Anmeldelse: Og nu: Verden!, Husets Teater

Af Emilie Lykke Hartz
Husets Teater er så småt ved at blive en af mine favoritter. Den charmerende bygning, lækre stemning og ej at forglemme den cremede latte – elementer som flirter med alle mine sanser. Teatret byder ind til en forestilling, der hitter til de rebelske kvinder og bestemt ikke er for sarte sjæle.
Forestillingen handler om en kvinde, som har fået nok af verden udenfor. Hun vil langt hellere sidde hjemme end at være en middelmådig rødvinsgnasker, som i øvrigt alle tvivler på sig selv. Denne kvinde bliver spillet af tre forskellige kvinder (Christine Sønderris, Stine Gyldenkerne og Nanna Cecilie Bang) i tre forskellige størrelser, muligvis for at det skal være nemmere for publikum at identificere sig med kvinden. I grunden lider hun af ensomhed og et enormt selvhad. Hun er ulykkeligt forelsket i veninden Lina, som er ulykkeligt forelsket i en anden. Samtidig prøver hun at forklare hele situationen til stedfaderen Paul igennem musik, herunder trommer, kazoo og looping, lange forklaringer der ender ud i en kostumefest, snak om desmerdyrkaffe og meget mere…
Den fjerde væg bliver brudt med det samme; her bliver talt direkte til publikum, og der bliver fastlåst øjenkontakt op til flere gange. Jeg må dog sige, at selve starten var hård at trække. Skuespillet var langt fra nærværende, og replikkerne blev ikke leveret med ånd. Der blev snøvlet lidt i de akademiske kringlede sætninger, og det var rigtig ærgerligt.
Dog skal jeg da lige love for, at disse tre vidunderlige kvinder kom efter det. Der var en tilfredsstillende provokerende humor. Her bliver blandt andet hevet fat i emnet zumba, dets intenst udførte dansetrin, og om hvorvidt det ikke bare ligner ”kendissers dans med børn i Afrika”. Der er fællesang med publikum, fælles shots og larmende musik. Særligt er jeg vild med, at de tre piger starter ud med samme tøj og samme paryk, men så småt bliver til deres eget individ, ved at smide parykken og skifte tøjet.
Denne form for frigivelse og oprør kan få mig helt frem i sædet. Jeg mærker ikke de 90 min, da jeg er fuldt ud underholdt, trods den trætte start.
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V
Spiller indtil: 19. marts 2016
Spilledato: 23. februar 2016
Fotos: Henrik Ohsten Rasmussen
Lyst til at købe en billet? Se nærmere her:
http://www.husetsteater.dk/forestillinger/og-nu-verden/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod