Anmeldelse (re-anmeldelse): Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater

Af Ida Spedtsberg
Ingen jul uden balletjuvelen over dem alle – Nøddeknækkeren. Og heller ikke dette år på Det Kongelige Teater, hvor den velkendte forestilling spiller intet mindre end 29 gange inden jul. Og det er da også en usandsynlig hyggelig oplevelse at sidde i den halvmørke sal og spændt vente på koreografen Balanchines julemirakel sammen med både store og små.
Den utålmodige rykken-rundt-i-sæderne stilnes så snart musikken spiller, og herefter står den på 2 timers fortryllende underholdning i et overdådigt juleunivers, hvor Marie møder alt fra den snedige musekonge og Hr. Drosselmeier til den glitrende Sukkerfe og hendes mange venner i Slaraffenland. Balletten indeholder ikke de store spændingsmomenter, men dens eventyrlige handling trækker os ind i en kærkommen verden af begejstring og nostalgi, som rører noget i os alle. Og vi mærker snefnuggene dale helt ned i vores maver og lægge sig som en tung, hvid juleglæde. Læs mere om ballettens handling her i vores anmeldelse fra 2017.

Det er formentlig derfor, at mange familier har tradition for at se forestillingen sammen hvert år. Og formentlig også derfor, at Det Kongelige Teater melder mere eller mindre udsolgt på alle 29 forestillinger. En flot bedrift, der glæder en kulturelsker som jeg.
De mange forestillinger giver også mulighed for at opleve et stort udvalg af cast. Her afprøves upcoming dansere i større roller, erfarne dansere i nye konstellationer og ikke mindst balletbørnene, som hvert år er inddraget i hele forestillingen, som vi har tradition for i Danmark.

Nøddeknækkerens helt store hovedparti, Sukkerfeen og hendes kavaler, blev denne aften danset af korpsdanser Eukene Sagues og solodanser Guilherme de Menezes. Begge yngre dansere, der har gjort det fremragende på teatrets scene de seneste år. Eukenes debut som sukkerfe var mild og varm og med særlig kant i solopartierne – og selvom den stadig var lidt upoleret, så er der mange sukkerfeer i hende endnu. Guilherme imponerede med høje spring og grounded stabilitet i de svære pas de deux’er.

Derudover bør særligt Camilla Ruelykke Holst, som glitrende dugdråbe, Joscelyn Dolson, som mystisk kaffe, og Jón Axel Fransson, som Hr. Drosselmeier, fremhæves for høj teknisk kvalitet og stor indlevelse. På børnefronten havde vi fornøjelsen af Viva Schaap som Marie – en rolle hun udførte ekstremt flot med stor dramatik og sans for de små mimiske detaljer. Hende glæder jeg mig til at følge. Også Otto Scholte brillerede som en rank og alvorlig prins.
Men alt i alt skal den største applaus lyde til de mange korpsdansere, der som helhed skaber julemagi og små morsomme øjeblikke i alt lige fra balscener til snestorme. Det kræver noget helt specielt at gå på scenen så mange aftenener i streg og formidle julens glæder – også selvom man ikke står forrest i spotlightet. Bravo til dem og bravo til en juleklassiker, der stadig holder mange år senere.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode: 26. november-21. december 2022. Herefter på turne til Musikhuset Aarhus den 29. og 30. december 2022
Set den 27. november 2022 kl. 17.00
Fotos: Henrik Stenberg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/ballet/noddeknakkeren
Medvirkende: Dansere: Ji Min Hong, Caroline Baldwin, Andreas Kaas, Eukene Sagues, Guilherme de Menezes, Silvia Selvini, Mayo Arii, Stephanie Chen Gundhorph, Gregory Dean, Marcin Kupinski, Samuel Zaldivar, Jon Axel Fransson, Sebastian Pico Haynes, Alexander Bozinoff, Jonathan Chmelensky, Emma Riis-Kofoed, Holly Dorger, Camilla Ruelykke Holst, Tara Schaufuss, Carling Talcott-Steenstra, Viva Schaap, Rio Blangstrup, Otto Scholte m.fl. (forskellige hold)
Koreografi: George Balanchine
Musik: Pjotr Tjajkovskij (Nøddeknækkeren, 1892)
Scenografi og kostumedesign: Anthony Ward
Lysdesign: Anders Poll
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, Sorella Englund, Ask la Cour, Claire Still og Amy Watson samt Rose Gad og Ann Kolvig (børn)
Dirigent: Holly Mathieson
Orkester: Det Kongelige Kapel
Varighed: 2 timer inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod