Anmeldelse: Proof, That Theatre Company
Af Laura Munk Christensen
Æblet falder ikke langt fra stammen, vel? Ligner vi nogle gange vores forældre mere, end vi egentlig har lyst til? Og kan det måske være en god ting?
At minde for meget om sin far er i hvert fald Catherines største frygt. Hendes far, Robert, er netop død, og han skal nu begraves. På Catherines fødselsdag. Robert var både et matematisk geni og psykisk syg. Catherine har arvet sin fars matematiske evner, men hun er bange for, at sygdommen er røget med i købet. I dagene omkring hans begravelse mødes hun med sin søster, Claire, der er noget stort i New York og som ellers aldrig vender hjem til Chicago for at se familien, og Hal, en af Roberts tidligere studerende, der nu selv er blevet matematiker. Gennem samtaler og selvgranskelse undersøger Catherine sig selv. Er hun som sin far? Og hvis ja, hvad betyder det så for hende?
’Proof’ er en fortælling om familie, kærlighed og håb. Den henvender sig til et bredt publikum. Alle med en familie vil faktisk kunne få noget af denne forestilling. Jeg så den selv med min far, og vi havde nogle interessante diskussioner bagefter.
Det er en ægte forestilling. Den er opført på originalsproget engelsk med et prisvindende (så absolut fortjent) manuskript af David Auburn. Scenen er enkel, kostumerne ligeså. Det vigtige ligger i teksten. Replikkerne og karakterernes interaktioner med hinanden.
Et af de centrale temaer i historien er ligheder og forskelle. De to søstres lighed i at ville tage sig af familien, men samtidig deres vidt forskellige måder at gøre det på. Catherines intellekt inden for matematik, der tydeligt slægter hendes far på, men samtidig den diametrale modsætning i deres holdning til, hvad denne viden skal bruges til, og om den overhovedet er værd at bruge. Hele tiden kan karaktererne både bindes sammen og skilles ad af disse faktorer. Man kan nærmest kalde det en kontrastforestilling.
Et dygtigt hold af skuespillere har fortolket teksten. Især Ian Burns, der spiller Robert, Catherines far, gjorde et stort indtryk på mig. Han besidder en naturlighed og forståelse for karakteren, der gør det svært ikke at blive tryllebundet af hans skuespil. Desværre er han ikke nær så meget på scenen som de andre skuespillere, og jeg savnede personligt hans tilstedeværelse.
Dog er jeg også nødt til at påpege et par ting, der trækker stykket i en knap så lovprisende retning. Selvom skuespillerne generelt var et solidt hold, var der én, der simpelthen ikke kunne følge med de andres indlevelse og naturlighed. Det drejer sig om hovedrolleindehaveren, Isabella Orlowska. En del af hendes følelser og handlinger virkede underligt påtagede, som om hun ikke var ligeså meget inde i karakteren, som de andre skuespillere. Denne følelse forstærkes kun af, hvor blændende resten af holdet klarede sig. Orlowska var på ingen måde elendig eller ødelæggende for selve forestillingen. Hun var bare ikke helt på niveau med de andre, og det er synd.
En anden lidt ærgerlig ting var nogle få steder i stykket, hvor handlingerne simpelthen virkede umotiverede eller malplacerede. Jeg vil naturligvis ikke spolere plottet for potentielle publikummere, men blot nævne, at handlingen ikke altid virker helt naturlig.
Desuden tager forestillingen ikke mange chancer. Den er sikkert og solidt udført, men den er ikke udfordrende eller nytænkende inden for sin genre. Dette er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, hvis man ikke er til den slags.
Men jeg må alt i alt sige, at ’Proof’ er en både filosofisk, tankevækkende, morsom, sørgelig og interessant fortælling. Hvis man vil have en forestilling med eftertanke, men ikke nødvendigvis specielt særligt eller anderledes, så er ’Proof’ perfekt.
Gæstespil: That Theatre Company
Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø
Spilleperiode: 19. oktober–19. november 2016
Set den: 19. oktober 2016
Foto: That Theatre Company
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.krudttonden.dk/26101.1626/PROOF
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod