Anmeldelse: Kongernes fald, Teater Nordkraft

Anmeldelse: Kongernes fald, Teater Nordkraft

Af Christian Skovgaard Hansen

I Teater Nordkrafts forestilling Kongernes fald spiddes magten og ikke mindst magthaverne. Det er højt at flyve, dybt at falde. Lige så svært det kan være at opnå magten, lige så let kan det være at miste den igen!

Magtens billede er under forvandling, og magten spiller med musklerne, så magtens relativt få mennesker fylder relativt meget. Magtens væsen handler ikke ”normalt” mere, og verden skælver, så vi ikke er sikre på, hvor magten ender. Disse mekanismer og ikke mindst mennesker bag sætter Kongernes fald under lup. Vi starter med den ultimative magt hos Gud, hvorefter der følger otte kroninger, og dermed otte mennesker, som får eller tager den ultimative magt – og alle taber den igen.

Vi bydes velkommen af et insisterende fuglekor, som er klatret ned fra træet for at give os de otte fortællinger om magt. Som prolog hører vi om Jordens allerførste magthaver, Gud, som giver magten videre til mennesket i form Adam og Eva. Herfra går det kun én vej, da mennesket generelt viser sig ikke altid at være magtens væsen voksen. Det gør sig både gældende i fiktionen, men ikke mindst også i virkeligheden.

Den første magthaver møder vi i det gamle Grækenland, hvor Kong Ødipus’ forbandelse er i fuldt flor, da hans tidligere valg har gjort, at magten falder. Meget bedre går det ikke for den nye hersker, hans svoger Kong Kreon, som forvalter magten impulsivt og outreret.

Herefter følger Shakespeares fortællinger om Julius Cæsar, Kong Richard III og Kong Lear. Julius Cæsar forræderisk dræbes af en flok senatorer, heriblandt Brutus, som også er Cæsars adoptivsøn, som har et forblændet syn på magten. ”Også du, Brutus?” (!). Richard III er den brutale konge, som ikke skåner nogen for at få og beholde magten, så Europas kongelige familie i den periode forvandles fra et slægtshus til et slagtehus. Sidst møder vi Kong Lear, hvis ønske om at lade sine børn vise sig kærlighed, så riget kan deles retfærdigt, giver et noget andet og mere grusomt resultat, end han håbede.

Meget bedre går det ikke for hverken Englands Dronning Elisabeth I, der alligevel sad længe på troen, for Frankrigs Solkonge, Ludvig den 14. eller for Adolf Hitler, som det sidste portræt.

Hele holdet bestående af Laura Kold, Thomas Nielsen, Lærke Schjærff Engelbrecht og Jakob Hannibal leverer solide præstationer i deres respektive roller. Ingen af dem kan undværes, og de leverer en sublim ensemblepræstation i deres mange forskellige magtportrætter. Svagest står Engelbrechts portræt af Hitler, men det skyldes ikke hendes præstation, men nok mere en svagere tekst her.

Generelt er teksten, som er skrevet af Nicolei Faber i samarbejde med skuespillerne og dramaturg Pernille Kragh, dog ganske velskrevet, og den står grusomt ned på netop dér, hvor det gør ondt, og dér hvor vi forfærdes. Af en eller anden grund er det åbenbart sjældent det gode, som magten giver os. Faber har stringent iscenesat forestillingen, så magtens problemer står knivskarpt og helstøbt.

At ikke meget har ændret sig siden Gud og antikken, indser vi til slut, hvor en lydcollega over dagens – både nyligt tidligere og nuværende – viser os, at magtkampene stadig eksisterer. Disse magthaveres kampe er måske ikke helt så blodige og grusomme, som dem, som vi får portrætteret i Kongernes fald, men det viser os i hvert fald, at magten altid vil have en stor plads i samfundet.

I en tid med fake news, diskussioner om magtfuldkommenhed, storpolitiske kriser og med spørgsmål om, hvad der er en retsstat værdig, er et fokus magthaverne og ikke mindst deres forskellige veje til magten lige i øjet.

Magtfortællingerne skræmmer os, de minder os også om, at der trods alt også findes gode magthavere og ledere. Lad os håbe, at det også vil forblive sådan, og at hverken de, vi eller samfundet forfalder til magtspillets onde. Lad både kommende og nuværende magthavere se Kongernes fald, så de kan se, hvilke veje de ikke skal gå.

Udyret i magten illustreres fornemt i de medvirkendes masker og klør, alt imens man dog kan genkende mennesket bag. Men magtens forvandling fornægter sig ikke! Christian Albrechtsen har skabt den lyse scenografi, som også består af det imponerende træ, som står midt på scenen, og som for størstedelen bruges begavet. Kravler man op i træet i kampen for magten, kan vejen ned være noget hurtigere og mere ubehagelig end vejen op!

Kongernes fald bliver derfor samlet et både imponerende, men ikke mindst grusomt og skræmmende portræt af magten, og den viser os, at magthavernes kampe ikke alene hører fortiden til. Er der magt, vil der for altid være kampe. Mon det kan ændres? Det vil kun tiden kunne vise os… Man kan dog have et håb om en mere fredelig verden!

Teater Nordkraft, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 26. november 2022-6. januar 2023

Set den 26. november 2022

Fotos: Martin Høyer

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Laura Kold, Thomas Nielsen, Lærke Schjærff Engelbrecht og Jakob Hannibal

Instruktør: Nicolei Faber

Scenograf: Christian Albrechtsen

Manuskript: Nicolei Faber i samarbejde med skuespillerne og dramaturg Pernille Kragh

Dramaturg: Pernille Kragh

Lysdesign: Mads Eckert Hermansen

Lyddesign: Jonas Hvid Brimer

Scenemester: Mikkel Munk Iversen

Teknikker: Christian Steen Møller

Skrædder: Parnuuna Thornwood

Masker og kløer: Small Space Studio

Varighed: Ca. 1 time og 25 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *