Anmeldelse: Fidelio, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Beethovens eneste opera Fidelio spiller netop nu på Det Kongelige Teater. Operaen er komponeret i 1805 og revideret i både 1806 og 1814. Oprindeligt havde den titlen ”Leonore”, inden den i 1814 fik sin nuværende titel. Samtidig findes der fire forskellige ouverturer at vælge imellem.
Det hele foregår inden for et fængsels tykke mure. Leonores mand Florestan har været forsvundet i flere år. Hun forklæder sig derfor som manden Fidelio og bliver ansat som fangevogter i fængslet. Her vinder hun inspektøren Roccos tillid, så hun kan få adgang til fangerne i den dybeste kælder. Her sidder Florestan ganske rigtigt, da han er raget uklar med den korrupte guvernør Don Pizarro. Han vil nu slå Florestan ihjel, så han ikke kan afsløre hans magtmisbrug, som har resulteret i de hemmelige fanger i fængslets kældre. Samtidig forelsker Roccos datter sig i Fidelio – et kærlighedsønske som er dømt til ikke at lykkedes.
Leonore/Fidelio risikerer alt for at befri sin elskede Florestan, da hendes kærlighed til ham er altoverskyggende. Florestan drømmer samtidig om friheden uden for fængslet mure og om hans store kærlighed. Vejen til genforeningen er hård og lang, men det lykkedes, og Leonore og Florestan forenes igen.
Operachef John Fulljames’ iscenesættelse er stram og veltilpasset. Virksomt og som symbol på både Beethovens forandringer og ikke mindst på Leonores forvandling til Fidelio bruges en stor videovæg, hvor både titlen og kvinden Leonore forsvinder for herefter at dukke op som Fidelio. Effektfuld og en imponerende åbningsscene. Resten af iscenesættelsen fejler ikke noget, men den får desværre ikke de helt store visuelle udfoldelsesmuligheder.
Scenografien af Steffen Aarfing er forestillingens største minus. Den er minimalistisk, nærmest grænsende til det nøgne, og meget ensformig, hvor mørket er dominerende. Vel er der mørkt og koldt i fængslets dybe kælder, men vi får aldrig nærværet og lyset af Leonores kærlighed eller Florestans drømme om friheden udenfor. Scenografien fungerer i størstedelen af forestillingen derfor ikke, da det hele bliver lidt for sort-i-sort, hvor opførelsen mere har form af en koncertopførsel end en stor opera. Først i slutningen, hvor Steffen Aarfing bruger video, lysner det hele i Lee Currans lysdesign. Men heller ikke her fungerer det helt, da det er lidt svært at se en dybere mening med videobrugen, og det hele bliver lidt diffust, og vi ved ikke helt, hvor fokus skal være.
Det, som ellers redder forestillingen, er et velspillende kapel og nogle fine sangpræstationer fra både solisterne og hele Det Kongelige Operakor. Særligt Ann Petersen som Leonore/Fidelio og Niels Jørgen Riis som Florestan får begge de store følelser frem i hver deres kamp for friheden og kærlighed; en kamp som har et fælles fokus. I befrielsesscenen synger de og operakoret også, så man nærmest får gåsehud. Jens Søndergaard som ministeren giver os et godt eksempel på, hvordan politikerne formår at sno sig og vende alt til egen fordel.
Emnerne i Fidelio er kampen for frihed, demokrati, undertrykkelse, identitet og kærlighed – vigtige temaer dengang og nu. Operaens historie er derfor stadig aktuel i en verden, hvor friheden og demokratiet visse steder er under pres, og hvor man må kæmpe for at finde sin identitet og for at få den, som man elsker. Samtidig er i disse tider også interessant og dejligt, at handlingens hovedperson og helt er en kvinde. Selvom operaen har nogle år på bagen, virker den derfor ikke gammeldags.
Kan du abstrahere for den noget minimalistiske og ensformige scenografi, er Fidelio en velspillet og velsunget opera med noget på hjerte, hvor en række store universelle emner sættes i fokus.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 27. september-27. oktober 2020
Set den 4. oktober 2020
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/opera/fidelio
Medvirkende: Ann Petersen, Niels Jørgen Riis, Stephen Milling, Thomas Johannes Mayer, Mary Bevan, Petter Mon, Jens Søndergaard m.fl. samt Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor
Af: Ludwig van Beethoven
Libretto: Joseph Sonnlithner og Friedrich Tretschke
Iscenesættelse: John Fulljames
Dirigent: Gregor Bühl
Scenograf: Steffen Aarfing
Kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Lee Curran
Videodesign: Steffen Aarfing
Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause
Operaen synges på tysk med danske overtekster
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod