Anmeldelse: Puntila, Det Kongelige Teater

Af Jonas Gudmand

 

‘Puntila’ er et virkeligt originalt stykke, der er værd at se for alle teaterinteresserede mennesker. Jeg føler, at det er en byggesten til sin almene teaterdannelse. Og det smukke ved at danne sig som et teatermenneske er, at du også opbygger dig selv som menneske.

 

Den verdenskendte tysker Bertolt Brecht (1898-1956) var i sin tid med til at skrive manuskriptet til forestillingen over en finsk forfatterindens fortællinger. Da det blev skrevet boede han i eksil i Finland, da de tyske myndigheder ville have fat i ham, pga. at han var erklæret kommunist. Før hans finske ophold nåede han faktisk at bo i eksil i Danmark i seks år.

 

 

 

Det er altså storslået at have skabt en karakter, der har et sindelag, der er vittig, kærlig og lydhør, når han er spritstiv – for så at blive uempatisk og ubehagelig, når han bliver ædru. Det ejendommelige er så, at Hr. Puntila selv fortæller som fuld, at han afskyr sig selv, når han er ædru.

 

Han ytrer f.eks. en af de mest overraskende replikker, jeg nogensinde har hørt: “Det rammer mig mindst en gang i kvartalet. Jeg vågner op og er med ét sanseløst ædru – og der bliver jeg så ubehagelig tilregnelig.”

 

Selve historien er stærk, når jeg har haft tid til at lade den simre i mig. Lige efter forestillingen var jeg ikke ikke helt sikker på, hvad jeg skulle tænke om, hvad det hele havde givet mig. Men der er noget rigtig fint over, at Hr. Puntila flygter fra virkeligheden igennem sit alkoholmisbrug, fordi han der finder noget glæde ved livet. Det er tragisk at lige så snart, at han er ædru og kan se rationelt på alt, er han en meget vred mand.

 

Så måske er en gedigen virkelighedsflygt i ny og næ ikke så ringe endda.

 

Forestillingens slagside er, at den varer intet mindre end tre timer inkl. pause, og det mener jeg ikke, at iscenesættelsen af denne historie helt kan bære. Der er sikkert rigtig meget godt at hente for den øverste kulturelite, men for at os andre dødelige tror jeg altså det bliver for meget. Specielt 2. akt rummer nogle langtrukne scener, hvor jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor de er med, fordi de for mig ikke bidrager det store til Puntila-fortællingen og kan blive lidt kedelige til tider.

 

 

Men selv om at forestillingen føles for lang, er det ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. For i al den spilletid får du lov til at opleve nogle vidunderlige skuespillerpræstationer.

 

Olaf Johannessen spiller hovedrollen Hr. Puntila, og det er noget af det mest overbevisende, jeg har set. Han rammer en troværdighed både når Hr. Puntila er smadrende fuld, og når han er ædru – med alle de nuancer det indebærer.

 

Hans datter er spillet er Johanne Louise Schmidt, som jeg tidligere beundrede I ‘Visen Om Sidsel’ på Grønnegårds Teatret. Søreme så om hun ikke endnu engang har skabt en vældig original karakter, som jeg ikke tror mange danske skuespillerinder vil kunne leve op til.

 

Søren Sætter-Lassen er med som dommeren Fredrik, der ikke har den største rolle, men han udfylder alligevel scenen med hans skarpe sceniske nærvær. Han er verdens største lille mand, når han spiller. Se Puntila bare for at se dommeren prøve at rejse sig op i scene 1, hvor dommeren og Hr. Puntila har været på druk i to dage.

 

Lars Ranthe er med i en stor rolle som Hr. Puntilas chauffør Matti. Hr. Puntila repræsenterer overklassen, fordi han er godsejer, og Matti repræsenterer arbejderklassen. Der er en stor scene, hvor Hr. Puntilas datter prøver at overbevise Matti om, at de skal giftes på trods af deres sociale ophav. Jeg tror, det er meningen, at jeg skulle forbløffes over Lars Ranthes udbryd og iver for at forsvare sin karakters integritet. Men jeg er egentlig bare mest ligeglad lige der – desværre.

 

 

 

Det er Staffan Valdemar Holm, der har iscenesat forestillingen, og det er imponerende, som han har fået mange af skuespillerne til at skinne igennem med deres karakterer. De må have haft et fantastisk prøveforløb. Det skær dog i mine øjne, at Anuresh Rattan ikke slipper heldigt afsted med hans karakter ‘Attachéen’, der i starten af stykket er udset til at skulle ægte Hr. Puntilas datter. Der manglede noget sandfærdighed. Med til historien om Anuresh skal nævnes, at han i denne forestilling har været i praktik som skuespillerelev.

 

Jeg må rose Bente Lykke Møller, der har stået for scenografien og kostumer. Scenerummet er skabt i en kæmpe kasse af træplader, der undervejs krakelerer, som når Hr. Puntila sparker sig vej gennem scenografien, eller når han kører den ned med sin bil. Det fungerer godt med scenografien, fordi jeg må bruge min fantasi til at udfylde scenerummet. Og når selvsamme kvinde også har stået for nogle autentiske kostumer, så aftjener det respekt.

 

Hvis du i forvejen elsker teater, så er dette et must see alene pga. Olaf Johannesen og originaliteten i skabelsen af karakteren Hr. Puntila, som Bertolt Brecht i sin tid var med til at kreere.

 

 

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

 

Spiller til d. 27. februar 2016

 

Set d. 28. november 2015

Fotos: Klaus Vedfeldt og Signe Roderik

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/puntila/

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod