Anmeldelse: Greven fra Monte Cristo, Himmerlands Teater (Farcesyndikatet)

Anmeldelse: Greven fra Monte Cristo, Himmerlands Teater (Farcesyndikatet)

Af Christian Skovgaard Hansen

Farcesyndikatet og Himmerlands Teater tager for tiden Alexandre Dumas d.æ.’s klassiker Greven af Monte Cristo under kærlig behandling som farce.

Handlingen udspiller sig i tiden efter den franske revolution og Napoleons kejserdømme i årene 1814-38, hvor Napoleons stjerne er dalende. Den unge nyudnævnte og gifteklare kaptajn Edmond Dante stikkes som Napoleonagent af to rivaler, så han havner i celle nr. 34 på fængselsøen If.

Derfra tager dramaet fart, og ad forskellige veje kommer Dante fri og bliver en ganske rig, respekteret og alligevel mystisk mand, som imponerer omgivelserne, hvis snobberi og overdrevne interesse ikke kan stå for ham. Vi følger nu Dante, til han mange år senere har opklaret komplottet mod sig, og han har taget en raffineret hævn. Det er altså myten om den ædle hævner, der genopretter ro og orden!

Den store klassiker er omsat til 2 timers teater (inkl. pause), og selvom vi nok til en start skal gennem en introduktion til persongalleriet, er transformationen lykkes elegant og ikke mindst og bestemt ikke uvæsentligt ganske morsomt, så farcens væsen rigtig kommer til sin ret. Og selvom historien her også er ganske alvorlig, kan den sagtens bære denne transformation. Susanne Sangills instruktion hjælper også herpå, så historien flyder nemt og levende.

Persongalleriet i historien er stort – og der er kun fem skuespillere på scenen. Heraf spiller Martin Geertz endda ”kun” én rolle, om end den er stor, nemlig rollen som Dante. Han spiller Dante ganske overbevisende, og han er oprigtig i Dantes mange sindsstemninger fra glæden over desperationen, nærmende sig den store vrede, til den raffinerede, gennemtænkte hævn.

Erik Viinberg, Sune C. Abel, Ronny Sterlø og Kirstine Hedrup leverer resten af historiens mange figurer med imponerende ildhu, og der springes fornemt frem og tilbage mellem de forskellige figurerer. Der er mange figurer at holde styr på, men holdet falder aldrig igennem. De leverer alle forvandlingerne til perfektion, og de giver hver figur dens eget personlige præg.

Det hele foregår i Morten Kamuks lette scenografi, der udnytter Himmerlands Teaters forholdsvis lille scenerum ganske glimrende. Med få virkemidler ændres scenen hurtigt, og de mange ind- og udgange udnyttes fuldt ud, så vi faktisk tror på, at vi nu er et nyt sted. Læg hertil rekvisitter og kostumer, som også sidder lige i skabet.

Tempoet er højt, og for at farcen skal være rigtig morsom, kræver det en vis timing, så det hele ikke falder til jorden. Dette tempo og denne timing besidder hele holdet her! Samtidig aner vi også fornemt de bagvedliggende temaer, som her er skubbet lidt bagved, da fokusset er på det morsomme og raffinerede i hævnen, men både ondskaben, uretfærdigheden og det politiske aspekt kan genfindes.

Greven af Monte Cristo på Himmerlands Teater er derfor blevet en forestilling med både noget på hjerte, men også – og først og fremmest – som en hylende morsom farce, hvor de gode grin er garanteret. Man kan derfor trygt tage turen til Hobro.

Farcesyndikatet

Himmerlands Teater, Sdr. Kajgade 18 A, 9500 Hobro

Spilleperiode: 16. november-17. december 2022

Set den 25. november 2022

Fotos: Niels Reiter

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://himmerlandsteater.dk/program/greven-af-monte-cristo/

Medvirkende: Martin Geertz, Erik Viinberg, Sune C. Abel, Ronny Sterlø og Kirstine Hedrup

Særdeles frit efter: Alexander Dumas

Instruktion: Susanne Sangill

Scenografi: Morten Kamuk

Lyddesign og komponist: Mads Horsbøl

Lysdesign: Ise Kjems

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *