Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Julemagien har fundet vej til Det Kongelige Teaters Gamle Scene! Det er ægte magi for børn som voksne både blandt publikum, men også på scenen – det er tydeligt. Det er George Balanchines udødelige ballet ’Nøddeknækkeren’, der er på programmet. Balletten bygger på den tyske forfatter E.T.A. Hoffmanns fortælling ”Nußknacker und Mausekönig” (1819-21), og den havde premiere i 1892 i Sankt Petersborg.
Der er inviteret til juleaften hos familien Stahlbaum, der tæller mor, far og børnene Marie og Fritz. Både børn og voksne ankommer til julefesten og også Maries elskede gudfar Hr. Drosselmeier og hans nevø. Han har en gave med til Marie – den smukkeste nøddeknækker lavet af træ. Efter festen falder Marie i søvn med sin nøddeknækker i favnen. Med et sæt vågner hun. Det vrimler med mus, der piler rundt i rummet. Alting begynder at vokse; møblerne, gaverne, selv juletræet bliver enormt! Alt i rummet forsvinder undtagen Fritz’ legetøjssoldater og nøddeknækkeren, der nu er samme størrelse som Marie.
Nøddeknækkeren og soldaterne går i krig mod musene og musekongen! Marie hjælper nøddeknækkeren ved at kaste sin ene sko efter musekongen, som nøddeknækkeren derefter dræber. En gammel forbandelse ophæves, og nøddeknækkeren forvandles til den smukkeste prins, der viser sig at være Hr. Drosselmeiers nevø.
Marie og prinsen ankommer til en skov, hvor det vrimler med snefnug. Snefnuggene fører dem mod slaraffenland. Her møder de sukkerfeen og indbyggerne i hendes rige. Det er alt det, som Marie og prinsen drømmer om. Vi møder alt lige fra varm chokolade, arabisk kaffe, marcipanhyrdinder til de smukkeste blomster og deres dugdråbe.
Alle sejl er sat til i denne juleballet, og man må i den grad sige, at både danserne og opsætningen fungerer. Det eneste, der halter lidt, er fortællingen. Egentlig er der ikke så meget kød på hverken Hoffmanns fortælling eller Balanchines udgave. Historien kan virke ufuldendt. Som publikum sidder man tilbage med flere ubesvarede spørgsmål. Historien starter i vores verden, men slutter med Marie og prinsens afsked med slaraffenland i en flyvende kane. Kommer de nogensinde hjem? Og bliver de nogensinde almindelig størrelse igen? For mig var de ubesvarede spørgsmål dog underordnede, men i stedet var det ballettens ånd, der stod frem og dens evne til at lade fantasien blomstre.
Denne opsætning af ’Nøddeknækkeren’ er koreograferet af New York City Ballets store og anerkendte koreograf George Balanchine i 1954 efter den russiske originalballet fra 1892. Balanchine lagde vægt på at videregive ånden fra originalen, og han har selv kreeret koreografi, der passer godt til Den Kongelige Ballets kompagni, og han fængsler publikum. Balanchine har desuden skabt en ballet, der giver plads til musikken.
Det er Tchaikovskys ufatteligt smukke toner, der løfter balletten til et helt særligt niveau. Musikken er næsten så smuk, at det gør ondt. Det er alle følelser, der kommer i spil. Det er lige fra folkelige melodier til de store romantiske stykker, der er på programmet, og flere gange sidder man med kuldegysninger ned ad ryggen og tårer i øjnene.
For mig er der to steder i balletten, der står helt ud, og rammer plet i alt, hvad der gælder koreografi, scenografi, teknik og musik! Snefnuggene må nævnes her. De er magiske, mystiske og tryllebindende. Det er en af disse passager, hvor man sidder med åben mund og kommer helt ind under huden på balletten. Desuden er blomstervalsen i slutningen af anden akt også noget helt specielt. Samspillet mellem korpset og dugdråben er så fin. Koreografien, både til blomstervalsen og snefnuggene, er intet mindre end genial!
Det var solodanser Ida Praetorius, der dansede rollen som dugdråbe, og det gjorde hun med den fineste ynde, skarphed og reneste teknik, samtidig med at hun havde en intens og meget ægte kontakt til publikum.
Solodanser Holly Jean Dorger i rollen som sukkerfeen var majestætisk, karismatisk og sikker. Sukkerfeen er dronningen i det magiske univers, som Marie og prinsen kommer til. Holly Jean Dorger formår at tage publikum i hånden og føre os sikkert til hendes fortolkning af den smukke sukkerfe. Hun er alt det, som alle små ballerinapiger drømmer om at være! Og jeg ved, at Holly Jean Dorger fik opfyldt en barnedrøm med netop denne rolle på cv’et.
De to børn, Rebecca Vorm og Niclas Bech, i rollerne som henholdsvis Marie og Nøddeknækkeren bør også nævnes. De var så fine og kom i den grad ud over scenekanten. To meget dygtige unge mennesker! Det var også dejligt at se, at Den Kongelige Ballet bruger nogle af deres aspiranter i forestillingen.
’Nøddeknækkeren’ har en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg har ikke været mere end 5-6 år første gang, hvor jeg oplevede ’Nøddeknækkeren’ folde sig ud. For mig bliver det ikke rigtig jul uden, at jeg har set forestillingen i løbet af december.
I aften fik jeg et juleønske opfyldt, og jeg kan stadig mærke julemagien og den eventyrlige verden, som Det Kongelige Teaters ’Nøddeknækkeren’ byder på.
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, 1050 København K
Spilleperiode: 1.-22. december 2017 og i Århus (Musikhuset) 29.-30 december 2017
Set den 2. december 2017 (kl. 17)
Fotos: Henrik Stenberg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20172018/ballet/noddeknakkeren/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
3 thoughts on “Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater”