Anmeldelse: Pippi Langstrømpe, Folketeatret (turné)

Anmeldelse: Pippi Langstrømpe, Folketeatret (turné)

Af Julie Vad B. Madsen

”Her kommer Pippi Langstrømpe tu-la-hop, tu-la-hej, tula-hop-sasa” og det gjorde hun. Folketeatret giver os en moderniseret udgave af Pippi Langstrømpe, som tilsætter ensomhed og savn til den farverige, livsglade, eventyrlystne Pippi vi alle kender, og elsker, og viser, at selvom man er verdens stærkeste, så kan man godt savne sine forældre.

Jeg tror man får svært ved at finde et barn, som ikke er bekendt med Astrid Lindgrens historier om Pippi Langstrømpe. Og selvom den rødhårede heltinde selv har en del år på bagen efterhånden – hun blev skabt i 1945 – så er hun ikke mindre aktuel hos børn i dag. Fortællingerne er sågar kommet på Unescos liste over bevaringsværdige, kulturelle værker i 2005. Folketeateret kaster sig derfor ud i noget af en klassiker, når de opsætter Pippi Langstrømpe – og det slipper de rigtig godt fra.

Det røde hår, de strittende rottehaler, det farverige, uortodokse tøj og farverige hus er lette kendetegn for historierne om verdens stærkeste pige. Og det er tydeligt, at de kendetegn går lige ind hos publikum, hvor alle børn i salen ved nøjagtigt, hvem de ser på scenen. Men Folketeateret tilføjer også en følsom dybde gennem Pippis aftenritual med at sige godnat til sin mor i himlen og far på havet. Det bliver tydeligt, at Pippi savner sine forældre, især når hun kigger på Tommy og Annika og ser, hvordan en kernefamilie ser ud.

Det er hjerteskærende at høre et barn – uanset om det er verdens stærkeste eller ej – sidde hver aften og fortælle sin mor i himlen om sin dag, hvad hun var god til, og hvad hun skulle blive bedre til, og slutte af med: ”Du skal ikke være bange mor, for jeg klarer mig jo altid.” For så derfra at sige godnat til sin far på havet, med større og større bitterhed, fordi han ikke kommer og henter hende, og et ”Godnat, hvor end du er.” Det er rørende, og det viser børn, at det er okay, at savne sine forældre.

Pippi har i årtier været billedet på børne-power, fantasi og selvstændighed, men Folketeatrets tilføjede dybde er et frisk og vedkommende pust, og giver vores alle sammens Pippi et ekstra lag, uden at tage fra hende, at hun er verdens stærkeste. Det dybere lag har måske altid været der, men det er ikke et jeg husker fra min barndoms film om Pippe, så om ikke andet, er det blevet tydeligere i dag med Birgitte Næss-Schmidt bearbejdelse, at barnet Pippi bærer for meget for de voksne, fordi de får låst sig fast i en kedelig, uinspirerende hverdag og mangler fantasi.

Kostumerne får en stor betydning i karakterernes individualitet, frihed og fantasi. Alle karaktererne – undtagen Pippi – starter i ens tøj i brune farver og med ens frisurer, men efterhånden, som Tommy og Annika lærer af Pippi bliver deres tøj mere og mere farverigt. Også forældre, læreren og frøken Pusselusk får farverigt tøj til sidst.

Siw Ulrikke Maibom yder Pippi retfærdighed med de røde fletninger, fra de søde sange og skøre danse til den eftertænksomme Pippi, inden hun skal sove. Maibom slipper både afsted med at løfte en hest, drive læreren til vanvid, danse på bordene og være en god ven for Tommy og Annika, på den helt rigtige Pippi-maner. Maibom formår både at få Pippis livsglade, sorgløse væremåde, til at spille sammen den mere sårbare barn, der savner sine forældre. Pippi får på scenen selskab af hesten Lille Karl og aben hr. Nielsen. Pippis to venner, er så overbevisende lavet, fra flot udtryk, til veludførte bevægelser, hvor hr. Nielsen svinger sig adræt omkring og Lille Karl galopere, at man glemmer, at det er to skuespillere, der bringer dem til live. De er begge nonverbale, men viser, at man ikke behøver at tale, for at være fremtrædende på scenen.   

Der er tale om en turneforestilling, så scenografien er meget enkel, men Benjamin la Cour udnytter, hvad han har. Med den roterende scene, som kan lede os fra Pippis farvestrålende hjem, hvor væggene er stribede gule, blå og pink, til det beige liv hos alle andre. Hvert sted vi kommer hen repræsenteres ved et dukkehus midt på scenen. Der er det gule Villa Villekulla, skolen og Tommy og Annikas hjem, og det fungere. Og Pippis farver smitter helt af på omverdenen, efter at Sørøverskibets stævn er lagt til land, og Pippi er blevet hel, ved at have fået sin far hjem.

Hele forestillingens seriøse side med forældresavn forsvinder dog til sidst, fra det ene øjeblik til det andet, hvor Pippi vælger ikke at sejle med sin far, men at forblive alene i Villa Villekulla, men tæt på Tommy og Annika. Dette fjerner lidt af de vigtige pointer, forestillingen har bygget op til, men da det er en børneforestilling, gør det nok ikke så meget.

Pippi Langstrømpe er en sød og rørende forestilling, som er fyldt med musik, skør dans og grin, men også et dybere savn efter forældre. Den er absolut et besøg værd, især for de allermindste.

Folketeatret (turné)

Folketeatrets Turnéscene, Hvidkildevej 64, 2400 København NV

Spilleperiode: 7. oktober-12. december på turné gennem Danmark

Set den 5. oktober 2021 (pressevisning)

Fotos: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/pippi-langstroempe/

Medvirkende: Siw Ulrikke Maibom, Jacob Weble, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Tanya Lund Andersen, Albert Stein Ankerstjerne, Morten Christensen, Pernille Schøder, Linea Høeg Olsen, Jeppe Kaas Vad og Linette Stampe Christensen

Af: Astrid Lindgren

Dramatiseret af Jonna Nordenskiöld

Musik af Georg Riedel og Jan Johansson

Instruktion og bearbejdelse: Birgitte Næss-Schmidt

Oversættelse og Bearbejdelse: Ninette Mulvad

Scenografi: Benjamin la Cour

Kapelmester og arrangør: Anders Ortman

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *