Anmeldelse: Tristan og Isolde, Det Kongelige Teater

Af Julia Bielefeld

Ved eftermiddagens koncertopsætning af Wagners Tristan og Isolde fik musikken lov at fylde – og det var stort. Normalt får vi som publikum ikke privilegiet at have fuldt udsyn til hele Det Kongelige Kapel, men i denne opsætning af Tristan og Isolde havde musikken ”center stage” bogstaveligt og i overført betydning.

Hele Det Kongelige Kapel udfyldte scenegulvet. Foran orkesteret var en lille bræmme med aflange firkantede kasser. Bag ved orkesteret hang en stor fuldmåne over en stejl trappe. Det var al scenografien til den ca. 5 timer lange koncertopførelse af Wagners opera. På dette tidspunkt i beskrivelsen kunne man godt tænke: ”5 timers koncertopførelse næsten uden scenografi: Hvordan overlever jeg det?” Sådan tænkte jeg i hvert fald, men al frygt ophørte, da Det Kongelige Kapel begyndte på ouverturen.

Fra start til slut var der fraser; store og svulstige, spændingsfyldte og knugede, der bar operaen fremad på en bølge af lyd. Dirigenten holdt orkesteret i et jerngreb, der var fascinerede at overvære. Specielt i ouverturen hvor de første linjer var så ætsende patosfyldte, at jeg fik gåsehud.

Orkestret performede i lige så høj grad som sangerne og bidrog til intensiteten på scenen. Det tjente også opsætningen godt, at instrumentalsolisterne var placeret blandt sangerne på scenen. Specielt hyrdescenen meget smuk, og man lagde virkelig mærke til soloens musikalske betydning og skønhed.

Det var vildt at opleve musisk intention fra så mange musikere på en gang. Manglen på en fysisk barriere mellem sangere og orkester gjorde også, at musik og sang smeltede sammen. Det var i højere grad et samarbejde mellem musikere og sangere end et orkester, der usynligt akkompagnerede et teaterstykke.

Når det er sagt, synes jeg godt, at instruktøren kunne have udnyttet den sparsomme scenografi lidt mere. Der skete rigtig meget sang på forscenen, hvilket gjorde, at der var begrænset mulighed for bevægelse. Da alle sangere var i meget flotte kostumer, føltes det derfor til tider som om, at man havde sprunget over, der hvor gærdet var lavest, når det gjaldt iscenesættelsen. Især i de mere dramatiske scener i tredje akt, hvor der var mange sangere på den lille forscenen på én gang. Der kunne jeg godt have tænkt mig at man havde udnyttet bagscenen noget mere så øjet fik en vekslen mellem noget scenisk og noget mere panoramisk.

Iscenesættelsen på forscenen var dog en fordel for sangerne, for når nu kapellet havde rejst sig fra orkestergraven, var forscenen længere ude. Derfor var sangernes mimik tydeligere for publikum. Det var selvfølgelig kun en fordel, fordi sangernes dramatiske præstation var så god. Ann Pedersen sang Isolde, og hendes ansigt ændrede fuldstændig udseende, efter at hun indtog kærlighedseliksiren: Fra at have været vredt og nedsunkent blev det i 2. og 3. akt lysende og smukt. Hvilket gav en troværdighed til Isoldes karakter og formidlede hendes udvikling uden ord. Christopher Ventris’ Tristan skruede helt op for såbarheden og faldt gentagne gange i Isolde arme, mens han også skælvede overbevisende i sin kamp for overlevelse i sidste akt. Tristan og Isolde blev i den grad vækket til live af Ann Petersen og Christopher Ventris.

Mod sædvane, behøvede jeg ikke at kigge meget på overteksterne for at forstå, hvad der foregik på scenen, for sangerne var meget klare i deres udtryk og diktion. Måske var det netop fordi, der ikke foregik megen bevægelse, at hovedrollerne havde overskud til at give liv til deres karakterer og formidle librettoen til trods for det fem timer lange vokale maraton, de var på.

For Wagner er et sandt maraton for sangerne. Især de to hovedroller, som klarede udfordringen – men man kunne mærke kampen, især hos Tristan.  Det dramaturgiske led dog ikke under det, nærmest tværtimod, da Tristan i sidste akt alligevel er på dødens rand.

Der var dog enormt vokalt overskud at finde hos Hanne Fischer og Egils Silins, der med deres voldsomt kraftfulde stemmer bragede igennem Det Kongelige Kapels lydmur. Det er dog her værd at bemærke, at deres roller, Bragäne og Kurwenal, er en del mindre end hovedpartierne, hvilket nok i højere grad gør det muligt for dem at give sig fuldt hele vejen igennem. Christopher Ventris og Ann Petersen leverede sammen med Det Kongelige Kapel også øjeblikkes storslået musik i kærlighedsduetten fra 2. akt, og de to klarede sig generelt godt igennem de krævende partier.

En bemærkning til denne forestilling er dog, at Wagner er en maraton for tilskuerne også. Det er en næsten fem timer lang forestilling med næsten ikke-eksisterende scenografi. Af en koncertopførsel var det dog en utrolig velgennemført forestilling, hvor orkester og sangere arbejdede tæt sammen for at fortælle historien om Tristan og Isoldes store kærlighed.

Jeg synes dog ikke, at man som ung skal lade sig skræmme så meget af varigheden eller der faktum, at det er en koncertopførsel, for det er en forestilling, der virkelig fungerer. Desuden er varigheden også en del af oplevelsen: Det er jo ikke så tit, at vi har en god undskyldning for at slukke mobilen i fem timer og bare tage imod smuk musik og kunst.

Sang, musik og dramatik gik i denne Tristan og Isolde op i en højere enhed. Enkelt og meget effektivt og med en pragtpræstation fra det Kongelige Kapel.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 27. oktober, 3. november og 14. november 2019

Set den 27. oktober 2019

Fotos: Karin Gille

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/tristan-og-isolde/?section=top

Medvirkende: Christopher Ventris, Ann Petersen, Kyungil Ko, Hanne Fischer, Egils Silins, Paul Curievici, Tomi Punkeri og Jacob Andersen samt Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor

Musik: Richard Wagner

Dirigent: Lothar Koenigs

Instruktør: Natascha Metherell

Scenografi og kostumer: Karin Gille

Varighed: Ca. 4 timer og 50 minutter inkl. to pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Snedronningen, Det Kongelige Teater

Af Julia Bielefeld Det er ikke hver dag, at der i dansk opera leveres ...

Anmeldelse: Romeo og Julie Komplekset, Københavns Musikteater

Af Mathias Sauer Hvis du nogensinde har været forelsket, så er denne forestilling noget ...

Anmeldelse: Et Vintereventyr, Republique

Af Julius Gotthardt Møller   Trods den fabelagtige scenografi og nogle gode skuespillerpræstationer, så ...

Anmeldelse: Cyrano, Aalborg Teater

Af Ditte Marie Pedersen   ”Er det en kæmpe kartoffel, eller er det en ...

Anmeldelse: And over bord, Café Liva

Af Christian Skovgaard Hansen   I en lille båd, der gynger… Eller! Så lille ...