Anmeldelse: RODIN – en dans i sten, Teaterøen (Asterions Hus)

Af Line Rolighed

Kridtstøv, tøjskift, kameraets klikkende lyd og et intimt samspil mellem to dansere og en fotograf, der sammen med publikum udforsker den franske skulptør Rodins værker. I den ekspressive danseforestilling, RODIN – en dans i sten, bliver Rodins ikoniske stenfigurer levendegjort gennem dans og leg med lys, lyd og billeder. Det er både vildt og flot, abstrakt og nært, statisk og dynamisk, og til tider lige på grænsen.

RODIN – en dans i sten arbejder i grænselandet mellem at være en abstrakt kunstfortælling og en sanselig oplevelse. Ligesom den franske skulptør studerede menneskets kroppe, samspil og udtryk i sin tid, studeres de samme elementer her af publikum i forestillings remediering af Rodins verdensberømte værker.

Har man en smule kendskab til kunstneren Auguste Rodin vil man med begejstring kunne genkende udtryk fra for eksempel klassikerne ”Grubleren”, ”Kysset” og ”Helvedesporten”, men forestillingen er en fortælling i sig selv, og det er derfor ikke en nødvendighed, at have viden om værkerne inden.

Danserne Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen tager os med ind i den udforskende og legende kunst og udviser stor styrke, både i deres tilstedeværelse på scenen, deres samspil, og ikke mindst i deres egen fysiske fremtoning. Hver en muskel træder frem i lyset og spiller med i fortællingen om Rodins skulpturer. Kort tid efter forestillingen er gået i gang smider Tilde Knudsen endda klæderne. ”Er I okay med det?,” spørger Tilde ud til publikum, og med den kommentar er rammen sat. Vi skal helt tæt på, uden at det dog på noget tidspunkt er upassende. Her optræder den menneskelige krop nemlig som kunstnerisk udtryksform, og her er nøgenhed en præmis, man som tilskuer skal være indstillet på.

Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen er både dygtige danserne og modige fortællere. Det er spændende at følge deres udforskning af menneskekroppens mange udtryk, og deres samspil er både levende, udfordrende, overbevisende og dragende.

Til gengæld virker fotografen Ingrid Bugges rolle sommetider en anelse malplaceret. Det er tydeligt, at tanken er, at fotografen er med til at sætte rammen om fortællingen, ved at instruere de to danseres påklædning og rekvisitter, for herefter at forsøge at indfange og fastholde udtryk fra processen. Ingrid Bugges billeder er enormt smukke og virkningsfulde, men ikke desto mindre skaber fotografens tilstedeværelse på scenen af og til uheldige brud i fortællingen – måske fordi fotografens rolle mangler en klarere iscenesættelse.

Det bør her nævnes, at der til premieren til tider var problemer med teknikken, hvilket desværre gjorde, at publikum (jeg selv inklusive) denne aften muligvis gik glip af nogle af de tanker, som lå bag fotografens rolle i projektioner af billeder på bagvæggen og ved selve lysopsætningen. I den sammenhæng fortjener de to dansere, Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen, til gengæld stor ros for deres evne til ikke på noget tidspunkt at slippe fortællingen på trods af udfordringerne.

Overgangene mellem de forskellige opsætninger og tøjskift blev dog til tider en anelse praktisk fokuserede, hvilket igen skabte nogle uhensigtsmæssige brud i kunstfortællingen. En anden udfordring, der på samme måde forstyrrede fortællingen, var publikums placering. Hele scenegulvet tages i brug i koreografien, hvilket bidrog positivt til koreografiens dynamik, men desværre var det svært, til tider umuligt, at se hvad der foregik på forreste del af scenen. 

Forestillingens stærkeste elementer kan findes i de øjeblikke hvor fortællingen netop ikke forstyrres unødigt, og i de scener hvor koreografi og opsætning styrker det samlede udtryk eller anvendes aktivt til at skabe kontraster og til at overraske. Af sådanne positive overraskelser kan man for eksempel glæde sig til nyfortolkningen af Rodins ”Helvedesporten”, udforskningen af skyggeeffekter ved levende lys og skyggeteater, og live-projektering af danserne samt Liv Mikaela Sanz’ demonstration af rygsøjlens bevægelighed.

Som helhedsoplevelse er RODIN – en dans i sten en smuk og vild fortælling om mennesket, kroppen og kunsten. Forestillingen kræver et publikum med et åbent sind, for forestillingen arbejder i høj grad lige på grænsen. Netop dét gør forestillingen spændende, og tør man gå med ind i forestillingens univers venter der, på trods af enkelte udfordringer, en flot, sanselig oplevelse med udfordrende overraskelser.

Asterions Hus

Teaterøen, William Wains Gade 11, 1432 København K

Spilleperiode: 29. oktober-9. november 2019

Set den 29. oktober 2019

Fotos: Ingrid Bugge

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.asterionshus.com/rodin

Medvirkende: Liv Mikaela Sanz, Tilde Knudsen, Ingrid Bugge (fotograf)

Instruktør: Peter Kirk 

Koreografer: Lotte Sigh (konsulent) og Stefanos Bizas (konsulent)

Komponist: Klaus Risager

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Impossible, Husets Teater

Af Emilie Lykke Hartz   Husets Teater forærer os en forestilling uden sammenligning. Denne ...

Anmeldelse: Den uendelige historie, Aarhus Teater

Af Lise Barslev   Aarhus Teater præsenterer Den uendelige historie som året familieforestilling. Det ...

Anmeldelse: Lyst, Østerbro Teater, Republique

Af Ea Melissa Christiansen   Det kvindelige kønsorgan har været et kæmpe tabubelagt, men ...

Anmeldelse: Indenfor murene, Folketeatret

Af Christian Skovgaard Hansen Se den, hvis du vil opleve én stor klassiker på ...

Anmeldelse: Det Andet Sted, Aveny-T

Af Jonas Gudmand  CHOK! Forestillingen starter med et voldsomt lysglimt. Mit alarmberedskab er sat ...