Anmeldelse: denungewertherslidelser, Aarhus Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

By: Thormod S. Kamban
On: 16. december 2019

Af Thormod S. Kamban

På Studio-scenen på Aarhus Teater kan man lige for tiden se Goethes denungewertherslidelser i et samarbejde mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid i København. Det er en historie om den unge Werther, der bliver offer i kærlighedens spil, ja måske endda offer i sit eget spil.

Historien der er baseret på Goethes roman fra 1774 kredser som sagt om den unge Werther, der bid for bid tæres op af en brændende kærlighed. Pigen hedder Lotte, og hun kan noget ganske specielt i Werthers verden. Men jalousien æder ham stille op, da hun proklamerer, at hun har en forlovet ved navn Albert. Det en hektisk rejse for Werther, der nærer respekt for Albert, men samtidig også er så hengiven til Lotte, at han må rejse væk, men længes lige meget efter hende og til sidst er spørgsmålet, om man som et lidende menneske, ikke ville have det nemmere med at forsone sig med døden? Alt dette får vi indblik i via Werthers breve og lidenskabelige scener fyldt med passion og forundring. Forundring over kærligheden og forundring over livet.

Der har virkelig været nogen på arbejde med den æstetiske del af denne forestilling. Det er et vanvittig flot, rum man træder ind i. Scenen er forvandlet til et katedrallignende rum med gotiske mure og motiver i små hulrum. Nathalie Melbyes scenografi spiller helt vildt godt sammen med de flotte billede- og farve-slides, der i ny og næ render hen over muren, oftest naturskønne, som træer, blade, hav osv. Det er en pudsig kombination af det lidt dramatiske rum og så romantikkens hang for natur. Men det fungerer i smukt samspil med Di Garbis ekkorungende klostersang og flygel, der nærmest rammer en skandinavisk tone og giver naturbilleder i hovedet af sig selv, og de mere pumpede og elektroniske beats.

Skuespillernes samspil og fælles fodslag om dynamikken, er meget medrivende, og selvom handlingen ikke er den vildeste, taber man aldrig interessen for, hvad der foregår på scenen. I starten ser vi Simon Matthew (Werther) og Alexander Mayah Larsen (senere Albert), der i samme kostume fremstiller Werther i nogle spejlscener, og hvor vi også introduceres for Lotte (Sara Victoria Bjerregaard), og hvor man fornemmer den gode brug af to-i-en. Den handlende Werther og den tænkende Werther.

Der er en dansescene, der illustrerer forestillingens tosomhed rigtig godt. De danser til bal på meget nonchalant vis, for derefter at ændre fuldstændig stilart, da musikken bliver elektronisk. Her forvandles de til begærlige og voldsomme bæster, der slipper alle hæmninger fri på det røgfyldte psykofloor. Det ligner unægtelig noget fra nutidens byliv.

Der også noget sjovt ved kostumerne. På nær Di Garbi i det vildeste skrud på bagscenen ved flyglet, har de en speciel blanding af fordumtids tøj på og mere nutidigt. Sara Victoria Bjerregaard (Lotte) bærer f.eks. i starten en læderjakke ud over den elegante kjole og drengene er udstyret med hoodies og jeans med tilsvarende elegante skjorter indenunder. Det virker til at have lidt af den samme effekt som scenografien og lys. Det mørke og lidt brutale kontra det blide og følsomme.

De blander tidsformerne en smule. I det smukke gotiske rum har de f.eks. også et lille fjernsynsapparat med små montageklip. Og når Werther skal lave et portræt af Lotte gør han det med et polaroidkamera. Titlen har også slået mig, hvorfor den kan være sat op på denne vis. Mit bedste bud er, at det er for at placere Goethe på ny i vores tid med #’s og dermed insinuere, at temaerne er eviggyldige. Kærligheden, livet, døden, lykken, den indre kamp. Måske derfor er titlen opsat på denne internetsidelignende facon. Sargun Oshana har iscenesat med præcision i, hvad jeg formoder er, en meget tro udgave af teksten, som kommer flot til udtryk i rummet og i skuespillernes dynamiske lag.

Forestillingen har alle de her temaer kørende, og til tider kan teksten blive tung, så du skal følge godt med i dialogen. Det kan være svært. Men det er fedt at den kræver det af sit publikum. Teksten er nemlig meget smuk, så netop derfor forsøger de at modernisere historien på anden vis. Sargun Oshanas version af denungewertherslidelser er en særdeles bemærkelsesværdig forestilling med noget på hjerte.

Sort/Hvid og Aarhus Teater

Aarhus Teater, Studio, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 13. december 2019-25. januar 2020

Forestillingen spiller efterfølgende på Sort/Hvid, København 30. januar-22. februar 2020

Set den: 13. december 2019

Fotos: Zuhal Kocan

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1920/denungewertherslidelser/

eller