Anmeldelse, Opsang, Aveny-T (gæstespil af Mungo Park)

Af Jonathan Stahlschmidt, gæsteanmelder

Mungo Parks ”Opsang” er en moralskmanende, farverig kærlighedserklæring til den dumme generation.

Føler du også at oprøret trænger sig på fra dit hormonbombaderede, bankende teenagehjerte? Er du klar til at råbe pik og skride væk hjemmefra? Er mor og far for dumme, og er du selv for doven, hovmodig, hadfyldt, liderlig, grisk, frådsende og misundelig til at kunne holde deres kedelige, fornuftige hjerner ud? Så tag med Mungo Park på en panoramisk rejse gennem samtlige syv dødssynder til lyden af popkulturelle referencer, og et musikalsk vægtæppe, vævet af punk, rock og hiphop skåret i fuldfede mundrette bidder.

Kom ind og få en ”Opsang”, der vil gøre intet mindre end at synge dig op fra sædet, og give de tre skuespillere, der torsdag aften gæstede Aveny-T’s scene en velfortjent stående ovation.

Tæppet er trukket fra fra starten af. Vi sidder tæt, og det er imponerende hvor mange – især unge – der er blevet lokket til Frederiksberg på en torsdag aften. Fem minutter før forestillingens egentlige start er alle tre spillere på brædderne. Christine Albeck Børge og Nicolai Jandorf traver rundt med vågende blikke, grænsende til det bebrejdende. Jonas Munck Hansen griber en elektrisk guitar, og stiller sig ved et par flight-boxes og en macbook – hvorefter han begynder at spille en akkordrundgang. Og selv de fnisende, mumlende teenagere, der omringer mig selv og min ledsagerske, lader lydniveauet falde under skuespillernes døvende tilstedeværelse på scenen.

1
En af teatrets medarbejdere fortæller os nu hvad vi nu skal se, beder os på vittig vis slukke telefonerne, og forbereder os også på en 85 minutter lang forestilling uden pause. Og derefter tager Nicolai og Christine over.

Vi får opsangen først. Vi er fucked, som de så ublu udlægger det. Fucked på grund af vores hjerner, der endnu ikke er færdigudviklede. I hvert fald hvad gælder teenagerne i salen. Få minutter senere, er denne problematik allerede blevet visualiseret med den nådesløse henrettelse af et ellers uskyldigt udseende hvidkålshoved. Samspillet mellem og især timingen hos Nicolai og Christine etableres som stærkt fra starten af. Scenen er sat med et stort og meget praktisk skuffebord midt på scenen, der indeholder alle rekvisitter og kostumer. Udover det teknologiske tableau, Jonas står midt i, er der kun et whiteboard på staffeli på scenen. På dette, står alle syv dødssynder skrevet i blokbogstaver.

Der er fuld kontakt til et lattermildt publikum, og det umiddelbare indtryk er, at disse skuespillere ikke kun har enormt velslebne redskaber, men også viser en ufattelig bred humorpalet. Dette skal vise sig at være konstant gældende for hele forestillingen. Man er slemt underholdt i selskab med de fortællende, inddragende, snart alvorlige, snart makabre, snart knaldskøre spillere.

Problemstillingen lægger op til at blive løst i punktform. Vi skal høre historier om alle syv dødssynder. Og mens Nicolai og Christine er de primære fortællere på banen, er Jonas’ indstik intet mindre end geniale, når han ikke akkompagnerer på bedste tea-terkoncert-vis – med stor indlevelse, charme og uden at trække fokus unødvendigt. Hvis der er noget jeg beundrer hos skuespillere, er det evnen til at spille imod deres køn og alder, uden at det bliver latterligt. Og vi har her at gøre med nogle af bran-chens måske mest garvede artister, der formår netop dette i hver historie der bliver fortalt.

Hovmodets hovedperson Kenneth, oplever et tragisk endeligt, da han forsøger at bevise sin evne til at gå på vandet. Det klæder Nicolai Jandorf godt at brage løs med de uvorne teenage-roller. Dem har han selvsagt ikke få af i denne forestilling. Selvom karaktererne i disse fortællinger, har glasklare brister, bliver de alle leveret med et glimt i øjet og en stærk og skæv kærlighed til de ungdommelige laster de repræsenterer. Medrevet og rørt, bliver man også af historien om frådseri – en cokeballade om en misfornøjet pige der stiger til tops i kraft af sit stofmisbrug.

Men alle historierne har noget overgearet over sig. Vi er hver gang ude i ekstremer, der næsten hægter os af, og gør det mere til komedie, end til relaterbart ungdoms-teater. Det meget lille cast har altså slået et brød op der er næsten ude af proportio-ner med, hvad de selv har ovn, og vi, publikum, appetit til. Men i alle fald hatten af for deres evne til at udvise store talenter indenfor sang, krop, timing, charme, og at blande alt dette sammen til et røvsparkende dynamisk samarbejde. Men oven i det, skal de også formå at give publikum en kakafoni af Brecht-lignende formaninger, indlevelse i det ungdommelige sind, samt et virkelig velskrevet manuskript. Der er meget på spil, og balancegangen gør heldigvis at de har ens fulde opmærksomhed aftenen igennem. Det er dog for denne anmelder en smule anstrengende, når spillerne på scenen skejer ud i en sådan grad, at det står meget klart, at ”Opsang”s primære målgruppe er netop de unge, stykket afbilleder.

Men man må sige, at der kompenseres godt for det gakkede, med uomtvisteligt talent på scenen. Mungo Parks ensemble kan muligvis slet ikke give en dårlig performance – hvad end om det er teksttunge Kierkegaard eller hjerteskærende Sandholm. Og slet ikke når det gælder ”Opsang”. Man går derfra med en ny – i mit tilfælde generindret – indsigt i ungdommens dumheder og disse dumheders nødvendighed for at blive et helstøbt og dejligt syndigt menneske. For gennem den overhængende trussel om at få sparket hvidkålsgranatsplinter på sig, de betryggende opiater; Ben Hur og kvalitetsjazz, samt parodi på parodi på parodi af teenagere gennemsyrede af dovenskab, had, liderlighed, frådseri, griskhed, misundelse og hovmod, slutter opsangen med en ærlig kærlighedserklæring til de unge, dumme og (s)yndige.

Og kærligheden er fra denne anmelder fuldt ud gengældt. Jeg har altid elsket Mungo Park, og de har endnu ikke givet mig grund til andet. Forestillingen kan varmt anbefales til folk i alle aldre, og på alle sider af samfundet. Min ledsagerske (der i øvrigt var min mor der er i starten af 50’erne) sagde endda, at det var noget af det bedste, som hun havde set længe.

Tak for opsangen herfra!

 

Mungo Park i samarbejde med BaggårdTeatret

Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg

Spiller igen d. 16.-17. juni på Mungo Park i Allerød


Spilledato: d. 28. maj 2015

Foto: Kristian Foldager

Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://www.mungopark.dk/opsang-i-alleroed.html 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod 


Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Teaterkoncerten CARL, Østre Gasværk

Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen Denne forestilling er en repremiere. Vi anmeldte også Teaterkoncerten ...

Anmeldelse: Untz Untz Untz, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons Et insisterende bankende tempo. Svedende kroppe i et mørkt rum, ...

Anmeldelse: out of DUST, Dansekapellet (DeLeónCompany)

Af Ida Spedtsberg Denne torsdag aften på Dansekapellet byder på premiere af out of ...

Anmeldelse: Aldriglandet, Teatret Møllen

Af Christian Skovgaard Hansen   Teatret Møllens familieforestilling ’Aldriglandet’ er deres egen bearbejdelse af ...