Anmeldelse: Snedronningen, Ulvedalene (Det Kongelige Teater)

Af Kirstine Harloff Birckner

Wauw en forestilling, wauw en aften. Vil du suges ind i et gribende univers af sne, is og ægte teatermagi fra øverste hylde, så tøv ikke med at tage turen ud til Ulvedalene i Dyrehaven for at opleve dette års helt store familieforestilling Snedronningen.

En rørende kærlighedshistorie, vidunderlige kostumer, dygtige skuespillere og en vild scenografi – i Det Kongelige Teaters Snedronningen går det hele op i en højere enhed. Nicolei Faber har skabt en helstøbt iscenesættelse, hvor historien om, at kærligheden er stærkere end kulde og kynisme, får lov til at folde sig ud på den kæmpestore udendørsscene.

”Snedronningen” fra 1845 er et af H.C. Andersens mest elskede eventyr. Her møder vi den modige Gerda, som ansporet af kærlighed begiver sig ud på en lang og farefuld færd for at redde sin Kay, der er blevet ramt af en splint fra et troldspejl og efterfølgende bortført af Snedronningen.

Kim Fupz Aakeson giver den store, komplekse og to hundrede år gamle fortælling nyt liv – og det gør han med sin baggrund inden for manuskriptforfatning og børne- og ungdomslitteratur eminent godt. I Aakesons gendigtning balanceres H.C. Andersens 1800-talssprog med et mere elastisk sprog, og resultatet er en række flotte, skarpe og sjove replikker, der både henvender sig til børn og voksne

Aakeson og Fabers udgave af Snedronningen har bevaret H.C. Andersens oprindelige struktur, der er bygget op om syv forskellige historier. Men selvom kernen er den samme, har teksten fået et tvist, og der er f.eks. givet mere plads til djævlefiguren, som gennem hele stykket følger Gerdas færd og belærer sine djævleunger om, hvilke erfaringer Gerda gør sig. Og slutningen er fuldstændigt omskrevet med et hæsblæsende, afgørende opgør mellem Snedronningen og Gerda.

I nogles øjne kan historien om det varme hjertes sejr over det kolde krydret med Gerdas dannelsesrejse blive en tand for meget. Men jeg synes, at den store scene kalder på et stort show, og at den kan rumme Snedronningen med al dens pomp og pragt.

Benjamin la Cour står bag scenografien og evner at løse den scenografiske udfordring, det er at skabe illusionen om den totale vinter midt om sommeren. Der er masser af røg, skarpt laserlys, ild, dalende sne og fem meterhøje LED-skærme med skiftende landskaber. Scenografiens centrum er en enorm scene formet som et øje – en reference til splinten i Kays øje – med en roterende midte, der skaber en fornemmelse af, at forestillingen bevæger sig fra én fase til en anden. Sammen med lysdesigner Mathias Hersland og videodesigner JA Film har Benjamin la Cour skabt et utrolig skarpt og iskoldt æstetisk univers, der tager pusten fra én.

Ida Marie Ellekilde har skabt forestillingens kostumer og givet karaktererne liv. Det gør hun med stor fantasi, så selv publikum på de bagerste rækker ikke kan lade være med at blive betaget. Særligt hendes visualisering af flodscenen, hvor statisterne iklædt bølgende, blå heldragter imiterer en flod, som bærer Gerda videre på sin rejse, står tydeligt frem.

Det er ikke kun forestillingens visuelle udtryk, der imponerer – det samme gør Marie Koldkjær Højlunds isnende lydlandskab. Lytter man efter, kan man høre fygende vind, knasende istapper, sarte bjælder, dybe trommer og et kor (USMIFKA) med en lyd inspireret af nordiske folkesange. Hvor sangerne (f.eks. Simon Mathew som Isdjævlen) synger utrolig godt, savner jeg mere dybde i sangteksterne, og ”Prinsessens sang” bliver en anelse for overfladisk.

Ser vi bort fra det overbevisende visuelle udtryk og lydbillede, hvad prøver det gamle eventyr så egentlig at fortælle os? Mit bud er, at næste gang du går og tænker grumme tanker om nogen eller noget, så se efter, at du ikke har fået en splint af Snedronningens troldspejl i øjet. På den måde kan troldspejlet ses som en kommentar til, hvorfor vi mennesker kan opføre os ondskabsfuldt.

Det er der dog heldigvis råd for – en pointe, der understreges i forholdet mellem Snedronningen (overlegent spillet af Mille Hoffmeyer Lehfeldt) og Gerda (spillet med varme og kyndighed af Laura Skjoldborg). Snedronningen er hjernen bag troldspejlet og har gjort det til sin mission at rydde op i menneskehedens følelsesmæssige rod. I diametral modsætning hertil står Gerda. Hun gør, som hendes hjerte befaler, og hun fejer den ene udfordring efter den anden af banen for at redde Kay (spillet af Alvin Olid Bursøe med stor indlevelse). Fordi hun tror på den betingelsesløse kærlighed, ender hun med at redde både Kay og sig selv.

Budskabet i Snedronningen går nok aldrig af mode – og det er ikke mindst en forestilling, der absolut er værd at se. Tak til Det Kongelige Teater og holdet bag forestillingen for en uforglemmelig oplevelse.

Det Kongelige Teater

Ulvedalene, Dyrehaven, 2930 Klampenborg

Spilleperiode: 23. maj-5. juli 2025 samt fra maj 2026 på Moesgaard Museum i Århus

Set den 23. maj 2025

Foto: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/snedronningen

Medvirkende: Laura Skjoldborg, Alvin Olid Bursøe, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Simon Mathew, m.fl.

Forfatter: H.C. Andersen

Manuskript: Kim Fupz Aakeson

Iscenesættelse: Nicolei Faber

Scenografi: Benjamin la Cour

Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde

Koreografi: Sofie Akerø

Musik: Marie Koldkjær Højlund

Medkomponist og producer: Anders Boll

Lysdesign: Mathias Hersland

Videodesign: Benjamin la Cour og Ja Film

Lyddesign: Jonas Vest

Kor: USMIFKA

Korleder: Anne Louise Munch

Medkomponist/arrangør koret: Mette Nielsen

Assisterende instruktør: Manda Jønsson

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod