Anmeldelse: Shakespeares skurke, Teater PLAY (Tempest Teaterproduktion)
Af Sofie Lystrøm
Shakespeares spøgelse lever i bedste velgående i vores moderne kultur. Vi kender hans historier og tematikker fra barns ben, og vi har set hans karakterer i alskens udformninger i fim og TV: Hamlet som løveungen Simba, Mrs. Underwood giver House of Cards Lady Macbeth ny skikkelse, og Jago opleves i Game of Thrones som den snedige Littlefinger.
Da jeg fik billetterne til ’Shakespeares skurke’ var jeg derfor spændt på, hvilken form karaktererne denne gang ville blive givet.
’Shakespeares skurke’ er et gæstespil af Tempest Teaterproduktion – et nyt dansk Shakespeare-teater, som efter gruppen egne ord er ”udsprunget af behovet for at undersøge William Shakespeares værker med teksten og skuespilleren i centrum.”
Forestillingens lægger vægt på at portrættere Shakespeares skurke i en nuanceret udgave, hvor ingen er gode eller onde, men blot mennesker der reagerer på den omverden, som de møder igennem livet.
Forestillingen finder sted i Teater PLAYs intime teatersal, og scenografien består af blot to stole, en kuffert, og en flaske absint. På de to stole sidder forestillingens to skuespillere Runi Lawerissa og Morten Thunbo, som formår at blande Shakespeares lyrik med et sjat af nutidsord og præsentere Shakespeares skurke i et interessant perspektiv. Denne blanding ligger meget naturligt og ligefor. Man fornemmer tydeligt, at de begge har et indgående kendskab til Shakespeare, men muligvis et kendskab der giver dem en distance og manglende forståelse for publikum. Det giver desværre forestillingen et ærgerligt elitært præg.
At sætte Shakespeares tekst og skuespilleren i centrum uden hjælp af scenografi og kostumer er en ambitiøs opgave, som jeg ikke synes blev udført overbevisende. Til tider bliver skuespillet overdrevet, når den sparsomme scenografi fyldes op med overspillet mimik og gestik. Til tider bliver det langtrukkent, når Shakespeares monologer og dialoger gengives usammenhængende, mens den eneste udvikling vi som publikum ser, er at de to mænd bliver mere og mere berusede.
Selvom konceptet hiver én indenfor dørene og ligger op til en interessant forestilling, var jeg ikke overbevist. Jeg sad igennem hele forestillingen og forsøgte at klargøre, hvilket af Shakespeares stykker, der nu blev refereret til, og på trods at min grundige forberedelse og tidligere arbejde med Shakespeare, så gik meget af min opmærksomhed til dette.
Det er en forestilling, der forventer at modtage et meget Shakespeare-kyndigt publikum, og som derfor ikke formår at formidle Shakespeare til de mange mennesker, der ellers ville nyde Shakespeares skurke, hvis de blev taget i hånden og ledt ind i dette fantastiske univers.
Tempest Teaterproduktion
Teater PLAY, Strandlodsvej 7, 2300 København S
Set den: 13. september 2016
Foto: Emma Thunbo
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod