og mere nærgående.

Forestillingen er raffineret bygget op med myten om Antigone som rammefortælling, hvor hun inden sit selvmord husker tilbage til den tragisk ironiske historie om sin far, Ødipus. Der er pest i Theben som gudernes straf for, at den gamle konges morder går ustraffet rundt. Som den nye konge går Ødipus under jorden og sætter sig for at finde morderen, men ender noget handlingslammet og uden råd på et motelværelse. Antigone opsøger ham og sender sandsigeren Theresias, der langsomt får flere af brikkerne til at falde på plads for Ødipus, og flere skæbnesvangre profetier viser sig faktisk allerede at være gået i opfyldelse.

3

Det er Nicklas Søderberg Lundstrøm, der udfylder rollen som Ødipus. Han tillægger karakteren paradoksale træk, som på en måde fuldender figuren rigtig godt. I sin kropsholdning og ytringer udstråler han nemlig magt og manpower, men i stemmeføring og reaktionsmønstre får Ødipus en meget barnlig dimension – rigtig guf for en freudiansk analyse.

img_6994_2-1600x1200

Scenen er bygget op lidt lige som Odense Teaters opsætning af ’Hamlet’: Store kvadratiske plader, der dækker vægge og gulv, hvor nogle af dem kan åbnes nærmest som hemmelige døre. I midten formet som en stor tv-skærm hævet fra gulvet er Ødipus’ motelværelse, som han nødigt bevæger sig ud af, og næsten hver gang kan gør det, er der endnu del af hans frygtelige fortid, der går op for ham. I motelværelset er installeret vand og kogeplade, så illusionen bliver fuldkommen.

6

Lydbilledet i ’Ødipus/Antigone’ er stemningsfuldt og intensiverer handlingen på scenen – en kvalitet, som Teater Momentum generelt er rigtig gode til at udføre. Med både lydens og skuespillernes timing skabes en nerve i forestillingen, som næsten også giver den en stemning som i en krimi.

Til tider får opbygningen af spændingen dog den modsatte virkning for mig, da udsigelsen og pauserne trækker pusten ud af forestillingen. Derfor opnår ’Ødipus/Antigone’ ikke topkarakter i denne omgang.

Jeg kunne godt lide det humoristiske format, som de havde trukket ned over forestillingen. Med rulleskøjter og revisorklædte hyrder bliver den gamle græske tragedie mere spiselig, og derfor også bedre egnet til unge fra 13+.

 

 

 

Teater Momentum/Det Ny Kgl. Teater

Spiller indtil 20. oktober 2016

 Set den 13. oktober 2016

 Fotos: Teater Momentum

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.teatermomentum.dk/event/?tx_t3events_events%5Bevent%5D=8&tx_t3events_events%5Baction%5D=show&tx_t3events_events%5Bcontroller%5D=Event&cHash=ab54f4caa53bcf68a70faaf833316513

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *