Anmeldelse: Over Vadehavet, Teatret Svalegangen (“Teatret”)

Af Josephine Rued Sørensen
Over Vadehavet er en smuk musikalsk forestilling om frihed, vilje, etik, rejsetrang og ikke mindst naturens og fulgenes skønhed. Stykket, som har skelet til Steen Steensen Blichers digtsamling Trækfuglene, handler om tre konkurrerende fuglekiggere: formanden Heike Iversen (Uta Motz), hendes søn og assistent Frikke (Jens Kepny Kristensen) samt Iversens største konkurrent Rigmor Gram (Anna Ur Konoy). De tre fuglekiggere har hvert deres syn på ikke bare fuglekiggeriet, men også på livet, og de har hver deres udstråling, temperament og væsen.

Heike Iversen, som, med hjælp fra sin søn Frikke, gentagende år har sikret sig førstepladsen ved de seneste fugleoptællinger, er en ældre dame med et idealistisk og enkelt syn på mennesket og verden. Hun er overbeskyttende over for sin søn Frikke og forsøger at fraholde ham fra at ”flyve fra reden”. Senere i stykket kommer det frem, at Frikke ikke er Iversens biologiske søn, hvilket kunne forklare Iversens fastholdelse. Frikke blev i sin tid ladt i Iversens varetægt af et rejsende par, som aldrig vendte tilbage igen for at hente ham. Frikke selv er mere stille af karakter med hang til autistisme. Han er utrolig dygtig til at spotte fugle og er blevet helt opslugt af en særlig bogfinke, som han har navngivet Frida. Da Frida – måske – ikke længere er til at finde, længes han mod fjernere kyster men holdes tilbage af Iversen.

Rigmor Gram, derimod, er mere snaksaglig, skeptisk og temperamentsfuld af natur. Hun vil for alt i verden gerne slå Iversen i at have flest forskellige fuglearter på sin liste. Gram længes også mod fjernere kyster end Vadehavet og forsøger ihærdigt at overtale Frikke til at tage afsted. Som stykket udvikler sig, går snakken gradvist længere væk fra fuglearter og ringmærkning og mere over i en diskussion om etik, fornuft, frihed, samt hvorvidt mennesket egentlig besidder en fri vilje.

En stor ros til Jens Kepny Kristensen, som har skrevet teksten, og Hans Rønne, som har instrueret, for at drage så fine og gnidningsfrie paralleller mellem fugl og menneske i stykket. Symbolismen og de overførte betydninger formår at fremstå tydelige uden at virke påtagede. Da snakken på scenen blev mere filosofisk, kom jeg som publikummer selv til at fundere over forholdet mellem fugl, natur og menneske samt trangen til at sprede vingerne og flyve som en fri fugl. Stykket minder én om det smukke og fine ved naturens rolige og harmoniske umiddelbarhed men også om den inderlige længsel mod frihed, som den efterlader.
Gitte Baastrups simple scenografi og iscenesættelse, som blot består af en rund træbro i forskellige højder, et par kikkerter, et tæppe, en rygsæk og to paraplyer er alt, hvad der er nødvendigt for at understøtte det formidable skuespil, som finder sted på scenen. Alle tre skuespillere har en helt særlig evne til at gøre scenen levende samt skabe fugle, natur og rum, hvor der ikke fysisk er noget. Det bliver som publikummer nemt at forestille sig de simulerede fugle, takket være skuespillernes timede bevægelser og mimik.
Med deres forskellige og karikerede karakterer, lykkes Anna Ur Konoy, Jens Kepny Kristensen og Uta Motz på nærværende vis med at skabe en dynamisk, kær og humoristisk trekløver. Kostumerne, som holder sig til de naturlige og dæmpede farver som grå og brun, er med til at skabe et enkelt og afdæmpet udtryk. Dette medvirker også til at give skuespillet endnu mere plads til at fylde. De musiske indslag, komponeret af Uta Motz, fra skuespillernes trestemmige harmonier var med til at skabe dynamik i stykket og fungerede rigtig godt i overensstemmelse med stykkets plot.

Jeg er spændt på at se mere fra Hans Rønne, Anna Ur Konoy, Jens Kepny Kristensen og Uta Motz, hvis fremtidens indhold byder på lige så vellykkede forestillinger som denne. Alt i alt var det en ren og skær fornøjelse at se Over Vadehavet. Det er en typisk Rønne’sk forestilling med tanker, klogskab og underfundighed – tilsat en fin tekst af Jens Kepny Kristensen.
”Teatret” og Hans Rønne
Teatret Svalegangen, Ny sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 25. september-16. oktober 2021
Forestillingen spiller herefter den 19. oktober 2021 på Randers Teater og den 25.-26. oktober 2021 på Team Teatret i Herning
Set den 6. oktober 2021
Fotos: Per Pedersen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.teatret.dk/overvadehavet
Medvirkende: Anna Ur Konoy, Jens Kepny Kristensen og Uta Motz
Dramatiker: Jens Kepny Kristensen
Instruktør: Hans Rønne
Instruktørassistent: Agnes Pallesen
Komponist: Uta Motz
Tekniker: Poul Jepsen
Scenograf: Gitte Baastrup
Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod