Anmeldelse: Open Your Heart, KFUM Huset (Location X i samarbejde med Dansehallerne, Teater Momentum og SDU)
Af Line Weien Hoffmann
Open Your Heart – og dans som et barn igen. Location X og Taneli Törmäs forestilling er en hyldest af barnets umiddelbare sind og den ekstreme glæde og begejstring ved at danse, man oftest kun finder i et barnehjerte.
Da publikum træder ind i dansesalen i KFUM Huset på Amager, fanger Hilde I. Sandvold, forestillingens primære danser, med det samme ens blik. Hun står placeret i midten af rummet iklædt et lyserødt glimmeroutfit i bedste disco-stil.
Stolene til publikum er placeret i en rundkreds hele vejen rundt om hende, og mens publikum tager plads, står hun helt stille i al sin glitrende skønhed og trækker vejret dybt. Når alle har sat sig, begynder hun langsomt at danse rundt i cirkler i rundkredsen. Først er det kun hendes ben, der bevæger sig, men gradvist og ganske langsomt kommer også hendes arme og hoved i spil.
I takt med at mere og mere af kroppen kommer i bevægelse, og med at hun danser hurtigere og hurtigere, udvikler Sandvolds mimik sig også fra et mere søgende og undrende ansigtsudtryk til et større og større smil. Hun ender med at dreje helt ufatteligt hurtigt rundt om sig selv, stadig med det største smil på, og dét er et smil og en energi der smitter til publikum på stolerækkerne.
Efter flere minutter med uafbrudte drejninger, hiver Hilde Sandvold nu Taneli Törmä op fra publikumsrækkerne, og de springer sammen ud i en lejende duo, der ikke består af tekniske og komplicerede dansetrin, men derimod består af bevægelser, der synes at være gjort ren glæde.
Senere danser både Sandvold og Törmä hver sin discosolo, der minder mere om de danserutiner, man ser til dansekonkurrencerne dog uden at være lige så stringente. Til sidst tager ti unge, lokale dansere også del i dansefesten, og som afslutning inviteres publikum også op på dansegulvet; en invitation samtlige tilskuere tog imod.
Musikken, der blev danset til i Open Your Heart, bestod primært af monoton synthmusik og flydetoner uden markeringer af beat. Det forekom altså som om, at de medvirkende dansere dansede til en rytme, de kun selv kunne høre. Det gav dog også en frihed til fri bevægelse. Særligt da publikum til sidst tog del i dansen, var det befriende at kunne danse, præcis som man ville. Der var ingen flovhed over ikke at kunne holde takten, for der var ikke nogen. Man blev dog ikke snydt for et par klassiske 80’er disco-hits indimellem, der også udgjorde en mindre del af forestillingens soundtrack.
I forestillingens program var det beskrevet, hvordan det i særdeleshed var filmen ”Saturday Night Fever” der gjorde disco populært og tændte en ny danseglæde, der ellers syntes at være tabt i samfundet. Der står dog også, hvordan der har udviklet sig en uhyre konkurrencepræget kultur omkring stilarten. Til konkurrencer har deltagerne mellem 45-120 sekunder til at vise dommerne, at de mestrer både koreografi, teknik og akrobatik.
Selvom glæden og entusiasmen ved at danse ikke var til at tage fejl af i Open Your Heart, kan man let forestille sig, at den kærlighed til bevægelse, der må ligge til grund for de fleste børns ønske om at gå til dans, eller hvilken som helst anden hobby de vælger at kaste sig over, kan drukne lidt, når miljøet bliver så konkurrencepræget.
Open Your Heart er altså ikke en forestilling der behandler vigtige problematikker i samfundet eller har et dybere filosofisk budskab – men den minder os om noget vigtigt! At man begyndte at danse fordi man har lyst, og ikke fordi man skulle være den bedste, samt at dans og fri bevægelse skaber glæde. Det er derfor en forestilling, hvor man ikke skal forvente at blive udfordret intellektuelt, men derimod underholdt. Det er en humør- og energiindsprøjtning uden lige, og forestillingen kan anbefales til alle, der går og savner lidt lys, glæde og glimmer her i den begyndende vinter. For hvor ofte er det lige, at samtlige publikummer forlader salen med det største smil på læben efter en forestilling?
Location X i samarbejde med Dansehallerne, Teater Momentum og SDU
KFUM Huset, Oliebladsgade 7, 2300 København
Spilleperiode: 31. oktober-9. november 2019
Efterfølgende besøger Open Your Heart: Teater Momentum i Odense den 14.-15. november 2019, Bora Bora i Århus den 28.-29. april 2020, JoJo i Oulu, Finland, den 23.-25. januar 2020, Itak i Kuopio, Findland, den 22. maj 2020 og Vara Konserthus i Vara, Sverige, den 21. april 2020
Set den 31. oktober 2019
Fotos: Carsten Snejbjerg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Hilde I. Sandvold, Taneli Törmä og ti lokale dansere fra Stardance Studio
Koncept og koreografi: Taneli Törmä
Dramatiker og programtekst: Thomas Schaupp
Iscenesætter: Taneli Törmä og Lone Nyhuus
Kostumier: Kasper og Sophie Hansen
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod