Anmeldelse (re-anmeldelse): Riget, Det Kongelige Teater
Re-anmeldelse af forestillingen. Vores anmeldelse af forestillingen ved premieren i foråret 2018 kan læses her.
Af Nanna Sofie Pehrson
Porten til Riget har igen åbnet sig. Forestillingen, baseret på hit-serien af Lars von Trier, havde onsdag re-premiere på Skuespilhusets store scene. Serien vandt i sin tid adskillige priser, bl.a. fire Bodil- og seks Robertpriser. Riget tog ganske enkelt danskerne med storm. Det kommer derfor ikke bag på mig, at Det Kongelige Teater vælger at genopsætte denne dragende, mystiske, ubehagelige og skidesjove forestilling, der konstant tager publikum med bukserne nede.
På nær lidt udskiftning i ensemblet, er forestillingen den samme som den vi så tilbage i 2018. Det er en overvældende forestilling, der spiller på hele følelsesbarometeret, og publikum sidder på kanten af sæderne alle tre timer, forestillingen varer.
Da tæppet går, mødes vi af tåge, blegemænd og hvide kitler – herfra er stemningen lagt. Ensemblet fungerer gennem stykket som et kor der, som en fortællerinstans, kan indvie publikum i både fortid og nutid, for levende såvel som døde. ”Det er uhyggeligt. Ja, det er. Det er uhyggeligt”, fortæller de os, staccato i kor – og ja, det er uhyggeligt.
De optræder alle som vi kender dem fra serien, Overlæge ”Operation Morgenluft” Moesgaard, spiritist og spøgelsesjæger Fru Drusse og hendes fedladne søn Bulder, gravide Judith og den svenske overlæge Helmer, der bander alle os ”Danskjävla” langt væk.
Det er dog særligt dynamikken mellem Bulder, spillet af Mads Rømer Brolin-Tani, og Fru Drusse, spillet af Kirsten Olesen, der skinner igennem. De er utroligt komiske og underligt relaterbare i denne ellers meget absurde fortælling. Det er forholdet mellem de to, der er den lim, der binder forestillingen sammen.
Stykkets første akt var uden tvivl den mest vellykkede af de to, hvor anden akt bar tydeligt præg af tidspres. To sæsoners handling, skulle presses ind på sølle tre timer, hvilket skinnede klart igennem i anden akt, hvor skuespillerne nærmest løb mellem sceneskift. Det er en veludført og spændende forestilling, men tidspresset bryder med indlevelse og illusion, hvilket påvirkede min oplevelse af stykket. Slutningen giver ganske enkelt ikke samme helhedsfornemmelse, som Lars von Triers Riget, hvilket er en skam.
Scenografien er til gengæld utroligt imponerende og det er altid en fornøjelse, at se det vidunderlige rum, der er til rådighed på Store Scene, blive udnyttet til fulde. Drejescenen fungerede godt som et kaos-element, der skabte tempo og intensitet. Videosekvenserne og lydbilledet skabte den form for gys, som man kender det fra de klassiske gyserfilm med jumpscares, jeg aldrig før har oplevet på en scene.
En af grundende til, jeg er særligt imponeret over denne opsætning er netop den måde hvorpå det har ladet sig gøre at skabe et helhedsudtryk, der mimer tv-mediet. Kombinationen af lyd, video, lys og scenografi skaber en tv-illusion uden gå på kompromis med teaterets præmisser, hvilket har en vidunderlig effekt.
Der er stadig en tendens til, at færre går i teateret og ”jeg går til gengæld meget i biografien”-tendensen lever stadig i bedste velgående – særligt blandt unge. Jeg er overbevist om, at en forestilling som denne, der kombinerer virkemidler fra film med teaterets, kan lokke flere til de skrå brædder og vise de unge, at teater er meget mere end blot klassisk ”Erasmus Montanus”.
Hvis du har en ven, kæreste eller onkel, der påstår, at ”teater, det er ikke mig. Det er sgu for gammeldags”, så køb dem en billet til Riget i julegave og giv dem en oplevelse, der vil hjemsøge dem længe.
Jeg vil anbefale denne forestilling til alle, der har brug for et godt grin og chok, der får pulsen langt over 110 – så skynd jer, før porten til Riget igen lukkes.
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Pl. 36, 1250 København K
Spilleperiode: 18. december 2019-14. januar 2020
Set den 20. december 2019
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/riget/
Medvirkende: Kirsten Olesen, Thomas W. Gabrielsson, Esben Dalgaard, Jens Jørn Spottag, Marijana Jankovic, Christiane G. Koch, Peter Christoffersen, Mads Rømer Brolin-Tani, Sigurd Holmen le Dous, Martin Bo Lindsten og Emma Thorborg Lok/Rigmor Lily Thomassen (skiftevis)
Dramatiker:
Lars Von Trier og Niels Vørsel
Iscenesættelse og bearbejdelse: Nicolei Faber
Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen
Lysdesign: Ulrik Gad
Videodesign: Michala Clemmensen
Lyddesign: Jonas Vest
Komponist (titelmusik): Joachim Holbek
Varighed: Ca. 3 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod