Anmeldelse: Orfeo Ed Euridice, Konservatoriets Koncertsal (Danmarks Underholdningsorkester)

Anmeldelse: Orfeo Ed Euridice, Konservatoriets Koncertsal (Danmarks Underholdningsorkester)

Af Christian Skovgaard Hansen

Orfeus var en græsk sagnskikkelse. Han elskede Eurydike, som desværre døde af et slangebid. Orfeus sørgede så meget over tabet af hende, at han fik lov at komme ned i Dødsriget og hente hende. I Dødsriget lykkedes det ham at overbevise Hades om, at Eurydike skal frigives. Der var dog én betingelse: Han må ikke se på hende på vejen op. Orfeus kan ikke lade være med at se på hende, så hun opløses, så han mister hende for evigt. Det er en myte med en stor kærlighedsfortælling om både den ultimative kærlighed, men også hjertesorg, og fortællingen udfordrer vores tanker og lyster til kærligheden.

Myten har været kilde til mange musikværker og operaer, og København kan da også byde på flere versioner her i foråret. Denne eftermiddag kan vi opleve Joseph Haydns opera som koncertversion i Konservatoriets koncertsal med Danmarks Underholdningsorkester og dirigent Adam Fischer.

Adam Fischer er anerkendt verden over som en af de fineste fortolkere af Haydns musik. Det mærker man også denne eftermiddag, hvor orkestret spillede vidunderligt, og man havde lyst til ”bare” at lukke øjnene og gengive sig til musikken. Musikken rummer hele spektret fra den lyse kærlighed og ditto håb, den grå dysterhed og til det helt mørke forfald, hvorfra der ingen vej er tilbage.

Operakoncertformatet gør, at scenografien er minimal. Det gør ikke noget. Vi behøver ikke det store sceniske udtræk. Handlingen og sangerne kan bevæge sig mere frit, og det er dér fokus er. Instruktør Birgit Kajtna skaber også stadig en nærværende og stringent fortælling, hvor dramaet og sam- og modspillet mellem Orfeus og Eurydike er i fokus.

Vi fornemmer den store kærlighed og de underliggende lurende farer, og ved hjælp af enkelt og stemningsfyldt lyssætning fornemmer vi hele tiden fortællingens sindsstemninger.

Solisterne har perfekt fat om kærlighedshistorien. Emöke Baráth giver os en flot, velsunget Eurydike, hvor både uskylden, naiviteten og den store kærlighed viser sig. Heroverfor giver Kenneth Tarver både en styrke og elegance og en fortvivlelse og forvitrende skønhed til Orfeus, som prøver at opnå den store kærlighed, men må give fortabt. Der er heller ikke en finger at sætte på Alicia Amo og David Jerusalems præstationer. Solisterne suppleres fornemt af det store kor fra Malmö Operakor. Koret giver både nænsomhed, men også en stor pondus til historien.

Denne version af Orfeo Ed Euridice er en smuk, men samtidig grum fortælling om den ultimative kærlighed, som har svære kår. Orkestret under ledelse af Adam Fischer er velspillende, og musikken er en fryd for ørerne. Sammen med en veloplagt og stringent opsætning samt gode solister og et ditto operakor bliver denne eftermiddag en smuk hyldest til den umulige kærlighed. Bravo! Haydns version af sagnet om Orfeus og Eurydike er samtidig en god indgang til klassisk musik for ”nybegynderen”, og den viser os, at klassisk musik bestemt stadig kan fange os.

Danmarks Underholdningsorkester

Konservatoriets Koncertsal, Julius Thomsens Gade 1, 1974 Frederiksberg C

Spilleperiode: 21. januar 2023

Spiller også den 24. januar 2023 på Theater an der Wien, Østrig

Set den 21. januar 2023

Fotos: Danmarks Underholdningsorkester, Toke Bjørneboe

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Malmö Operakor, Emöke Baráth, Alicia Amo, Kenneth Tarver og David Jerusalem

Orkester: Danmarks Underholdningsorkester

Chefdirigent: Adam Fischer

Komponist: Joseph Haydn

Instruktør: Birgit Kajtna

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *