Anmeldelse: En skilsmisse, Aarhus Teater

Af Sara Brun Nielsen, gæsteanmelder

 

I ’En skilsmisse’ kommer vi helt tæt på en mands sindssyge, vi mærker den, men når aldrig helt at forstå, hvordan den opstod. Hvis vi skal forstå skilsmissen, må vi først forstå kærligheden.

Stykket af Hassan Preisler bestod af mange små fine scener i forskellige metaniveauer, hvor jeg konstant savnede forløsning. Dog var det samme mangel på forløsning, der fik mig til at sidde yderst på stolen og tørste efter næste scene.

Det skinnede igennem, at det var premieren, og nerverne sad uden på tøjet. Timingen manglede i første akt, hvilket betød nogle ellers fine pointer gik tabt og efterlod mig som publikum uden forløsning. Den manglende timing og kludder i replikkerne i starten af stykket gjorde også skuespillerne tydeligt usikre, og jeg oplevede, at de ikke turde gå derud, hvor Hassans manuskript kræver det, de turde ikke fylde karakterenes og dermed Hassans store følelser helt ud. Det kom de heldigvis efter i anden akt.

De små brud og opgør skuespillerne imellem fungerede derimod rigtig godt. De gik ud af karaktererne, som metastykket krævede, og løftede stykket til et lettere humoristisk niveau.

Hassans projektion af sin ekskone forblev et mysterium for mig. Var hun udelukkende Hassans oplevelse af hende, eller så vi hende rigtigt? Var hun skyggen af en kvinde, de minder der hænger ved, eller et produkt af den rationalisering Hassan har gjort sig efter skilsmissen? Han gav hende replikker som stod knivskarpt i solar plexus som: ”Hvis du får mig til at gå tilbage, ender det med at jeg tager mit liv”. Av.

Stykket kørte i tre niveauer. Første niveau, hvor selve historien bliver fortalt. Hassans historie. Her ramte han mig. Scenen i køjesengen med far, mor og datteren. De voksnes mislykkede forsøg på at trøste et barn, på at fratage barnet enhver skyldfølelse. Men barnet er aldrig dumt: ”Hvordan vil I passe på mig, når det er jeres skyld?”

Andet niveau var det generaliserende – skilsmissen i en armslængde, ord man kan bruge i ethvert konfliktfyldt forhold. Her følte jeg mig snydt. Jeg blev ikke lukket ind i historien, jeg fik blot én historie.

I tredje niveau blev det først virkelig meta. Her kom skuespillerne ud af karakter, men stadig dybt bevist om, at de var underlagt Hassans magt, at deres ord var hans. Det blev befriende og fascinerende øjeblikke, hvor vi i virkeligheden ser Hassan selv forsøge at undslippe sin egen historie. Men den er allerede skrevet, Hassan er stadig skilt den dag i dag.

Anden akt omfavnede hele stykket og pludselig forstod jeg den helhed, jeg ikke kunne se før. ”Gå nu med på præmissen, historien bliver bedre af det”. Man kan kun ændre sin historie ved at tage ejerskab over den. Det gjorde Hassan. Desværre virker den slags ikke i retrospektiv.

Slutningen og forståelsen af stykkets præmis fik det hele til at virke så meningsløst. Hvorfor fortælle den historie. Men Hassan fik samtidig overbevist mig om, at det her var en historie, der ikke ikke kunne fortælles. Og jeg fik endelig den forløsning, jeg fra starten var blevet lovet.

 

 

 

Aarhus Teater, STUDIO, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 3. februar-4. marts 2017

Set den 3. februar 2017

Foto: Gísli Dúa

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1617/en-skilsmisse/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod