Anmeldelse: Skønheden og Udyret, Odense Teater

Anmeldelse: Skønheden og Udyret, Odense Teater

Af Naja Matzen

Hos Odense Teater kan børn, familier og barnlige sjæle for tiden blive eventyrligt underholdt med en vaskeægte klassiker, nemlig Skønheden og Udyret. Det er dog ikke den kendte og sukkersøde Disney-version, vi her bliver introduceret for. Vi får i stedet en omskrevet og mere moderne version af den gamle klassiske fortælling om den smukke pige, der forelsker sig i et udyr og med sin kærlighed hæver den forbandelse, der er over ham, så han igen bliver menneskelig.

I Odense Teaters version får vi stadig fortalt denne historie. Men vi introduceres også for en fortællertrio i form af feerne Mr. Pink og Cecile samt deres kanin. Disse tre danner en ramme i forestillingen. Mellem scenerne med Skønheden og Udyret laver vores fortællere deres eget show, hvor de med trylleri, jokes, sang og sjove påfund underholder og samtidigt guider os gennem den egentlige historie.  Dette fungerer langt hen ad vejen godt, og humoren rammer bredt, så både børn og voksne får sig et grin. Til tider fylder dette fortællelag dog for meget, så man kommer lidt for langt væk fra handlingen.

En anden omskrivning er, at man har valgt at gøre historien mere simpel og primært fokusere på Skønheden og Udyrets venskab og kærlighedsforhold. Dette gør, at vi lettere forstår forelskelsen, da vi får flere og mere nærværende scener, hvori deres relation udvikles.

Selve iscenesættelsen og scenografien er også ret enkel. Dette lyder umiddelbart ikke helt, som noget der ville klæde en så finurlig historie som Skønheden og Udyret. Men det gør det. Når fortællerne er i gang med deres løjer, foregår det primært på forscenen med scenetæppet trukket for. Og når Skønheden og Udyrets historie fortælles, skifter scenografien blot mellem en metalstruktur, som udgør Skønhedens families rå hytte, og et langbord, nogle stole og et stort spejl, der viser Udyrets slot. Dette gør, at fokus kommer til at ligge på historien, skuespillernes samspil og de sjove påfund, de kommer med undervejs.

Den mest magiske og måske simpleste del af Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse er imidlertid, når vores fortællere skal lede os hurtigt gennem mindre vigtige dele af historien. Dette bliver visuelt illustreret gennem et skyggespil lavet af papirklip, som lyses op på scenetæppet af en god gammeldags overheadprojektor. Dette er en utrolig smuk måde at vise fortællingen på, der samtidigt også minder os om historiens oprindelse som et folkeeventyr.

Det vigtigste ved denne forestilling er dog skuespillerne, som alle leverer gode karakteriseringer. I rollen som Udyret leverer Nicolai Jandorf en helt fantastisk præstation. Hans fremtræden som udyret er overvældende og overbevisende. I starten springer, kryber og vrider han sig rundt på scenen, så man ikke er i tvivl om, at karakteren på dette tidspunkt er mere dyr end menneske. Men han formår også at spille karakterens udvikling i en mere menneskelig retning, med bevægelser og en stemmeføring der bliver mere rolig og civiliseret.

Cecilie Gerberg i rollen som Skønheden leverer en rigtig fin præstation. Hendes Skønheden er mere livlig og stålsat, end vi ellers kender karakteren, men dog stadig elskelig og god, hvilket klæder stykket rigtig godt og giver historien en mere moderne stil.

Kristoffer Helmuth som feen Mr. Pink og Signe A. Mannow som Cecile var sjove, og de havde god kemi i deres samspil. De leverede deres mange punchlines og sjove stikpiller til hinanden på bedste vis. Og Klaus T. Søndergaard og Kimmie Liv Sennov, som henholdsvis Skønhedens far og søster, var dejligt animerede i deres spil, og det føltes næsten som om, man så en tegnefilm for sig.

Alt i alt er Skønheden og Udyret på Odense Teater en hyggelig og sjov forestilling for både børn og voksne, som tager en anderledes og lidt mærkværdig vinkel, på et klassisk eventyr vi alle kender og elsker. Det fungerer for det meste rigtig godt og giver historien en mere moderne kant, selvom der til tider kommer lidt for mange krumspring og mærkelige påfund ind.

Odense Teater

ODEON, Teatersalen, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

Spilleperiode: 17. december 2019-15. februar 2020

Set den 29. december 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: https://www.odenseteater.dk/forestillinger/skoenheden-og-udyret

Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Josefine Tvermoes, Signe A. Mannov, Cecilie Gerberg, Kimmie Liv Sennov, Klaus T. Søndergaard og Nicolai Jandorf

Bearbejdet af: Lucy Kirkwood og Katie Mitchell

Oversættelse og iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen

Scenografi og kostumer: Helle Damgård

Komponist: Anders Ortman

Lysdesign: Elroy Villumsen

Lyddesign: Daniel Fogh og Anders Ortman

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *