Anmeldelse: Ping Pong, Folketeatret (Sjællands Teater, FAIR PLAY)
Af Christian Skovgaard Hansen
Bordtennisbolden suser gennem luften, inden den laver sit nedslag på den ene banehalvdel for straks efter at komme i spil igen. Nogenlunde lige så turbulent har livet været for de to unge knægte Sander og Noah. De to har ikke haft verdens letteste barndom, så de er blevet fjernet fra deres familier, og de er nu blevet anbragt på en institution. De er i den sårbare alder, og de kæmper begge med at finde deres plads i livet. De er nok så forskellige, men alligevel også så ens, så de bliver bedste venner på institutionen.
Sjællands Teater, Teater Fair Plays ungdomsforestilling med den meget sigende titel Ping Pong omhandler netop de to knægtes liv, alt imens de forsøger at finde sig selv og deres egen identitet. På en og samme tid er de nok nærmest kastebolde i systemet, men de finder også en ro og et sammenhold i netop et spil ping pong. Ping Pong fokuserer på de to knægte som et sobert og ærligt portræt af to unge mennesker på kanten af samfundet. Deres liv er skrøbeligt, men hvis man griber det rigtigt an, kan de stadig finde en ro og deres egen plads i samfundet. Ifølge teatret var knap 12.000 børn og unge i alderen 0-22 år i 2019 anbragt uden for hjemmet. De børn og unge får nu en stemme.
Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel har researchet om emnet, og på den måde har de skrevet et på en og samme tid dynamisk og underholdende manuskript, som heldigvis også formår at rumme det alvorlige emnes barske virkelighed. Kjøllmoen har omsat teksten til en engageret og powerful iscenesættelse, som får flot hjælp af Rebekka Lunds ditto koreografi.
Den er sammen med scenografien af Kjøllmoen i samarbejde med Jakob Ebbe med til at skabe en frisk og nødvendig distance til det alvorlige emne, og det hele giver sammen med de til tider mange flyvende bordtennisbolde os et hint til de flyvende tanker, som de to unge knægte har. Samtidig bliver scenografien, som alene i store træk består af et bordtennisbord, på den måde en anderledes og ikke mindst smart med- og modspiller.
Undervejs får vi heldigvis meget mere end blot et portræt af to utilpassede unge. Vi oplever brudstykker fra deres liv og verden, hvor kærligheden og normaliteten i familielivet er erstattet af det ene svigt efter det andet. Løfter bliver brugt gang på gang, og børnene – igen – bliver taberne.
Familierne kan ikke styre de to unge – og spørgsmålet er, om systemet egentlig er gearet til det i stedet. Det er skræmmende at være vidne til, hvordan børnene bliver kastebold rundt i systemet, og hvor den ene sagsbehandler afløser den anden i et afsindigt tempo, og hvor den ene af de to nærmest tvinges på weekend hos den alkoholiserede mor, som han netop har opgivet på grund af svigtene. Det skyldes formentlig ikke ond vilje, at sagsbehandlerne ikke formår at hjælpe, men det er nok nærmere et symptom på et system, der ikke fungerer. Og spørgsmålet er, om det egentlig er drengene, der er problemet – eller noget helt andet. Det er barskt, men der peges ikke fingre.
Janus Elsig og Mads Emil Duelund Hansen spiller de to knægte, som nok på overfladen er så forskellige, men som begge gemmer på usikkerheden og skrøbeligheden under facaden. Elsigs Sander er både kæk og fremme i skoene, når munden ikke står stille på ham, men vi aner, at der gemmer sig en sårbarhed bag ordene. Duelund Hansens Noah er mere mut og stille som den nye dreng på institutionen. Han har meget med i bagagen, og bag facaden gemmer sig både en smerte og en vrede efter de mange svigt i hans korte liv.
Deres samspil er fremragende og ærligt, og de formår at give et troværdigt og rørende portræt af de to udsatte unge. Vi følger deres kamp i livet, og vi er – heldigvis – vidner til, når de formentlig for første gang i livet nærer oprigtig tillid og venskab til et andet menneske.
Ping Pong er underholdning, men det er samtidig en begavet kommentar om at være ung og at være anbragt på en institution. Ligesom andre af teatrets ungdomsforestillinger tør den tage fat i et svært emne og omsætte det til nærværende og begavet teater, som samtidig leveres med et glimt i øjet. Forestillingen taler til særligt den primære målgruppe for forestillingen, altså de unge, så de får noget med hjem i bagagen uden, at det bliver belærende eller dømmende. Livet kan måske alligevel noget godt!
Sjællands Teater, FAIR PLAY
Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 25. oktober-3. november 2023
Forestillingen spiller på turné rundt i landet og slutter hjemme i Holbæk den 10.-11. november 2023
Set den 1. november 2023
Fotos: Thomas Petri
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
og
Medvirkende: Mads Emil Duelund Hansen og Janus Elsig
Manuskript: Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel
Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen
Lyddesign: Johannes Smed
Koreografi: Rebekka Lund
Lysdesign: Oskar Sass
Kostumer: Helle Birkholm
Scenografi: Leiv Arne Kjøllmoen i samarbejde med Jakob Ebbe
Lysdesign, teknik og værksted: Jakob Ebbe
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod