Anmeldelse: Sønderborg Sommer Revy Show 2021, Hotel Sønderborg Strand (Sønderborg Sommer Revy)

Anmeldelse: Sønderborg Sommer Revy Show 2021, Hotel Sønderborg Strand (Sønderborg Sommer Revy)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

I takt med at sommeren har sneget sig ind på os danskere, har landets sommerrevyer det samme. Og eftersom Corona satte en stopper for Sønderborg Sommer Revy i 2020, vil revyen nu stærkt komme efter det med et brag af et show her i 2021. For i år præsenteres revyen nemlig som et show, hvor der er massere af sang, lækker koreografi og ikke mindst humoristiske sketches undervejs. Det er blot spændende at se, om revyen reelt set lever op til dette.

Hele revyen starter ud med et nu meget velkendt Zoom-møde. Næsten alle danskere har enten selv været med på et sådant møde, eller i det mindste hørt til Zoom-møderne. Revyholdet åbner derfor revyen med et Zoom-møde, hvor de taler om, hvordan revyen skal forløbe. På mødet spiller revyholdet på alle de forhindringer, der kan opstå midt i Zoom-møderne, som en frosset skærm, at glemme at slukke for lyden og ikke at have bukser på. Det er alt sammen en humoristisk måde at starte ud på, hvor revyholdet efterfølgende let og elegant glider over i åbningssangen ”Det’ live”, som ej at forglemme er helt eminent.

Et gennemgående tema for revyen er Coronapandemien – om det så er meningen eller ej. Og det er helt uundgåeligt at nævne Corona i årets revy, eftersom det har haft så stor en indvirkning på alle danskere. Der er dog en overvægt af Coronarelaterede indslag. Det er selvfølgelig med til at give revyen en rød tråd, men den røde tråd kunne med sikkerhed også være blevet skabt uden Corona som rettesnor.

Selve Klaus Kristensens scenografi i Sønderborg Sommer Revy Show 2021 er virkelig flot, og den skaber nogle gode rammer for dette års revy. Scenografien er bygget op i to niveauer, og giver derfor nogle muligheder på den opløftede bagscene. Samtidigt sidder musikerne på scenen, hvilket giver et godt sammenspil mellem skuespillere og musikerne hele revyen igennem. Og det er fedt at se, at de er så naturlige sammen. Samtidigt er musikerne utroligt dygtige, og de leverer at godt stykke arbejde, i alle numrene de spiller. Der er uden tvivl et højt niveau musisk i dette års revy.

Der er et fint spænd af numre med i dette års revy i Sønderborg. Det spænder lige fra den selvsagte Coronapandemi over krænkelseskultur til 100-året for pølsevognen. Der er en stor variation, men som nævnt kredser mange af numrene stadig om Corona. Dog er der en god ligevægt i forhold til tekster og sange hele vejen igennem revyen.

Til gengæld er der numre undervejs i revyen, der godt kunne have været undladt. Eksempelvis er det tilfældet med Jeff Schjerlunds nummer ”Bare et forslag”. Jeff fortæller i dette nummer Jeanne Boel om, at han ønsker at få et solonummer i revyen, hvor han hylder de glade 80’ere. Det gør han i et potpourri af numre fra den tid. Han leverer super godt, både med sin dans, men også med sin helt igennem fantastiske sangstemme. Men på trods af dette passer nummeret bare ikke ind i revyen. Og selvom Jeanne slutter nummeret af med at sige det selvsamme, så falder det stadig lidt til jorden.

Til en ægte revy hører naturligvis en god parodi med, og i år indtager Jeanne Boel blandt andet rollen som Inger Støjberg. Selvom Jeanne går til den, og uden tvivl leverer en god parodi som Inger Støjberg, så falder selve sketchen simpelthen til jorden. Humoren slår desværre ikke igennem, hvilket gør, at nummeret egentligt ikke er sjovt.

Et nummer der til gengæld skiller sig ud, og tager kegler, er ”Fællessang med Faber”. Det er næsten selvsagt, at publikum nu skal i selskab med Phillip Faber, her spillet af Carsten Svendsen. Og Carsten gør det utroligt godt som Phillip Faber. I dette nummer er Phillip Faber i selskab med flere kendte danske musikere som Birthe Kjær, Rasmus Seebach, Anne Linnet og Petter A.G. Disse musikere er spillet af de andre skuespillere, og det går rent ind. Man er som publikum slet ikke i tvivl om, hvem de hver især giver sig ud for at være. Det er med til at gøre nummeret endnu mere humoristisk og virkeligt på en og samme tid.

I nummeret ”Havde jeg nær sagt” er Lone Rødbroe og Jesper Lundgaard på scenen sammen. Her spiller de henholdsvis en ung pige på en grillbar, og en mandelig feriegæst der hele tiden kommer galt af sted med sin isbestilling – som hele tiden kommer til at lyde sjofel. Både Jesper og Lone tager kegler i dette nummer, og hele salen er fuldstændig flade af grin.

Der er garanti for at lattermusklerne bliver rørt i Sønderborg Sommer Revy Show 2021. Og de kommer vidt omkring. Det er tydeligt at mærke, at det har været hårdt med et års pause, men revyholdet kommer stærkt igen. Selvom Coronapandemien har en stor plads i revyen, så er den alligevel værd at opleve. Især musisk er der et højt niveau, og det vejer i den grad op. Man er som publikum garanteret et show, både på det visuelle plan, men i den grad også på det musikalske plan.

Sønderborg Sommer Revy Show 2021

Hotel Sønderborg Strand, Strandvej 1, 6400 Sønderborg

Spilleperiode: 29. maj-24. juli 2021

Set den 12. juni 2021

Foto: Stefan Kragh

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://sommerrevy.dk

Medvirkende: Jesper Lundgaard, Lone Rødbroe, Jeff Schjerlund, Carsten Svendsen og Jeanne Boel

Orkester: Thomas Pakula, Lars Wagner og Morten Øberg

Tekst og musik af: Thomas Pakula, Jens Krøyer, Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard, Rasmus Krogsgaard, Leif Maibom, Søren Anker Madsen, Peter Oliver Hansen m.fl.

Instruktør: Jeanne Boel

Scenograf: Klaus Kristensen

Koreograf: Jeff Schjerlund og Jeanne Boel

Kapelmester: Thomas Pakula

Kostumier: Mia Strøbech

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *