Anmeldelse: Requiem, Betty Nansen Teatret

Af Sofie Riis Endahl

 

Lad mig sige med det samme: når Betty Nansen Teatret beskriver Requiem som en grotesk forestilling, mener de det. Grotesk, grov, vulgær, klam og langt over grænsen. Nogle vil elske den, andre vil sidde og krumme tæer. Jeg må indrømme, jeg hører til den sidstnævnte gruppe.

Betty Nansen Teatret - “Requiem”

Requiem bygger på forfatteren Peer Hultberg (1935-2007) roman af samme navn fra 1985. Den består af 537 små prosastykker, der typisk beskriver et hændelsesforløb set fra én persons vinkel. I Jacob Schokkings instruktion og design iscenesætter teaterforestillingen 80 af disse historier.

Requiem er en samling af små scener, der gennem monologer beskriver både trivielle hverdagssituationer, som når man er ude at rejse og ærgrer sig over at have vekslet pengene til en dårlig kurs eller sidder ved siden af en sød pige i flyet, der er mere optaget af børnene på sædet foran end en selv, til mere groteske situationer, som når ens bror stiger på et fly, og man håber det styrer ned, så man kan arve hans penge, eller når ens kone har været utro med samtlige mænd i verden, og man glæder sig til, hun bliver gammel og tyk.

Betty Nansen Teatret - “Requiem”

Jeg tror, jeg var 20 år for ung til forestillingen. Et gennemgående tema er alderdom og livets ensformighed og håbløshed, hvilket ikke er temaer, jeg som 17-årig kan relatere til. Requiem var sjov og så alligevel ikke. For de tog den altid lidt for langt – så langt, at joken blev for makaber til at være sjov. Og de øjeblikke, der så var sjove, var så gennemsyrede af menneskeligt forfald og trøstesløshed, at de blev bittersøde.

Betty Nansen Teatret - “Requiem”

Teater skal have lov til at være ucensureret, men det skal ikke være vulgært bare for at være vulgært. Hvis det skal være grotesk, skal det være raffineret, og det var Requiem ikke rigtig. Monologerne var gentagende – ikke på den gennemtænkte måde, men som om Hultberg ikke kunne finde på mere at sige, og til tider var de også meningsløse og ligegyldige i det, deres indhold var for banalt, og der ikke var nogen udvikling. For eksempel startede en af dialogerne ud med, at en kvinde konstaterer, at vi bør fokusere på det positive, hvorefter hun et par minutter senere efter at have gentaget det på utallige måder, igen konkluderer det præcis samme.

Der blev gjort brug af to lærreder, hvor der blev vist live videoer af skuespillerne. Dette fungerede i nogle tilfælde rigtig godt, og i andre var det svært at se, hvorfor skuespillerne ikke bare kunne sidde på scenen og tale. Udover det var iscenesættelsen fed – for eksempel i en kontorscene, da en af de ansatte forestiller sig, at kontoret bliver udsat for et overgreb, og klipsemaskinerne bliver brugt til at skabe lyde som en maskinpistol.

Betty Nansen Teatret - “Requiem”

Skuespillerne var dygtige, særligt Solbjørg Højfeldt og Elliot Crosset Hove udmærkede sig. Som skuespillere skal være, var de på ingen måde blufærdige. I visse tilfælde virkede det nærmest som om skuespillerne skulle sige ”pik” og ”kusse”, så mange gange de kunne nå på den 2,5 time stykket varede – bare for at vise, at de godt turde, og for at gøre stykket vulgært og grænseoverskridende, men samtidigt var en stor styrke i forestillingen, der gjorde det muligt for skuespillerne at formidle scener, der var nemme at relatere til, fordi de viste de mindre gode sider af mennesket, som vi ikke altid lader omverdenen at se.

Kostumerne af Stine Gudmundsen-Holmgreen var flotte og lavet ud af patchwork ligesom forestillingens historier. Patchworket fungerer fornemt, og collageforestilinger giver tit et godt indblik i ét emne eller tema. Men selvom der var et tema i Requiem, savnede jeg ofte sammenhængen mellem de små historier.

Jeg vil anbefale Requiem til folk med en grotesk og sjofel humor, der samtidig er klar på en teaterforestilling, der tegner et billede af en håbløs menneskelighed.

 

Betty Nansen, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg

Spilleperiode: 25. januar-18. februar 2018

Set den 25. januar 2018

Foto: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/requiem/

Medvirkende: Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Olaf Johannessen, Steen Stig Lommer og Julie Agnete Vang

Instruktion og visuelt design: Jacob Schokking

Efter roman af: Peer Hultberg

Dramatiseret af: Karen-Maria Bille

Kostumedesign: Stine Gudmundsen-Holmgreen

Komponist: Gert Sørensen

Videodesign: Alexander Fog

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Zappa, Teater Vestvolden

Af Emilie Lykke Hartz   Denne forestilling er rettet mod den yngre generation; dog ...

Anmeldelse: (B)romance, Sceneriet under Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   I Sceneriet under Det Ny Teater serveres de små, ...

Anmeldelse: Hodja fra Pjort, Dronning Dorothea Teatret

Af Emilie Bundgaard   I kender sikkert alle sammen historien om Hodja, der lever ...

Anmeldelse: Teater til salg (gæstespil af Teater Momentum)

Af Christian Skovgaard Hansen Se ’Teater til salg’, hvis du vil opleve en forestilling, ...

Anmeldelse: Møntvask, Gi en historie og Baglys

Af Emma Brink Laursen En bitter forfatter på et møntvaskeri er blevet tilbudt at ...