Anmeldelse: Ørkenens Sønner – Een gang til for prins Knud, Tivoli

Anmeldelse: Ørkenens Sønner – Een gang til for prins Knud, Tivoli

Af Jonas Gudmand

Niels Olsen, Asger Reher, Henrik Koefoed og Søren Pilmark må jeg betegne som noget af det ypperste, som dansk teater kan levere. Sammen skaber de fire skuespillere teatermagi, fordi de har en fælles forståelse for hinanden, der gør os publikummer trygge på en eller anden måde, og dermed kan vi nemt komme til grin, hvilket er hensigten i forestillingen. Uanset om du aldrig har set teater før og lige har fået din første bøjle, eller du har set en masse og nu sidder strikkende på et plejehjem, skal du trille ind med din bedste ven og dele denne farvestrålende oplevelse.

Mange af mine venner og bekendte har før set Ørkenens Sønner live. Det er ikke mærkeligt, fordi de i år har 25 års jubilæum. Jeg har været typen, der ikke har set dem live, fordi billetten har været dyr, men når jeg zappede igennem tv-kanalerne, har jeg altid stoppet op, hvis der gik Ørkenens Sønner.

Vikingerne der er stået i land på Lolland, i stedet for Holland.
Vikingerne der er stået i land på Lolland, i stedet for Holland.

’Een gang til for prins Knud’ søger ikke de dybe erkendelser her i livet, og hvis den præmis accepteres fra start af, er hver eneste scene en fest at se. Forestillingen som helhed er en af den slags fester, der ved, hvornår den skal stoppe. Den runder elegant af med et potpourri af nogle af deres bedste viser gennem tiderne. Og jeg er plaskvild med det fra start af, og jeg tænker efterfølgende på, at jeg så meget skulle have fået set Ørkenens Sønner live meget tidligere i mit liv. Det gjorde det også en tand mere fedt, at Dronning Margrethe og Prinsgemalen Henrik, med følge, sad lige siden af min begejstrede ledsager og jeg. Not kidding.

Igennem forestillingen møder vi fantastiske karakterer. Vi møder f.eks. Harald Bluetooth (også kendt som Harald Blåtand), der ender med at synge en vise med Christian d. 4, H.C. Andersen og Den Store Havfrue. Havfruen er blevet stor, fordi den er blevet vokset. Underfundigt. H.C. Andersen bliver anklaget for altid at have den samme slutning i sine eventyr. En happy ending.

Asger Reher, Niels Olsen, Søren Pilmark, Henrik Koefoed
Asger Reher, Niels Olsen, Søren Pilmark, Henrik Koefoed

Starten af 1. akt er, som tidligere skrevet, med fire danske legender. Starten af 2. akt er med fire fiktive danske legender. Nemlig Olsen, Emma, Meyer og Clausen fra Huset På Christianshavn. Disse scener får mig til at forstå storheden i Ørkenens Sønner. De kan tillade sig at bruge ærkedanske personer, fiktive eller ej, og få os alle til grine sammen over det. Her finder vi en sammenhængskraft, som ingen politikker vil kunne skabe.Vi støder også på bageren grovbollemanden, der har mange ligheder med Grauballemanden. Asger Reher bliver anklaget for at være blevet for gammel, og derfor skal han over på det lyvende tæppe. Vi lærer også, at et sørgebind ikke behøver at sidde på armen. Det kan også sidde længere sydpå. Der er også en sjov video, hvor der bliver fulgt op på DR’s tv-serie 1864. Efterfølgeren er: 1865. I denne video gemmer der sig mulige latterkramper.

3

Er det et jubelskrift det her? Er der ikke noget at kritisere forestillingen for? Tjooh, Asger Reher har et ballonnummer, hvor tempoet kunne være strammet op. Kendere af Ørkenens Sønner vil måske sige, der er for lidt nyt og for meget genbrug generelt i hele forestillingen. Her mener jeg, at de nok genbruger mange af de samme set ups (som f.eks. Gyllegården), de udfylder det dog med noget nyt, der holder.

Men helt ærligt, Ørkenens Sønner leverer bare varen til noget nær humoristisk perfektion. Hvad det så end er.

Lad den sidste sætning i min anmeldelse være den samme, som i ’Een gang til for prins Knud’:

“Men inden i går ud i stjernenatten skær, så husk at livet skal leves nu og her.”

 

Koncertsalen i Tivoli, København V

Spiller indtil d. 23. maj i Tivoli. Dernæst i Falconer Salen den 28.-30. maj og den 19.-20. juni 2015. 
Herimellem og efter det er der Danmarks-turne frem til februar 2016. 
Se spilleplan her: http://www.agenzy.dk/orkenens-sonner.html

Spilledato: 14. maj 2015
Foto: Agenzy

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.agenzy.dk/orkenens-sonner.html og http://www.billetnet.dk/artist/orkenens-sonner-tickets/860936?page=2

Følg os på Facebook:x
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *