Anmeldelse: Englene i sneen, Folketeatret (Meridiano Teatret)

Anmeldelse: Englene i sneen, Folketeatret (Meridiano Teatret)

Af Vibeke Rugaard Christensen

Helt oppe under taget, i en lille bitte sal, kan man i indre København på Folketeatrets Kvisten få lov at se Meridiano Teatrets forestilling Englene i sneen. Her hvirvler sneen som et kalejdoskop og fortryller både barn såvel som voksen.

På scenen lyser en stor jordklode op, som snurrer med tiltagende hastighed. To hvidklædte engle, cellisten Lea Havelund Rasmussen og skuespiller Elise Müller, står klar til stykkets begyndelse og udstråler en eventyrlig ro, som også snart sænker sig over publikum. Giacomo Ravicchios visuelle design er eventyrligt og elegant.

Vi får fortalt et eventyr om de to søstre, Maja og Babette, som farer vild i snevejret. Herpå følger en klassisk eventyropbygning med tre prøvelser og en lykkelig slutning. Historien illustreres ved hjælp af forskellige dukketeaterscener, som kan hives ind og ud af den store runde kugle i centrum på scenen. Dette er i sig selv finurligt fundet på, men medfører at der er meget ”telling” og mindre ”showing”, fordi dukkerne er små og ikke har nogen mimik. I stedet fortælles historien af Elise Müller, som har alle replikkerne. Dette får mig til at tænke på, om man til tider lige så godt kunne have lukkede øjne – det har en lidt flad fornemmelse.

Stykket byder dog også på skøn live cellomusik, hvilket bygger stemningen op og væver fortællingen sammen. Musikken, som spilles af Lea Havelund Rasmussen, er helt klart det bærende element og den røde tråd! Selvom hun står krediteret som skuespiller, leverer hun ”kun” musikken. Det kan derfor også være lidt forvirrende, hvilken rolle hun og Müller nu har.

Delkomponenterne er ganske udmærkede, men sammenhængen mangler, og selve fortællingen bliver desværre også lidt langtrukken. Jeg er forvirret over starten, og da jeg endelig forstår historiens trivielle præmis, keder jeg mig. Der mangler simpelthen en rød tråd – og så er det overhovedet ikke særligt julet. At selve historien er lidt kedelig kunne jeg sådan set godt leve med, men kombinationen af religiøse reference; ”Jesusbarn” og tre konger, et kæmpestort projektor-øje og 70’er-agtigt dukketeater, er bare ikke særlig charmerende i mine øjne.

Efter stykket kan man få lov at lave sin egen sneengel i teaterets Kunstneriske Laboratorium. Her skal børnene have lov til at udforske forestillingen i deres eget tempo. Jeg hører flere søde børnestemmer: ”Mor, mor, må vi ikke også lave en engel?” Det er helt klart et af stykkets styrker, at man som både barn og voksen føler sig taget meget godt imod.

Meridiano Teatret

Folketeatret, Kvisten, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 25. november-18. december 2022

Set den 26. november 2022

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/englene-i-sneen/#noerregade-tickets

Manuskript, instruktion og visuelt design: Giacomo Ravicchio

Komponist: Jérôme Baur

Dramaturg: Bent Holm

Skuespiller/dukkefører: Elise Müller

Cellist/skuespiller: Lea Havelund Rasmussen

Værksted og teknik: Steen Molls Rasmussen

Video: Søren Knud Christensen

Kostumer: Hanne Mørup og Helene Thygesen

Varighed: Ca. 45 min. uden pause

Anbefales til børn fra fire år          

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *