Anmeldelse (re-anmeldelse): Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater

Anmeldelse (re-anmeldelse): Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater

Af Ida Spedtsberg

Man kan næsten ikke sige jul uden også at sige Nøddeknækkeren. Den populære familieballet er endnu tilbage på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i den velkendte version af amerikanske George Balanchine. George Balanchines opsætning af Nøddeknækkeren har vi anmeldt tidligere på Ungt Teaterblod. Du kan læse Henriette Devantiers anmeldelse fra 2017 her, hvor du også finder et kort resumé af ballettens handling.

Denne premiereaften satte jeg mig forventningsfuldt i sædet med håb om at blive suget ind en ballet fyldt med stemning, dygtige dansere og den der helt særlige julemagi, balletten er kendt for.

På denne premiereaften dansede solist Stephanie Chen Gundorph Sukkerfe, solodanser Holly Dorger som Dugdråbe og Jonathan Chmelensky som Sukkerfeens kavaler samt Hr. Drosselmeier. Den dobbeltrolle for Jonathan skyldtes sidste-øjebliks ændringer i rollelisten. Sammen udgør de tre dansere Nøddeknækkerens treenighed, der bærer en stor del af historien i ballettens andet akt. Her var det især tydeligt, at Holly og Jonathan kender og kan balletten til fingerspidserne, og de brillerede begge med enorm præcision og en karisma, der kunne mærkes på selv de bagerste rækker. Også Stephanie gjorde det godt – omend hendes Sukkerfe for mig manglede en smule personlighed og ekstra stjernestøv.

Af andre fremtrædende præstationer kan nævnes solister Ji Min Hong og Camilla Ruelykke Holst, der begge shinede som solistblomster i ballettens anden del samt Rikako Shibamato som Columbine og Tobias Praetorius som polkastang.

Men ingen Nøddeknækkeren uden børnene! Nøddeknækkeren er jo en børneballet, hvor mange af teatrets egne børn debuterer i en lang række af roller. Denne aften havde jeg fornøjelsen af Katinka Holck som Marie og Tristan Weidinger som Prins/Drosselmeiers nevø. Begge formåede at videreformidle de mimiske dele af balletten på flot manér, og en smittende juleglæde spejlede sig i deres ansigter på deres tur rundt i Slaraffenland.

Og det er jo i virkeligheden det, det handler om. At give juleglæden videre. Og det synes jeg alle børnedanserne spillede en helt essentiel del i – fra de mindste trin som engel til de større spring bland polchinellerne. Og ja, der var småfejl hist og her, men intet der ødelagde den fængende historie om Marie og hendes tur til Slaraffenland. Juleglitter, glæde og dansegejst var der nok af – og det er al rigelig grund til at tage familien i hænderne og se (eller gense) familieballetten over dem alle. 

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 26. november-22. december 2021.
Spiller desuden i Musikhuset Aarhus d. 29.-30. december 2021

Set den 26. november 2021

Fotos: Henrik Stenberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/ballet/noddeknakkeren

Medvirkende:

Denne aften: Stephanie Chen Gundorph, Holly Dorger, Jonathan Chmelensky, Katinka Holck, Emil Dysted og Tristan Weidinger m.fl.

Andre aftener: Caroline Baldwin, Gregory Dean, Astrid Elbo, Wilma Giglio, Emma Riis-Kofoed, Marcin Kupinski, Alexander Bozinoff, Guilherme De Menezes, Jón Axel Fransson, Samuel Zaldivar, Lena-Maria Gruber, Elenora Morris, Silvia Selvini, Ida Praetorius, Alban Lendorf, Eukene Sagues, Ji Min Hong, Andreas Kaas, Gregory Dean, Ryan Tomash, Liam Redhead, Camilla Ruelykke Holst, Carling Talcott-Steenstra, Tara Schaufuss m.fl.

Koreografi: George Balanchine

Musik: Pjotr Tjajkovskij

Scenografi og kostumer: Anthony Ward

Lysdesign: Anders Poll

Orkester: Det Kongelige Kapel

Dirigent: Robert Houssart

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *