Anmeldelse: Romeo og Julie, Det Kongelige Teater (San Francisco Ballet)

Af Ida Spedtsberg

Det Kongelige Teaters Operaen rummer mange store oplevelser at tage med hjem. Det skaber minder, skubber grænser og træder i karakter. Den slags forpligter og særligt på en aften som i aften, hvor operaen huser det anerkendte, amerikanske balletkompagni San Francisco Ballet. De er på besøg med forestillingen Romeo og Julie – en forestilling, hvor mange kender historien og dermed har en klar forventning. Heldigvis kunne kompagniet og teatret klare forventningerne. Det blev også en betagende aften, hvor den evige kærlighedstragedie, pakket ind i Helgi Tomassons fjerlette koreografi, endnu en gang beviser, at den besidder en skønhed på et helt universelt plan.

I Romeo og Julie tages vi tilbage til Verona i Italien, hvor det unge par Romeo og Julie bliver håbløst forelskede trods den anspændte familiefejde mellem deres familier, Huset Capulet og Huset Montague. De sværger at være hinanden tro for evigt, men en fægtekamp på byens tov får fatale følger, og Romeo bliver landsforvist. Fortvivlet søger Julie hjælp hos Broder Lorenzo, der giver hende en gift, der skal ligne, at hun er død. Da Romeo smerteligt erfarer Julies handling, drikker han resten af giften for derefter at dø selv. Julie vågner igen, for hun drak kun lidt af giften, for at opdage den livløse Romeo ved sin side, og hun dræber herefter sig selv med hans daggert og dør i Romeos arme.

Historien er selvsagt en klassiker, og i balletverdenen er Romeo og Julie ofte lig med den berømte og elskede version med koreografi af John Neumeier. Umiddelbart er han svær at følge efter som koreograf med hans veludviklede trinsprog, karakterernes dybde og de hvirvlende, gribende kærlighedsscener. Helgi Tomasson gør ham dog kunsten efter – i hvert fald et godt stykke af vejen.

Vi har stadig at gøre med en gribende forestilling, der holder publikum fanget over tre akter i håbet om, at det unge par nok skal klare skærene. Scenografien og kostumedesign af afdøde, danske Jens-Jacob Worsaae holder os i renæssancen og er en kæmpe genistreg i produktionen, hvor Helgi Tomasson også har tilføjet nogle små ting til historien, der trækker den tættere på Shakespeares originale værk. Nogle spændende og godt tænkt – især scenen, hvor Julie til sin forfærdelse overværer slutningen af kampen mellem Romeo og Tybalt. Store fægtescener, romantiske pas de deux’er og kompleks scenografi giver publikum et minde at tage med hjem.

Helgi Tomassons produktion mangler dog dybde. Her tænker jeg især på udviklingen af relationer mellem karaktererne samt opbygningen af et fælles trinsprog, der bærer publikum i gennem på en velkendt, elegant måde. Jo, der er da både flotte, luftbårne spring, og bløde, svævende pas de deux’er, og dansernes tekniske kunnen er langt over niveau, men måden karaktererne bygges op på, møder hinanden og udvikles sammen er for hastig. Romeos tidlige forelskelse i Rosaline forsvinder næsten ud af forestillingen, og det tveæggede forhold mellem Julie og hendes forældre udforskes aldrig helt. Karakterdefinerende øjeblikke går tabt. Selv Romeo virker lidt fortravlet til tider. Men historien, musikken og kærligheden sejrer, og det giver forestillingen fem stjerner, selvom koreografien mangler dybde.

Men aftenens forestilling er helt klart et besøg værd. Har man aldrig set Romeo og Julie før som ballet, er det bare med at komme afsted, hvis man stadig kan få billetter til den ellers næsten udsolgte forestilling. Det er en bevægende oplevelse, og jeg skulle altså stadig synke en ekstra gang til sidst, selvom det ikke er første gang, jeg ser Romeo og Julie. At balletten så danses til smukke, dragende toner af Sergei Prokofjev er bare endnu en god grund til at komme afsted.

Af præstationer står især Misa Kuranaga som Julie ekstra tydelig for mig. Med en ynde og en umiddelbarhed portrætterede hun den unge Julies bevægelse mellem grænseløs begejstring og dyb fortvivlelse suppleret med en enorm teknisk sikkerhed og præcision. Som danser var Angelo Greco, Romeo, en drømmepartner, der sikrede Misas færd gennem utallige pirouetter og svære løft. Desværre ønskede jeg en smule mere fra ham emotionelt – det blev næsten for perfekt – især i kontrast til Misas fabelagtige præstation. Også Joseph Walsh som Mercutio skal nævnes. Med en levende mimik og indlevelse stjal han det meste af fægtescenen med bravour, og jeg kunne godt se ham som en god Romeo i fremtiden.

Balletten Romeo og Julie er en forestilling, du skal opleve. Det er en evergreen, en klassiker og, efter min mening, én af de bedste balletter, der danses verden over – uanset koreografen. San Francisco Ballet giver dig en magisk aften fyldt med tanker, indtryk og impulser, og alligevel formår de at skabe de øjeblikke, hvor man glemmer alt omkring sig og bare ér. Smukkere bliver det ikke.

San Francisco Ballet

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K 

Spilleperiode: 30. oktober-2. november 2019

Set den 30. oktober 2019

Fotos: Erik Tomasson

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/gastespil/romeo-og-julie/?section=top

Medvirkende: Misa Kuranaga, Angelo Greco, Anita Paciotti, Daniel Deivison-Oliveira, Joseph Walsh, Max Cauthorn, Ricardo Bustamente, Sofiane Sylve, Tiit Helimets, Katita Waldo, Martino Pistone, Steven Morse, Val Caniparoli og andre dansere fra San Francisco Ballet samt statister og børn fra Det Kongelige Teater samt Det Kongelige Kapel

Koreograf: Helgi Tomasson

Scenografi og kostumedesign: Jens-Jacob Worsaae

Lysdesign: Thomas R. Skelton

Fægteinstruktør: Martino Pistone i samarbejde med Helgi Tomasson

Komponist: Sergei Prokofjev

Dirigent: Martin West

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. 2 pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Julehjertet, Eventyrteatret

Af Henriette Devantier   Køen er lang til Glassalen, da jeg forventningsfuld ankommer til ...

Anmeldelse: Fly Trap, Teaterøen (Sparrow Dance)

Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen   Nogle gange kan børne- og familieteater simpelthen bare ...

Anmeldelse: En forestilling om kærlighed, Aveny-T (AKT1)

Af Jonathan Stahlschmidt Der spiller i en kort periode lige nu en forestilling på ...

Anmeldelse: Askepot, Tivoli

Af Christian Skovgaard Hansen   Mange, også unge, vil måske mene, at ballet er ...

Anmeldelse: Impossible, Husets Teater

Af Emilie Lykke Hartz   Husets Teater forærer os en forestilling uden sammenligning. Denne ...