Anmeldelse: Premiere, Aarhus Teater

Anmeldelse: Premiere, Aarhus Teater

Af Lea Damgaard

 

Der venter publikum en speciel oplevelse på Aarhus Teater i øjeblikket. Med en billet til vandringsforestillingen ’Premiere’ får man nemlig både et smugkig i teatrets medarbejderlokaler og en forestilling. Det er en sjov oplevelse, hvis man er nysgerrig på teatret som rum og arbejdsplads, men man skal nok også være udstyret med en vis forkærlighed for sæbeoperaens intriger.

14_at_premiere_foto-rumle-skafte-mindsket

Jeg har fået udleveret en grøn keyhanger, og det betyder, at jeg skal følge Anna Sofie (Anna Sofie Fredslund). Karakteren og skuespilleren hedder det samme og lige som Anna Sofie Fredslund, er Anna Sofie i ’Premiere’ også elev fra skuespillerskolen og de sammenfald mellem karakter og skuespiller er et valg, der har givet ’Premiere’ genrebetegnelsen ”pseudo-dokumentarisk”.

I de forskellige grupper følger vi hver vores skuespiller i arbejdet med at opsætte forestillingen ’Hvem er bange for Virginia Wolf?’ og er både med til arbejdet og til diverse konfrontationer og intriger mellem skuespillerne bag scenen. Det er en ret sjov idé, og det er spændende at se Aarhus Teater backstage.

Premiere1 rumle-skafte-mindsket

Anders (Anders Baggesen) giver den som overprætentiøs instruktør, som på en gang vil have det til ”at regne med Reumerter” og samtidig overhovedet ikke har gennemtænkt sit projekt. Det giver noget ret morsomt til forestillingen, samtidig med at hans bulderbasse-fremtoning gør ham skræmmende og utilregnelig. Man bliver nysgerrig på, om hans gruppe mon har lært mere om hans bevæggrunde. Men man må leve med, at ’Premiere’ ikke giver noget særligt kendskab til de karakterer, som man ikke følger.

Anna Sofie kommer i den uheldige situation, at hun ikke får en rolle, der kan vise hendes skuespillerevner. Hendes utilfredshed giver konfrontationer med både instruktøren Anders samt kollegaen og rivalinden Anne (Anne Plauborg). Men det er desværre her forestillingens fortælling kommer til at minde om en sæbeopera.

Premiere2 rumle-skafte-mindsket

Anna Sofies konflikt opstår, fordi hun er naiv – og tilmed mere naiv end de fleste. Hendes efterfølgende opførsel og reaktionsmønster virker på samme måde skruet op for dramatikkens skyld, og fordi det fører fortællingen frem. Det gør det desværre svært at se Anna Sofie som mere end en rimelig flad karakter i en letbenet fortælling.

’Premiere’ er en forudsigelig historie, med til tider lidt for søgte adfærdsmønstre hos karaktererne, og man skal kunne holde ud, at de karakterer, man ikke følger, stort set forbliver ukendte. Men kan man leve med det, er ’Premiere’ en sjov og anderledes måde at gå i teatret på.

 

Aarhus Teater, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode 24. maj -17. juni 2017

Set den 24. maj 2017

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1617/premiere/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *