Anmeldelse: Spejlmanden, Mungo Park
Af Christian Skovgaard Hansen
Hvad er virkeligt og rigtige nyheder, og hvad er fake news? Hvad skal vi egentlig tro på? Og hvordan står det til med medierne, deres nyhedsdækning og – ikke mindst! – deres troværdighed? Medieverdenen er under forandring, og vi kan komme i tvivl om, hvorvidt vi egentlig kan stole på medierne, og hvorfra de får deres kilder.
Medierne og journalisterne sættes under lup i Mungo Parks forestilling Spejlmanden. Manden bag titlen er den unge journalist Claas Relotius, som engang skrev for det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel (Spejlet). I lang tid var han manden – Spejlmanden – på magasinet. Titlen er samtidig dobbelttydig. Spejler journalistikken og journalisten loyalt nyhedsstrømmen over for os borgere, eller er det lige som i spejlhuset i tivoliet, hvor spejlbilledet forvrænges?
Vi lægger ud med historierne, der var med til at give Claas Relotius anerkendelse og popularitet og prisen som Årets journalist tre år i streg. Vi hører, om kvinden Gladys, der rejser rundt i USA for at være borgervidne til eksekveringen af dødsstraffen, om drengen, der startede opstanden i Syrien, og om dem, der rejser fra deres hjem og mod et bedre liv i USA, men hvor det første, som de møder, er vagterne ved grænsekontrollen mellem Mexico og USA. Det er alle stor historier, hvor Relotius har været med – eller har han?
Udadtil er han journalisten, der kan alt. Han finder de gode historier, han dækker alt, og han vinder priser på stribe. Men – og der er nemlig ét stort men! – det viser sig, at historierne ikke er sande. Han og historier lever fuldt ud op til ordsproget: Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det formentlig også for godt til at være sandt. Relotius’ kollega, Juan, får færten af noget råddent ved artiklerne. Der kører en krig mellem de to, hvor Juan måske i starten taber, men snart kan han bevise, at Relotius pynter på historierne, og at det ikke bare er en lille smule pynten på historierne, men at de i stor stil er konstrueret hele vejen igennem.
Vi har nu fået aftenens klimaks, vi har fået afsløringen. Eller har vi? Forestillingen tager nu et interessant tvist, hvor VI nu også kan have vores tvivl om, hvad vi ser. Bedst som vi tror, at vi har forstået det hele, tilføjes forestillingen et lag metafiktion. Spørgsmålet er: Hvorfor har Relotius’ gjort, som han har gjort? Instruktør og dramatiker Viktor Tjerneld har derfor talt med virkelighedens Relotius i samtaler, som vi ser på en skærm. Vi får barske og rørende historier fra Relotius’ barndom og ungdom; historier, der har været med til at forme ham. Eller har de? Vi bliver i tvivl om, hvad der er sandt og falsk. Bliver vi nu manipuleret, ligesom Relotius manipulerede Der Spiegel og dets læsere? Hvem ved!
Men det slutter ikke her. Til slut får fortællingen endnu et twist. Det skal ikke afsløres her, men det giver endnu en helt ny dimension, som vender op og ned på det hele, og – måske – på hvem, der har overtaget – om end det her nærmer sig det lidt for pjankede. Virkeligheden skaber historier, og historierne skaber virkeligheden – men hvor meget må man gå på kompromis med det ene eller andet for at opnå det resultat, som man selv ønsker?
De tre skuespillere Sara Fanta Traoere, Nana Morks og Zaka Nobel Mehabil deles om alle fortællingens figurer. De dækker hele rækken af de forskelligartede portrætter i forestillingen præcist og troværdig. Det er dog værd særligt at fremhæve Sara Fanta Traoere som en intens og skarp Claas Relotius.
Det hele foregår i Marie Mobergs lette, men yderst effektfulde scenografi med indgange, udgange og ikke mindst spejle. Vi tror, at vi ser det hele, men også her er spørgsmålet, om det, som vi ser, nu engang spejles korrekt.
Vi går fra teatersalen blæst bagover af indtryk. Men hvad er det egentlig, som vi har set? Er det hele konstrueret, eller er det virkeligt? Mungo Park og Viktor Tjernelds Spejlmanden er dramatisk, fremragende og tankevækkende samfundsteater, hvor hvert lag giver os nye forestillinger. Det er et dygtigt og interessant portræt af den medieverden, som vi lever i. Spørgsmålet er nu mest, om vi tør stole på medierne efter at have set forestillingen.
Mungo Park, Fritz Hansens vej 23, 3450 Allerød
Spilleperiode: 2.-16. oktober, 29.-31. oktober og 23.-26. november 2020
Spiller også 22.-24. oktober på Mungo Park Gladsaxe (Festsalen på Grønnemose
Set den 3. oktober 2020
Fotos: Mikkel Russel
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Zaki Nobel Mehabil, Nana Morks og Sara Fanta Traore
Instruktør og dramatiker: Viktor Tjerneld
Scenograf: Marie Moberg
Lyddesigner: Emil Bøll
Lysdesigner: Mikkel Givskov
Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann
Praktikant: Signe Clemmesen
Særlig tak til: Felix Utting
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod